My kind of town... Chicago is....

Det er sidste aften i Amerika. I morgen flyver vi hjem. Der kommer et indlæg fra lufthavnen i morgen.

Inden da vil jeg lige fortælle lidt om Chicago. Vi har ikke lavet så meget, mens vi har været her. Vi har haft to hele dage her. Og skal først mod lufthavnen ved 18-tiden i morgen. Så vi har lidt timer, der skal fyldes. Kufferterne er pakket, og vi er klar til at komme hjem.

Men Chicago har været turens store overraskelse. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg havde forventet, men vi har gået en del rundt og bare kigget på byen, mens vi har været her. Det er en fed by. Flotte bygninger, lækkert og levende byliv, flinke mennesker. Jeg ville ønske, at vi vidste noget mere, end vi gjorde, da vi kom, så vi måske kunne have fået lidt mere ud af det, men vi er begge enige om, at byen har meget mere at byde på.

Det eneste "sight", vi har set, er Navy Pier, hvor vi tog ud i går aftes, efter at have vadet byen tynd. En mole, der stikker et godt stykke ud i Lake Michigan. Turistet, ja, men på en lidt mere afslappet måde en Fisherman's Wharf. Ja, og så så vi da også lige lidt mere af Route 66 på vejen ind til midtbyen.

Vi har mødt en masse søde mennesker i Chicago. Selv de fattige i byen er enormt høflige... altså udover dem der står og råber af minder på tankstationer og i gyder.

Vi har afleveret vores Chevy, og når vi får tjekket Millenium Park og Field's museum af listen i morgen, kan vi da sige, at vi har fået set en del af byen. I hvert fald den mere centrale del af byen.

Og den kan sagtens trække et besøg mere en gang.

Nu skal vi snart i seng. Jeg fik en lille japansk pige på omkring 40 kilo til at tæve mig igennem tidligere, og det har virkelig gjort godt. Noget der hedder Reflexology Massage. Kender det ikke, men det gav godt.

Så mere igen i morgen, inden vi flyver hjem.

Ost, ost, ost, ost, ost ... Jeg må ha' ooooooossssttt!

Flyveturen til Chicago var heldigvis meget bedre end de tidligere indenrigsflyvninger, vi har oplevet herovre. Virgin Airlines var bedre end Frontier på mange fronter. Bedre sæder, bedre underholdning, kønnere stewardesser.

Efter en blød landing i Chicago fik vi udleveret vores sidste lejebil og vendte snuden nordpå. Det blev til en Chevy Impala LTX. All-american. Og en total overraskelse. Den var superfed at køre. Virkelig god oplevelse, og det fik hurtigt de tre timers tur til Green Bay overstået.

Jeg kunne ikke vente, selvom vores hotel lå en enkelt blok fra Lambeau, så da vi ankom i Green Bay kørte vi lige forbi og kiggede.

Klokken var dog blevet sent, og jeg havde læst, at de rundvisninger de tilbyder på Lambeau, skal købes personligt på dagen. Til gengæld var det første dag i training camp, så de tilbød den Legendariske Lambeau tour. To billetter, ja tak.

Og så ud og se på drengene træne.... Det foregik på en mindre græsplæne lige ved siden af stadium. Det virkede ikke super seriøst. Mere som en show-off ting for den temmelig store mængde mennesker, der var kommet til byen.

Offentlig træning blev overstået, og så skulle vi på tour. Lambeau er sindssygt flot. Vi fik set næsten det hele. De forskellige boxes, som man kan booked til arrangementer med udsigt over banen. Presserummet, og hele den nye sydsektion. Vi kom helt op til den øverste point-tavle og helt ned på selve banen (Som desværre ikke var kridtet op eller klar til at gå på. Men jeg har aet den. Og vi har set det besøgende holds omklædningsrum.

Packer's eget omklædningsrum er ovalt, så der ikke er nogen, der sidder og skumler i et hjørne. (Vi så billeder)

Og vi har hørt historien om både stadium og holdet.

Vi sluttede af med en god middag på Curly's (Restauranten i Lambeau) og vendte tilbage til hotellet. Dagen efter brugte vi seks timer på en tre timers køretur (Tak til vejarbejdet i Wisconsin.) inden vi ankom til sidste hotel i sidste by: Best Western på South Michigan Avenue i Chicago.

Bakkerne, broen og bugten

Med Solvang solidt i bakspejlet og enhver illusion om hjem hastigt falmende, blev det alligevel pænt sent inden vi nåede San Francisco. Men som enhver anden amerikansk storby var der motorvej direkte ind til Centrum, og der gik således ikke længe før vi endte på Super 8-motellet, der skulle huse os i San Francisco.

Mine kære bror synes tilsyneladende, at vi godt kunne dele en seng på 100x200 cm. Det endte i endnu et tilvalgsværelse, og hurtigt i seng.

Dagen efter bød på køretur i San Francisco. Først til 49ers stadiummet Candlestick Park, der ligger i, hvad man næsten kun kan betegne som et af byens fattigere kvarterer. Desværre var der lukket, da vi endelig kom derud, fordi der skulle være koncert. Udefra byder det ikke ligefrem velkommen, og der trænger til noget højtryksrens og en klat maling hist og her. Men det var stort. Meget stort.

Derfra gik turen over Golden Gate, hvor tågen lå så lavt, at toppen af tårnene på broen var væk på vejen over. Broen er imponerende, men mindre end jeg havde regnet med. Tre spor i hver retning. Da vi nåede den anden side, var der et udkigsområde, hvor vi fik godt overblik over bugten med Alcatraz i midten. Det ser nu ikke ud som om, at det ville være umuligt for en veltrænet person at svømme over til land.

På turen tilbage over Golden Gate var tågen lettet, og vi besluttede os (halvvejs tvunget af vores GPS) for at tage kystvejen tilbage. Den gik gennem The Presidio, der er en tidligere militærbase, som er blevet indrettet til park i dag.

Målet var at nå den røde murstens-sektion af Lombard-street, og inden vi nåede så langt, fik vi masser af mulighed for at køre både op og ned ad bakkerne i byen. Lombard Street derimod var virkelig stejl, og det var en fed fornemmelse at køre ad hårnålesvingene.

Dagen var brugt og vi valgt at slappe af om aftenen på hotellet.

Sidste dag i SF brugte vi på at kigge på bymidten og butikker, køre i Trolleycar og bare få en fornemmelse af byen. San Francisco virker mere ... ægte ... end mange af de andre byer vi har været i. Der var meget mere bylarm end vi oplevede de andre steder. Mange flere fattige, der tiggede og meget mere liv i gaderne. Også på de sene tidspunkter.

Vi tog ud på Fisherman's Wharf for at få aftensmad, og det må siges, at være noget nær det mest turistfældede vi har oplevet. Det minder om Djurs Sommerland med mindre aktiviteter og flere souvenirshops. Turen hjem blev i taxa med en galning, der åbenbart ikke havde den store frygt for bakker og tyngdekraft.

Fredag morgen tog vi afsked med San Francisco og fløj til Chicago.

Billedgalleri 3

Omkring to timer nord for Los Angeles ligger byen Solvang. Den er efter sigende grundlagt af danske immigranter, og giver i dag et godt indblik i det forunderlige lille land i Europa, nord for Tyskland.

En klassisk hårde hvidevareforretning

Læg mærke til Elverhøj museet

Alle danske byer har jo en vindmølle som denne.

En typisk dansk villavej.

Pandekager fik vi ikke nogen af, de hele byen lukkede i siestaperioden. Et klassisk dansk move.

Blåt stel og bagværk som vor bager leverer dem.

Klassisk dansk design

Jeg er ret vild med logoet.

Fluens ansigt siger alt, hvad han mener om Solvang...

... og det blev ikke bedre af at komme i uiform

Optimus, Bruce og mig!

Sidste dag i LA brugte vi i Universal Studios forlystelsespark. Vi havde godt hørt, at der ville være lidt kø, men det var fuldstændigt latterligt, så længe vi skulle vente. Vi ankom kort før middag, da vi ikke lige var helt så friske fra morgenstunden, som vi havde håbet på.

Det tog os tyve minutter at komme ind i selv parken, og det gav faktisk lidt håb om, at det måske bare var overdrivelser, når folk sagde, at køerne var endeløse.

Et skilt lige indenfor indgangen annoncerede, at der var mellem 30 og 90 minutters ventetid på de forskellige "rides".

Vi skyndte os derfor ned mod Transformers, som vi begge gerne ville prøve. Køen strakte sig temmelig langt udenfor, men alligevel lignede det ikke 90 minutters kø. Og efter tyve minutter gik vi da også gennem indgangen. At der så var noget i retning af tre kvarters yderligere skuflen rundt inde i tunneller efterfølgende gjorde, at humøret måske ikke lige var i top, da vi nåede frem.

Yderligere havde Fluen ikke lige forberedt sig på, at det var et "ride", og ikke en stillestående oplevelse. Lidt overtalelse senere var det dog løst, og da vi endelig stod klar, må jeg indrømme, at jeg glædede mig som en lille dreng.

Selve turen har varet omkring ti minutter. Men i de ti minutter blev jeg kørt gennem gader og stræder som en gal, skudt på og slået ud efter af Megatron og andre Decepticons. Jeg er blevet spist af en constructicon (Devastator), trukket rundt i byen efter Starscream, og braget igennem 20. etage i en kontorbygning, indtil jeg til sidst blev efterladt på taget af en skyskraber, der kollapsede under mig, og jeg tordnede mod jorden, til Bumblebee heldigvis greb mig i sidste øjeblik, så jeg kunne se Optimus give røvfuld til Megatron og derefter takke mig for hjælpen.

Det var ventetiden værd. Jeg var klar til at starte forfra, men dagen skred fremad, og vi ville gerne på Studio Tour, så vi fandt noget mad (hvor der også var kø alle steder) og stillede os derefter i kø til Studio Touren.

Desværre var mit kamera fyldt, så der er ikke ret mange billeder, da jeg ikke kan slette indviduelt. Men turen gik gennem forbi de mange studier rundt omkring Universal City, samt nogle af de store udendørs-sets.

Vi har set deres Amerikanske by, hvor blandt andet Tilbage til Fremtiden er optaget, deres europæiske by, settet til Psycho, Dødens Gab (Hvor hajen Bruce dukkede op), fly-settet fra War of the Worlds og villavejen fra Hysteriske Hustruer. (jaja)

Og endnu en 3-D oplevelse, hvor King Kong reddede os fra angribende Tyrannosaurer, med både rystelser og lyd og tilhørende spyt. God abe!

Det er den vildeste turist-ting. Det er Djurs Sommerland i første weekend af sommerferien x 20. Men den Transformers tur var SÅ fed.

Det skal prøves. Og touren var også spændende.

Vi kom tilbage til hotellet og gik ned til Graumans Chinese Theater og så på stjerner, men mit andet kamera var løbet tør for strøm. Så vi spiste en hurtig aftensmad på Hard Rock Café og prøvede igen dagen efter, hvor vi havde checket ud. Vi fik set lidt stjerner, men kun dem på fortovet og efterfølgende lettede vi fra LA mod San Francisco, hvor vi tog et hurtigt stop i Solvang, der skulle være en dansk forpost.

Jeg lader være med at kommentere for meget, men lægger nogle billeder ud lige om lidt.

Vi ankom sent til San Francisco, og stod op dagen efter, hvor vi kørte mod NFL-stadiummet Candlestick Park, der huser San Francisco 49ers. Desværre var stedet lukket, da der skulle være noget koncert, så nu er vi kommet på det forkerte tidspunkt to ud af tre steder. (Krydser fingre)

Vi tog lidt billeder og vendte snuden mod Golden Gate. Den er fin, men mindre end vi havde regnet med. Desuden stod tågen ind, men vi kom da over og kunne se udover bugten. Vi blev enige om, at vi sagtens ville kunne svømme fra Alcatraz og i land. Det ser jo ikke så slemt ud.

Vi vendte hjemad, og snuppede lige The Presidio på vejen mod Lombard Street, der er den røde murstensvej midt i det hele. Så den har vi OGSÅ kørt på.

I morgen står den på Fishermans Wharf og sporvogne.

Billedgalleri 2

Frihedsklokken, der bliver ved med at gå i stykker.

Independence Hall 3. juni

Gjorde han alligevel det?

Honest Abe og to andre aber

Mindestatuer til soldaterne  Korea

Washington-monumentet peger opad

Læg mærke til hoverboardet

Beoberne i DC har ikke de samme stemmemuligheder, men betaler stadig skat. Taxation, without representation!

Capitol Hill - YOU WANT A PIECE OF ME?

Den mest prestigefyldte adresse i USA.

Flue Earnhardt passer lige ind

En taske og to sko.... minimum

Fly-skyline

Casa Montana

Canal Street fra 14. etage

Det franske kvarter

Pop-kult-tur og fødderne i stillehavet!

Siden LA er den første bil-venlige by, vi har været i, besluttede vi os for at tage nogle ture, sammen med Ulrik og Katrine. Første dag blev det til Mulholland Drive i Hollywood Hills. En spændende køretur på meget snirklede veje, med nogle gode udkigspunkter ud over byen. Der ligger nogle superfede huse på Mulholland, og vi fandt også ud af, at bl.a. Jack Nicholson bor på Mulholland dr.

Turen op til starten gik via en mindre omvej ud gennem Glendale og videre ud til Mulberry Drive i bydelen Whittier. Et mindre GPS-operationsfejl, som dog gav en oplevelse og en tur rundt i LA.

Om aftenen tog vi på engelsk pub, The Cat 'n' Fiddle. God mad, gode øl og en sand strøm af hvide russere. Det var godt og sindssygt hyggeligt. Aftenen sluttede desværre da vi kom tilbage, for vores lokale spritleverandører var alle lukkede. kl. 2 en lørdag i LA. Sært.

Det var derfor ikke overraskende, at hovederne var tunge og søndag morgen. Vi fik os dog samlet og tog til Venice Beach. Så nu har jeg også haft stængerne i stillehavet (Der i øvrigt ligner vesterhavet til forveksling.)

Venice Beach er en turist-fælde, hvis man holder sig til stranden, men nabolaget bag er farverigt og interessant. Nok også mere end så meget andet LA har har at byde på. Vi nåede at se The Dudes hjem fra Big Lebowski, da vi kørte ned til restauranten, hvor nihilisterne spiser Lingonberry pandekager.

Vi kørte gennem Rodeo Drive, Century City og lidt andre steder på vej hjem forbi, inden vi sluttede ved Griffith's Observatory efter mørkets frembrud.

Los Angeles er STOR! Ikke på samme måde som New York er stor, eller Tokyo. LA's downtown er forholdsvist kompakt, og der er ikke kæmpe skyskrabere over det hele, lige som i NYC. Størstedelen af byen er parcelhusområder, og derfor virker det ikke så stort, når man er midt i det. Men at stå der, og kigge ud over byen om natten... Der var det sgu svært ikke at være imponeret. Lysene strækker sig fra den ene ende af synsfeltet til den anden, og så langt øjet rækker. Og hvis man husker på, at vi stod på midt i Hollywood Hills, hvor San Fernando Valley ligger bagved, så bliver det bare endnu større.

Vi sluttede af med et par øl på hotellet med Ulrik og Katrine, og sendte dem afsted mod Las Vegas.

Næste indlæg handler om, hvordan jeg fik tæv af Megatron, og næsten blev spist af en dinosaur og en hvid haj. Good times!