Vi er lige ankommet på det sidste her-og-nu motel, vi skal på. Resten af turen er booket. Men vi er ca. fire timer fra New Orleans, og vi vil gerne prøve at køre lidt væk fra motorvejen og se os omkring i Alabama og Mississippi. Og vi ligger på Microtel Wyndham i udkanten af byen Marianna.
Stort set alle byer, der ligger ud til en af de store interstates, ligner hinanden, når du kører af motorvejen. Et sammensurium af fast-food steder og moteller er klumpet sammen, inden du når ind til selve byen. Her i Marianna er det Pizza Hut, Arby's, Waffle House og nogle andre, plus klassestedet: PoFolks. (Hvilket på dansk vil blive til FattigFolk.)
Hotellerne varierer meget i både pris og kvalitet. Fra 60 dollars for det billigste til over 100 for det dyreste. Anmeldelserne af det billigste motel (Days Inn) fokuserede primært på det lokale dyreliv. Altså det på selve værelset.
Marianna er blot endnu en af helt ufatteligt mange byer, der har det på samme måde. Det undrede mig, da vi kørte fra New York og sydpå, at der faktisk var så mange. Men vi har kørt næsten 1000 kilometer i dag, og vi er ikke kommet ud af Florida endnu, så størrelsesforholdet er en stor faktor.
Motellet vi boede på i Fayetteville, North Carolina, på turen mod Florida var et pænt motel. Murder Inn i Daytona var det klassiske dør-direkte-ud-til-parkeringspladsen-motel, som man ser i film. Microtel er mere hotel-agtig, med foyer.
Det er ingen kunst at køre på motorvejene herovre. De er store og rummelige, og fartpiloten i vores lejebil gør det nemt at overholde fartgrænserne, som alle dog ser stort på herovre. Det føles lidt som om, at så længe du kører under ti miles over fartgrænsen, er der ingen, der tager sig af det. Alligevel har vi set rigeligt med folk holdende i vejkanten med en politibil med blink kørende. Faktisk ofte to biler.
Miami har smukke områder. I syden er der palmer og sump-områder. Her hvor vi er nu, er der masser af skov. Det skal nok blive sjovt at sammenligne når vi kommer til Arizona.
Det der dog stikker mest ud, når man kører på motorvejene, er det endeløse rækker af reklameskilte. Selv et skilt for leje af reklameskilte (Hos Tom Gunter) så vi i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar