Så er vi landet i Art Deco-himmelen South Beach. Crockett og Tubbs huserede her i 90'erne, og årtiet før herskede Al Pacino disse gader i Scarface. Stedet ligner alt, hvad vi har set i filmene. Det er høj klasse, og byen er stopfyldt med liv.
Vores hotel ligger en enkelt blok fra stranden og Atlanterhavet, og det kan ses på den temmeligt store mængde af smukke solbrune kvinder, der i meget lidt tøj går fra stranden og hjem eller... hvad de nu ellers skal ud og lave.
Hotellet er fremragende, men efter vores overnatning på Murder Inn (med loftslåge i "skabet" i bedste Norman Bates-stil) er det svært at forestille sig, at noget kunne være værre.
Daytona skulle hurtigt vise sig at være en blandet fornøjelse. "Vores" del af byen må have været den fattige del, hvor størstedelen af husene var et enkelt trin op fra en trailer-park. Motellet lå på en gade, hvor det skulle konkurrere med en masse andre. Alligevel var det heldigt, at vi overhovedet kunne få et værelse i byen.
For Murder Inn var dog kun et sted at opbevare vores bagage, mens vi tog til Daytona International Speedway for at opleve verdens største tilskuersport: NASCAR. Og det trækker folk til i stor stil.
Da vi kom ud til selve banen, gik det op for mig, hvor stort det i virkeligheden er. Selve banen er fire km. lang, og da det er, det man kalder, en tri-oval, er det et stykke over de fire kilometer, hvis man skal gå hele vejen rundt. Vi fandt dog hurtigt en parkeringsplads, og begav os ind til vores sæder.
Det fede: De kører sygt hurtigt, meget tæt på hinanden. Det lyder enormt fedt. Vi sad mindre end ti meter fra banen, kun adskilt af et trådhegn, så når de knap fyrre vogne kom blæsende forbi, føltes det lidt som når et tog passerer hurtigt igennem en station. Bare meget meget hurtigere, og meget meget vildere.
Det ufede: Selvom det er en oval, kan man ikke følge racerne hele vejen rundt. Efter 30-40 omgange, er der stadig 80-90 tilbage, og så er det altså ikke mere spændende.
Vores med-tilskuere havde dog andre forhåbninger til løbet, og de gange, hvor der blev bremset lidt hårdt op eller nogen kom lidt for tæt på, var det som de kollektivt holdt vejret.
De ser det altså kun for ulykkerne, hvilket jeg fik bekræftet dagen efter, da jeg snakkede med en anden gæst på parkeringspladsen på Murder Inn, for at finde ud af, hvem der egentlig havde vundet. (Vi smuttede før løbet sluttede, da vi ville hjem og holde øje med vores ting.)
"There was one good crash. Took out.... maybe three or four cars..."
Hvis jeg nogensinde får chancen for at komme tilbage til et NASCAR løb, skal det være med hele møget. Altså helt fra morgenstunden og frem.
Men det var nu stadig en fed oplevelse.
I morgen står den på bus/båd tur, som vi har booket samtidig med en tur til Everglades på onsdag.
Men nu skal der soves, i ro og orden, nu vi ikke skal bekymre os for, hvad eller hvem, der kravler ned gennem loftslem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar