onsdag den 17. juli 2013

Så for s.....ikring!

Vi forlod New Orleans via amerikansk rutefly fra Louis Armstrong Airport (Hvor fedt er det lige, at New Orleans lufthavn hedder det?) over Denver, Colorado og endte til sidst i Phoenix, Arizona.

Amerikanske indenrigsflyvning er ikke ligefrem en behagelig affære. Der var turbulens, stort set fra start til slut på den første flyvning (3 timer og 15 minutter) og en del på den næste (1 time og 46 minutter). Jeg har ladet mig fortælle, at det kan have noget at gøre med vejret, da der har været en del tordenstorme herovre i området.

Lufthavnen i Denver står tilbage som en halvtåget løbetur gennem terminalen, da første fly var en halv time forsinket, og vi havde 40 at løbe på. Vi nåede det, og vores bagage var også kommet med.

Det skulle dog ikke blive nemmere, for da vi gik op for at få vores lejebil, var den blevet aflyst. Det tog så en ekstra time, og en ny lejekontrakt og en hel masse ekstra penge, men vi fik den. En rød Ford Mustang med kaleche.

Vi vendte snuden mod Flagstaff, hvor vi havde booket et værelse. Det tog tre timer med pause at nå derop, så størstedelen af turen blev kørt i mørke. Vi ankom lidt over 23 og fik endelig tid til at slappe lidt af, men det fik hurtigt ende, da vi indså, at bilen ikke var forsikret. Overhovedet. Som i SLET IKKE!

Det er nok præcist det dummeste land i verden, at stå i den situation, så vi fik tjekket, hvad der ellers var af forsikringsmuligheder i håbet om, at der måske var noget af vores rejseforsikring eller min egen personlige forsikring, der dækkede. Så heldige skulle vi ikke være, og siden der heller ikke var tyveri-forsikring eller bliv-smadret-af-faldende-træer-forsikring besluttede vi os for at benytte os af det sene tidspunkt og køre tilbage til Phoenix lufthavn og få forsikret bilen.

Det er ikke de sjoveste timer i mit liv, men vi nåede helskindet frem og fik forsikringen i orden. Dumt dumt dumt! Men overstået. Vi tjekkede ind på et motel i nærheden, og gik i seng. Klokken lidt over fire om natten.

Så dagen efter blev den 12 inden vi kom fra Phoenix, så det blev en tur med en del pauser. Til gengæld har vi fået set en masse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar