Følgende indlæg handler udelukkende om biler i USA. Biler jeg har kørt, biler jeg har set, og biler jeg drømmer om. Så hvis det ikke siger dig noget, så vent til i morgen, hvor der er mere om Vegas.
På vores tur har vi tre strækninger, hvor vi skal køre i bil. Vi er på den anden nu. Første var New York til New Orleans, hvor vi havde lejet en Ford Escape (Som hedder Kuga i Europa). Andet stræk, fra Phoenix Arizona til San Francisco bliver foretaget i en Ford Mustang Cabrio, og når vi kommer til Chicago, har vi en Ford Fusion, som er bedre kendt under navnet Mondeo derhjemme.
Escapen var udstyret med snart sagt alt i luksus. Der var AC (MANGE MANGE MANGE TAK!), fartpilot, computerdisplay, fjernstyret alting og læderstue. Man sidder ret højt i den, og det gjorde det noget nemmere at danne sig overblik. Til gengæld føles den ikke som en SUV. Den er kvik, når det gælder, og det gør det ofte i New Yorks trafikhelvede. Indikation om vognbaneskift og lignende er noget man tænker sig til, og højre hånd, som på magisk vis er blevet fritstillet af den udmærkede automatkasse, bilen har, skal bruges til hornet. På motorvejene er den til gængæld utroligt behagelig at køre længere ture i.
Og den nye Kuga er faktisk temmelig pæn. Hvis man ser bort fra, at vi fik omkring 11 km. literen (Men det højeste oktantal de kører med herovre er 93. Vores havde en 2,5 liters motor og var 4-hjulstrukken, så....), så er det en bil der på det varmeste kan anbefales.
Bil nr. 2 havde vi valgt fordi man skulle da køre ind i Vegas i åben vogn. Ford Mustang, V6 med 305 heste og automatkasse. Pangrød. Og den er virkelig flot. Lækker vogn at se på. At køre i? Not so much. Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at den bil på nogen måde skulle have 305 heste. Jeg har været meget i tvivl om det var gearkassen eller motoren, for den er dælme sløv den vogn.
Der er intet i læder og det der fylder mest på instrumentbrættet er radioen, der til gengæld tuner en smule forkert ind på musik, men som finder radioprædikanterne med snorlige præcision, til stor fortrydelse for min bror.
Hvis ikke motoren fejler noget, så må det være gearkassen, og det virker mest af alt, som om de har valgt at bruge den samme gearkasse gennem hele serien. I går da vi kørte gennem Arizona for Gud ved hvilken gang, spillede gearkassen musik for os hele vejen op ad bakkerne. På et tidspunkt var vi helt nede i første....
Det er sgu en skuffende omgang, når netop Escapen var så fed. Til gengæld kan Mustangen erhverves for 27.000 dollar herovre.
Bil nr. 3 kommer først i hænderne om ni dage. Så kommer der en anmeldelse.
Amerikanerne er glade for deres egne produkter. Det gør sig også gældende for biler, men til gengæld har vi set en masse Nissan og Toyota og andre japanske producerede biler. Kia er også fint repræsenteret.
Af de virkeligt amerikanske nyere modeller står den på Camaro, Mustang og Challenger, mens der har været Ford F150 og Dodge Rams på vejene alle steder. Chevy er også med i Truck-delen med deres Tahoes osv.
Miami var klart juvelen i turbanen, når det gælder specielle biler. Udover et væld af limousiner lavet af Hummer og Escalades, har jeg observeret Lamborghini Murcielago, Gallardo, Ferrari 360, 430, 458, 599 og en enkelt 612. Jeg har set så mange Porsche Panameraer, at de er blevet kedelige. South Beach har haft nogle gamle klassiske amerikanere stående, der skal minde dem om tiden, hvor byen var underlagt gangsterne. Så der står en masse fine og velholdte 50'er og 60'er producerede amerikanere rundt omkring.
Bentley Continental'en er godt repræsenteret herovre, og vi har også set en fire-fem Rolls Royce Phantoms.
At amerikanerne er med på hybrid-bølgen er der ikke nogen, der er i tvivl om, og der er Prius'er over det hele herovre. Til gengæld har jeg set en Cadillac Escalade Hybrid. Det var alligevel nye toner, mens New York bød på en Fisker Karma.
Og det bedste spot indtil videre, var i en sidegade i Miami, hvor jeg fik glæden af at se en ældre herre prøve på at parallelparkere en Tesla Sedan. Føj hvor er den pæn...
Jeg vender tilbage med mere bilstof, når vi har fået Fusion'en og vi har været i LA, hvor de da må kunne på noget skæggere end hvad de har disket op med indtil videre.
Ellers må man jo gøre noget....
Viser opslag med etiketten Amerika. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Amerika. Vis alle opslag
onsdag den 17. juli 2013
Så for s.....ikring!
Vi forlod New Orleans via amerikansk rutefly fra Louis Armstrong Airport (Hvor fedt er det lige, at New Orleans lufthavn hedder det?) over Denver, Colorado og endte til sidst i Phoenix, Arizona.
Amerikanske indenrigsflyvning er ikke ligefrem en behagelig affære. Der var turbulens, stort set fra start til slut på den første flyvning (3 timer og 15 minutter) og en del på den næste (1 time og 46 minutter). Jeg har ladet mig fortælle, at det kan have noget at gøre med vejret, da der har været en del tordenstorme herovre i området.
Lufthavnen i Denver står tilbage som en halvtåget løbetur gennem terminalen, da første fly var en halv time forsinket, og vi havde 40 at løbe på. Vi nåede det, og vores bagage var også kommet med.
Det skulle dog ikke blive nemmere, for da vi gik op for at få vores lejebil, var den blevet aflyst. Det tog så en ekstra time, og en ny lejekontrakt og en hel masse ekstra penge, men vi fik den. En rød Ford Mustang med kaleche.
Vi vendte snuden mod Flagstaff, hvor vi havde booket et værelse. Det tog tre timer med pause at nå derop, så størstedelen af turen blev kørt i mørke. Vi ankom lidt over 23 og fik endelig tid til at slappe lidt af, men det fik hurtigt ende, da vi indså, at bilen ikke var forsikret. Overhovedet. Som i SLET IKKE!
Det er nok præcist det dummeste land i verden, at stå i den situation, så vi fik tjekket, hvad der ellers var af forsikringsmuligheder i håbet om, at der måske var noget af vores rejseforsikring eller min egen personlige forsikring, der dækkede. Så heldige skulle vi ikke være, og siden der heller ikke var tyveri-forsikring eller bliv-smadret-af-faldende-træer-forsikring besluttede vi os for at benytte os af det sene tidspunkt og køre tilbage til Phoenix lufthavn og få forsikret bilen.
Det er ikke de sjoveste timer i mit liv, men vi nåede helskindet frem og fik forsikringen i orden. Dumt dumt dumt! Men overstået. Vi tjekkede ind på et motel i nærheden, og gik i seng. Klokken lidt over fire om natten.
Så dagen efter blev den 12 inden vi kom fra Phoenix, så det blev en tur med en del pauser. Til gengæld har vi fået set en masse.
Amerikanske indenrigsflyvning er ikke ligefrem en behagelig affære. Der var turbulens, stort set fra start til slut på den første flyvning (3 timer og 15 minutter) og en del på den næste (1 time og 46 minutter). Jeg har ladet mig fortælle, at det kan have noget at gøre med vejret, da der har været en del tordenstorme herovre i området.
Lufthavnen i Denver står tilbage som en halvtåget løbetur gennem terminalen, da første fly var en halv time forsinket, og vi havde 40 at løbe på. Vi nåede det, og vores bagage var også kommet med.
Det skulle dog ikke blive nemmere, for da vi gik op for at få vores lejebil, var den blevet aflyst. Det tog så en ekstra time, og en ny lejekontrakt og en hel masse ekstra penge, men vi fik den. En rød Ford Mustang med kaleche.
Vi vendte snuden mod Flagstaff, hvor vi havde booket et værelse. Det tog tre timer med pause at nå derop, så størstedelen af turen blev kørt i mørke. Vi ankom lidt over 23 og fik endelig tid til at slappe lidt af, men det fik hurtigt ende, da vi indså, at bilen ikke var forsikret. Overhovedet. Som i SLET IKKE!
Det er nok præcist det dummeste land i verden, at stå i den situation, så vi fik tjekket, hvad der ellers var af forsikringsmuligheder i håbet om, at der måske var noget af vores rejseforsikring eller min egen personlige forsikring, der dækkede. Så heldige skulle vi ikke være, og siden der heller ikke var tyveri-forsikring eller bliv-smadret-af-faldende-træer-forsikring besluttede vi os for at benytte os af det sene tidspunkt og køre tilbage til Phoenix lufthavn og få forsikret bilen.
Det er ikke de sjoveste timer i mit liv, men vi nåede helskindet frem og fik forsikringen i orden. Dumt dumt dumt! Men overstået. Vi tjekkede ind på et motel i nærheden, og gik i seng. Klokken lidt over fire om natten.
Så dagen efter blev den 12 inden vi kom fra Phoenix, så det blev en tur med en del pauser. Til gengæld har vi fået set en masse.
fredag den 5. juli 2013
Arlington Road Trip
Washington var højt på listen over steder, jeg virkelig har set frem til. Man er vel West Wing fan...
Vi ankom sent, men fik da spottet et par småting på vejen ind. Efter at have læsset de andre af ved hotellet, brugte jeg næsten en halv time på at finde en parkeringsplads. I forhold til at resten af landet elsker deres biler, er deres regeringsby, forfærdeligt bil-fjendsk. Det lykkedes dog til sidst, og vores hotel skulle vise sig at være ganske fremragende placeret. 20 minutters gang til det hvide hus.
Dagen efter begav vi os ned mod græsarealerne mellem Lincoln Memorial og Capitol, der hedder The Mall. Turen derned gik gennem et af Washington DCs ældste nabolag, Foggy Bottom. Ganske enkelt fordi navnet er ganske fantastisk.
Turen viste dog både godt og skidt. Washington er enormt ren. New York var faktisk også meget ren, men noget mere slidt. På vej ud af byen lagde jeg mærke til flere steder, hvor der var rengøringspersonale i gang med at spule facade og male nyt.
På den anden side, så vi flere hjemløse, der havde slået telte op langs med en lille arm af, hvad jeg går ud fra var Potomac-floden. Vi oplevede dog ikke Washington udenfor det politiske magtcentrum, men jeg har ladet mig fortælle, at der er mange hjemløse og fattige i byen.
Da vi ankom til Lincoln Memorial, i den ene ende af The Mall, var det blevet meget tydeligt, at det var Independence Day, og at byen var i gang med at gøre klar til fest. Den gade, der følger The Mall på den nordlige side, hedder Constitution Avenue, og den var lukket af til en parade.
Efter hurtigt sikkerhedstjek kom vi ind og fik set Lincoln Memorial. Og hvis I vil bære over med mig et kort øjeblik: Derfra gik vi videre til de forskellige mindesmærker for de større krige i den amerikanske historie, indtil vi satte os ud og kiggede på Paraden.
Lincoln Memorial var imponerende. Det samme kan faktisk siges om de fleste bygninger i byen. Der er søjler over det hele. Det er marmor og lyse sten. Og det er på en fuldkommen forrykt skala. Alt er enormt. Inkl. selve Lincoln Statuen. Og passende nok havde jeg lige set filmen om manden, og det var en fantastisk oplevelse at stå der og se den.
I det hele taget var hele byen fyldt med den samme fornemmelse.
Paraden var et sammensurium af forskellige indslag. Fra fede klassiske amerikanske biler, til paradevogne med skønhedsprinsesser og American Idol-vindere til balloner og tambur-bands. I det hele taget meget amerikansk.
Vi fandt noget frokost, og begav os op på Pennsylvania Avenue og vandrede langs den ned til Capitol, hvor vi fandt en taxa hjem. På turen fik vi set de fleste forskellige ministerier. Lige fra Labour og State til Skattevæsenet og Pharceut-lobbyens hovedkvarter. Fantastisk sammensurium af politik og private interesser. The american dream.
Vi vendte lige omkring på hotellet for at skifte og dampe af, og fik set forsiden af White House (som desværre er lukket for tour for tiden) inden vi igen befandt os på The Mall ved foden af Washington Memorial (Obelisken) og ventede på 4. juli-fyrværkeriet. 15 minutters farveeksplosion med amerikanske kunstnere der sang America the Beautiful og Star-spangled banner i baggrunden, gav den sidste brik.
Midt i tempel-lignende kæmpebygninger, overdådige springvand og mindesmærker, er det ikke svært at se, hvor stolte amerikanerne er af deres historie, og hvor mange kræfter de bruger på at huske slag, dage og personer med indflydelse på udfaldet.
Jeg er ret vild med byen, men jeg tror måske nok, at jeg har set, hvad der er at se udefra. Det hvide hus var en fed oplevelse, men hvis man nu kunne komme indenfor. Se kontorerne, folkene. Være lidt med eller bare kigge på i stedet for at se det udefra. Det er næste skridt.
For denne gang må vi stille os tilfredse med at have set det udefra og nydt, at den renlige del af Washington var en stor oplevelse.
Den 5. juli blev brugt på at få set bagsiden af det hvide hus, og haven omkring. Derefter tog vi omkring Pentagon, som er svær at være imponeret over, siden det er svært at se mere end to sider af gangen. Men den er godt nok stor.
Og så ligger den lige ved Arlington, kirkegården for militærpersonale. Det er et KÆMPE område. Vi blev nødt til at begrænse os til at se John og Robert Kennedys gravpladser, hvide kors og gravstene i rigt mål, mindesmærket for kvinder i tjeneste og som kronen på værket, fik vi vagtskiftet ved den ukendte soldats grav med.
Derfra kørte vi mor og Niels til flyet og sendte dem hjem.
Det har været fantastisk at have dem med. Der er blevet gået, og der er blevet oplevet en masse, vi nok ikke ville have set, hvis vi var taget afsted alene.
Vi ankom sent, men fik da spottet et par småting på vejen ind. Efter at have læsset de andre af ved hotellet, brugte jeg næsten en halv time på at finde en parkeringsplads. I forhold til at resten af landet elsker deres biler, er deres regeringsby, forfærdeligt bil-fjendsk. Det lykkedes dog til sidst, og vores hotel skulle vise sig at være ganske fremragende placeret. 20 minutters gang til det hvide hus.
Dagen efter begav vi os ned mod græsarealerne mellem Lincoln Memorial og Capitol, der hedder The Mall. Turen derned gik gennem et af Washington DCs ældste nabolag, Foggy Bottom. Ganske enkelt fordi navnet er ganske fantastisk.
Turen viste dog både godt og skidt. Washington er enormt ren. New York var faktisk også meget ren, men noget mere slidt. På vej ud af byen lagde jeg mærke til flere steder, hvor der var rengøringspersonale i gang med at spule facade og male nyt.
På den anden side, så vi flere hjemløse, der havde slået telte op langs med en lille arm af, hvad jeg går ud fra var Potomac-floden. Vi oplevede dog ikke Washington udenfor det politiske magtcentrum, men jeg har ladet mig fortælle, at der er mange hjemløse og fattige i byen.
Da vi ankom til Lincoln Memorial, i den ene ende af The Mall, var det blevet meget tydeligt, at det var Independence Day, og at byen var i gang med at gøre klar til fest. Den gade, der følger The Mall på den nordlige side, hedder Constitution Avenue, og den var lukket af til en parade.
Efter hurtigt sikkerhedstjek kom vi ind og fik set Lincoln Memorial. Og hvis I vil bære over med mig et kort øjeblik: Derfra gik vi videre til de forskellige mindesmærker for de større krige i den amerikanske historie, indtil vi satte os ud og kiggede på Paraden.
Lincoln Memorial var imponerende. Det samme kan faktisk siges om de fleste bygninger i byen. Der er søjler over det hele. Det er marmor og lyse sten. Og det er på en fuldkommen forrykt skala. Alt er enormt. Inkl. selve Lincoln Statuen. Og passende nok havde jeg lige set filmen om manden, og det var en fantastisk oplevelse at stå der og se den.
I det hele taget var hele byen fyldt med den samme fornemmelse.
Paraden var et sammensurium af forskellige indslag. Fra fede klassiske amerikanske biler, til paradevogne med skønhedsprinsesser og American Idol-vindere til balloner og tambur-bands. I det hele taget meget amerikansk.
Vi fandt noget frokost, og begav os op på Pennsylvania Avenue og vandrede langs den ned til Capitol, hvor vi fandt en taxa hjem. På turen fik vi set de fleste forskellige ministerier. Lige fra Labour og State til Skattevæsenet og Pharceut-lobbyens hovedkvarter. Fantastisk sammensurium af politik og private interesser. The american dream.
Vi vendte lige omkring på hotellet for at skifte og dampe af, og fik set forsiden af White House (som desværre er lukket for tour for tiden) inden vi igen befandt os på The Mall ved foden af Washington Memorial (Obelisken) og ventede på 4. juli-fyrværkeriet. 15 minutters farveeksplosion med amerikanske kunstnere der sang America the Beautiful og Star-spangled banner i baggrunden, gav den sidste brik.
Midt i tempel-lignende kæmpebygninger, overdådige springvand og mindesmærker, er det ikke svært at se, hvor stolte amerikanerne er af deres historie, og hvor mange kræfter de bruger på at huske slag, dage og personer med indflydelse på udfaldet.
Jeg er ret vild med byen, men jeg tror måske nok, at jeg har set, hvad der er at se udefra. Det hvide hus var en fed oplevelse, men hvis man nu kunne komme indenfor. Se kontorerne, folkene. Være lidt med eller bare kigge på i stedet for at se det udefra. Det er næste skridt.
For denne gang må vi stille os tilfredse med at have set det udefra og nydt, at den renlige del af Washington var en stor oplevelse.
Den 5. juli blev brugt på at få set bagsiden af det hvide hus, og haven omkring. Derefter tog vi omkring Pentagon, som er svær at være imponeret over, siden det er svært at se mere end to sider af gangen. Men den er godt nok stor.
Og så ligger den lige ved Arlington, kirkegården for militærpersonale. Det er et KÆMPE område. Vi blev nødt til at begrænse os til at se John og Robert Kennedys gravpladser, hvide kors og gravstene i rigt mål, mindesmærket for kvinder i tjeneste og som kronen på værket, fik vi vagtskiftet ved den ukendte soldats grav med.
Derfra kørte vi mor og Niels til flyet og sendte dem hjem.
Det har været fantastisk at have dem med. Der er blevet gået, og der er blevet oplevet en masse, vi nok ikke ville have set, hvis vi var taget afsted alene.
Abonner på:
Opslag (Atom)