Så for s.....ikring!

Vi forlod New Orleans via amerikansk rutefly fra Louis Armstrong Airport (Hvor fedt er det lige, at New Orleans lufthavn hedder det?) over Denver, Colorado og endte til sidst i Phoenix, Arizona.

Amerikanske indenrigsflyvning er ikke ligefrem en behagelig affære. Der var turbulens, stort set fra start til slut på den første flyvning (3 timer og 15 minutter) og en del på den næste (1 time og 46 minutter). Jeg har ladet mig fortælle, at det kan have noget at gøre med vejret, da der har været en del tordenstorme herovre i området.

Lufthavnen i Denver står tilbage som en halvtåget løbetur gennem terminalen, da første fly var en halv time forsinket, og vi havde 40 at løbe på. Vi nåede det, og vores bagage var også kommet med.

Det skulle dog ikke blive nemmere, for da vi gik op for at få vores lejebil, var den blevet aflyst. Det tog så en ekstra time, og en ny lejekontrakt og en hel masse ekstra penge, men vi fik den. En rød Ford Mustang med kaleche.

Vi vendte snuden mod Flagstaff, hvor vi havde booket et værelse. Det tog tre timer med pause at nå derop, så størstedelen af turen blev kørt i mørke. Vi ankom lidt over 23 og fik endelig tid til at slappe lidt af, men det fik hurtigt ende, da vi indså, at bilen ikke var forsikret. Overhovedet. Som i SLET IKKE!

Det er nok præcist det dummeste land i verden, at stå i den situation, så vi fik tjekket, hvad der ellers var af forsikringsmuligheder i håbet om, at der måske var noget af vores rejseforsikring eller min egen personlige forsikring, der dækkede. Så heldige skulle vi ikke være, og siden der heller ikke var tyveri-forsikring eller bliv-smadret-af-faldende-træer-forsikring besluttede vi os for at benytte os af det sene tidspunkt og køre tilbage til Phoenix lufthavn og få forsikret bilen.

Det er ikke de sjoveste timer i mit liv, men vi nåede helskindet frem og fik forsikringen i orden. Dumt dumt dumt! Men overstået. Vi tjekkede ind på et motel i nærheden, og gik i seng. Klokken lidt over fire om natten.

Så dagen efter blev den 12 inden vi kom fra Phoenix, så det blev en tur med en del pauser. Til gengæld har vi fået set en masse.

Nightcabs og bussen der flyttede ind

Det var, mildt sagt, en fornøjelse at ankomme i NYC sent i går aftes.

På turen over, lykkedes det dog at se store dele af Island, et godt stykke af Grønland (Som dog primært bestod af hvidt på gråt) og over flere gange Canadas grønne skove. Grundet forvirring under billetbestillingsfasen, lykkedes det mig at blive opgraderet til Economy Comfort, der betød gratis opvartning i den dyre ende af flyet, som alle andre dog også fik, da vi skulle flyve i gammel lorteflyver uden privat underholdning. Fra Island til NY var sædet lige som alle andres, bortset fra, at jeg sad alene i en række på tre, lige ved indgangen, som arbejdede overtid som venteplads for bl.a. tissetrængende folk og en mand sidst i tyverne, og hans utrøstelige spædbarn, der græd og græd og græd.. (Søren, rejs dig og buk!)

Til gengæld gik gennemgangen i JFK som smurt. Vi var blandt de første af flyet, og vandt en masse tid på at slippe for kø. Til gengæld tabte vi den igen, da vores bagage var blandt den sidste, der kom fra flyet.

Ingen problemer med indrejse eller irriterende TSA-agenter til gengæld. Og da vi fik vristet Fluen fra diverse Pirattaxaer på parkeringspladsen og fik lokaliseret nummeret på vores kontaktperson til lejligheden på Lower East Side, kunne jeg endelig læne mig tilbage og nyde indtrykkene af byen, der aldrig sover.

Til gengæld er vejnettet herovre det 21. århundredes gladiator-arena. (Hvilket blev understreget af en dødsulykke på expresvejen mellem Brooklyn og Manhattan i morges.) Det skal nok blive spændende at skulle køre ud af byen på onsdag.

Men byen har alligevel gjort indtryk, selvom det var mørkt og jeg på daværende tidspunkt havde været vågen i 29 timer efter en nat med knap fem timers søvn. Vi fik glimt at skylinen fra Brooklyn flere gange, og selvom det var nemmere at tage Manhattan-bridge end Brooklyn, så klager jeg ikke. Det var en oplevelse. Og Brooklyn er på tirsdag.

En hurtig recon op og ned ad gaden afslørede en McDonalds, (fik lige hurtig cheeseburger. Men det er også SIDSTE gange jeg gider det skidt.) og en kiosk, der varm leveringsdygtig i koldt at drikke. Der er lige nu omkring 27 grader, og i vejrudsigten herovre snakker de om storm. Men fordi alt er så stort og bygningerne så høje står luften ofte stille. Og så er der helt enormt varmt alle steder. Fedt at opleve sommer, men noget af en omvætning, fra det skidt som DK har kunne præstere de sidste tre år.

I dag har vi været på gå-tur. Min mentale check-liste kan nu krydse Delancey Street og Flatiron af, og mens jeg ligger og skriver dette samler jeg appetit til aftensmaden, som vi vil have på Katz Deli, der ligger to sving til venstre og et til højre, 800 meter herfra.

Men vi er gået gennem Chinatown og Lower East Side til Flatiron district, og været i butikker, på farmers market og bare kigget på by. Byen begynder stille at vise sit potentiale, og de snoldede fire dage, vi har til at bevæge os rundt herovre er jo slet slet ikke nok. Men så har vi jo undskyldning for at vende tilbage.

Lige nu holder der en bus, der påstår, at det er en miljørigtig hybridbus, og lyder og lugter som en traktor, i frigear uden chauffør bag rattet lige udenfor vores opgang. Vi bor på 221 Madison Street, og til den ene side (i kælderen) kan vi købe et kasseapperat, og ovenover (på en hævet stueetage) kan vi få repareret vores bil. Til den anden side kan vi lynhurtigt få ordnet vores indkomstskat. Lidt længere nede ad gaden ligger multibutikken, Best Cuts, der både byder på frisør-, tatoverings- og guld-opkøbsforretning.

Lige overfor ligger der en park, hvor en vred kvinde har råbt i megafon i lidt over en time.

Jeg begynder at forstå, hvorfor folk bliver så solgt på byen. (Didde, this means you)