Vores sidste dag i New York blev brugt konstruktivt. Vi så 911 Memorial, Wall Street, Børsen, Zombier, Grand Central og Madison Square Garden.
Sammen med Mor og Niels gik vi gennem Wall Street, hvor vi fik set Børsen, hen til 911 Memorial Site, hvor der er oprettet en mindespark lige der, hvor det gamle World Trade Center stod. Parken består af et museum, der var lukket pga. ombygninger med tilhørende park. To "springvand" er sat op, lige der hvor tårnene stod. Anførselstegnene er fordi, det ikke er springvand, men snarere vandfald ned i en firkantet kasse, omgivet af messingplader med navnene på alle dem, der mistede livet den 11. september 2001.
Det var faktisk en ganske afdæmpet måde at lave en mindepark på. Når man nu kender amerikanernes hang til storladent pomp og pragt, så var det enormt smagfuldt. Og det var da også en speciel følelse at stå der.
Der er til gengæld en fuldkommen panisk angst for, at der skal ske noget, så sikkerheden inden vi kom ind i parken, fik sikkerheden i lufthavnen til at ligne indgangen til en 7-11.
Vi skiltes fra mor og Niels og bevægede os ud til en subway mod nord. Det er en smule hjernedødt, at vi ikke fik styr på den del af transportsystemet på første dag, for det ville da have sparet os for nogle taxa-ture. Men subwayen holder. Det er en nem måde at komme rundt på, selvom stationerne er en labyrint af flisebeklædte gyserkulisser.
Vi hoppede af på Grand Central Station, som er fantastisk smuk. Marmor og poleret sten over det hele. Jeg startede dagen med en lille tanketorsk, da jeg nævnte, at jeg ville se, hvor scenen fra "Untouchables" med barnevognen var filmet. Det gik op for mig, da vi stod på Grand Central, at den film foregår i Chicago. Så vi når det nok. Til mit forsvar skal jeg lige forklare, at udover, at jeg først kom i seng over midnat og delte værelse med en John Deere, så blev jeg også lige vækket af mor, der skulle have hjælp. Vi havde brug for at få skiftet navn på hendes flybillet hjem. Efter en halv time, havde jeg skabt en alliance med mor og Kaare, og det endte godt, et par minutter før luftselskabets danske afdeling lukkede. Så klokken lidt i seks fik jeg lov til at sove igen. Så jeg var ikke helt frisk.
Det gik også lidt ud over den oplevelse, som World War Z i en amerikansk iMax biograf skulle have været. Men filmen var en skuffelse, så...
Vi sluttede af med at komme forbi Madison Square Garden på vej hjem, hvor vi besluttede os for at gå ud og spise kinesisk på kinesisk restaurant i Chinatown. Inden vi nåede ud af døren kom mor og Niels hjem, og det endte med kinesisk take-away, spist i lejlighed i Chinatown, og en slut-øl på trappen, inden vi gik i seng.
Onsdag morgen var det direkte op til 31st street, hvor vi samlede en lejet Ford Kuga (Der hedder Escape) op. Alle vores taxa-ture havde ikke ligefrem gjort det attratktivt, at skulle køre bil i midten af New York, men det gik over al forventning og snart efter var vi i New Jersey, hvor vi kunne konstatere to ting:
Vi havde desperat brug for en rigtig GPS, da vores planlagte telefon-løsning ikke holdt.
Meadowlands Stadium er lukket ned, mens der bliver lagt ny turf på banen.
Så det var en svært skuffet Flue, der ikke kom ind og ligge på banen, som han havde snakket om så længe. Det er nu også dybt uretfærdigt, men han tog det i god stil, for, som han siger, så har han nu en grund til at komme tilbage til NY... eller en grund MERE.
Resten af dagen brugte vi på at jage GPS, se midten af Philadelphia, hvor Independence Hall var lukket for gæster i anledning af Fjerde Juli dagen efter, og køen til museet med frihedsklokken var enorm. Vi så klokken udefra, købte lidt souvenirs og fik vandret lidt omkring i en af de ældste byer i USA.
Det var således blevet mørkt, da vi ankom i Washington til Hotel Baron, så der blev ikke meget hyggeøl, da vi skulle tidligt op dagen efter.
Viser opslag med etiketten New York. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten New York. Vis alle opslag
torsdag den 4. juli 2013
tirsdag den 2. juli 2013
Aftenshow på New Yorker måden.
Vi har lejet en lejlighed i verdens mest befærdede opgang. Jeg ved faktisk ikke, hvor mange lejligheder der ligger her i opgangen, men hver eneste aften, hvor Niels, Fluen og jeg har siddet og leget blødkogte kriminelle, med vores Brooklyn-øl, har der været et rend uden lige ind og ud af hoveddøren. Og de andre opgange ligger mystisk tomme h
Vi har teoretiseret lidt om, at kineserne (Ja, det er de. Vi bor i Chinatown) har skabt en forpost her.
Til gengæld er der altid liv her i gaden. Den ene aften var der et mylder af brandbiler, og her til aften stimlede fire politibiler og et salatfad sammen om en, for os, stadig ukendt forbrydelse.
Jeg kommer til at savne New York. Så når vi tager afsted i morgen tidlig, bliver det ikke "farvel", men "på gensyn."
Men vi skal op tidligt, og jeg blev afbrudt af nattensgenvordigheder, som der forhåbentlig bliver tid til at forklare om i morgen.
Godnat folkens.
Vi har teoretiseret lidt om, at kineserne (Ja, det er de. Vi bor i Chinatown) har skabt en forpost her.
Til gengæld er der altid liv her i gaden. Den ene aften var der et mylder af brandbiler, og her til aften stimlede fire politibiler og et salatfad sammen om en, for os, stadig ukendt forbrydelse.
Jeg kommer til at savne New York. Så når vi tager afsted i morgen tidlig, bliver det ikke "farvel", men "på gensyn."
Men vi skal op tidligt, og jeg blev afbrudt af nattensgenvordigheder, som der forhåbentlig bliver tid til at forklare om i morgen.
Godnat folkens.
mandag den 1. juli 2013
Brooklyn boy
Jeg har længe været stor fan af Fun Lovin Criminals. Flere af deres sange, har en stor forbindelse til New York, og nu hvor jeg har siddet på trappestenen og lyttet til forskellige sange, er der ligesom noget, der er faldet på plads.
Specielt ét nummer har fået en fantastisk baggrund her til aften.
The View Belongs To Everyone
Men den kommer også lige efter, at vi har gået tværs over Brooklyn Bridge, som var ganske fantastisk. Brooklyn Bridge er den sidste bro på øst-siden af Manhattan, inden man kommer ud til sydspidsen. Det gør, at man kan stå på broen og se ud til Liberty Island (Den med damen på), Ellis Island (Den med immigranterne) og Governors Island (Som jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvad er for en ø)
Brooklyn Bridge var fantastisk. Brooklyn ligeså. Fede bygninger og mennesker over det hele. Masser af shopping-muligheder, og generelt bare masser af liv.
Jeg tror nok, at det var det, kombineret med gåturen, der endelig solgte New York til mig. Jeg må simpelthen tilbage.
I disse dage, hvor vi vader frem og tilbage, ville jeg virkelig ønske, at laderen til min Fitbit virkede. Jeg løb tør for strøm lørdag formiddag, og har ikke kunnet holde styr på, hvor meget vi har gået. Men det føles som langt, og et løst slag på tasken siger mellem 8-10 kilometer.
I morgen er der atter en dag.... så... godnat.
Specielt ét nummer har fået en fantastisk baggrund her til aften.
The View Belongs To Everyone
Men den kommer også lige efter, at vi har gået tværs over Brooklyn Bridge, som var ganske fantastisk. Brooklyn Bridge er den sidste bro på øst-siden af Manhattan, inden man kommer ud til sydspidsen. Det gør, at man kan stå på broen og se ud til Liberty Island (Den med damen på), Ellis Island (Den med immigranterne) og Governors Island (Som jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvad er for en ø)
Brooklyn Bridge var fantastisk. Brooklyn ligeså. Fede bygninger og mennesker over det hele. Masser af shopping-muligheder, og generelt bare masser af liv.
Jeg tror nok, at det var det, kombineret med gåturen, der endelig solgte New York til mig. Jeg må simpelthen tilbage.
I disse dage, hvor vi vader frem og tilbage, ville jeg virkelig ønske, at laderen til min Fitbit virkede. Jeg løb tør for strøm lørdag formiddag, og har ikke kunnet holde styr på, hvor meget vi har gået. Men det føles som langt, og et løst slag på tasken siger mellem 8-10 kilometer.
I morgen er der atter en dag.... så... godnat.
Båd- og hedetur i Central Park
Søndag var store leg-turist-dag. Vi havde købt en tur på Circle Line tours, og efter en lettere kaotisk morgen, hoppede vi i en taxa, hvor en snakkesaglig, omend noget stereotyp, kinesisk taxachauffør smed os af ved Pier 83, hvor vores båd afgik fra.
Inden da kunne han dog fortælle, at det nu var femte dag, hvor meteorologerne lovede regn, uden at det kom. Så trykket stiger og stiger, og det bliver mere og mere fugtigt.
En knap tre timers tur rundt om Manhattan med masser af muligheder for at tage billeder og få set en del af de ting, vi normalt ikke ville få chancen for, eller ville prioritere.
Har fx. set: FN Bygningen, Grants tomb, bygningen fra Ghostbusters, en hel masse broer og dele af New Jersey, Brooklyn og Queens.
Men det var samtidig også den eneste måde vi kunne komme i nærheden af Ellis Island og Frihedsgudinden. Det var enormt turistet, ganske som planen havde været fra starten af. Hele turen var akkompagneret af en gut, der nok er bedre stillet ved at være tourguide, end stand-up komiker, men som alligevel kunne fortælle en masse om byen og historien. Lyttede med et halvt øre under det meste af forestillingen og fik nogle fine billeder i kassen.
Efter bådturen gik turen mod Times Square, der ikke skuffede. Bright lights, big city er virkelig rigtigt ramt. Mennesker alle steder, reklamesøjler og TV-skærme alle steder. At den amerikanske hær har en rekrutteringspost her finder jeg en smule underholdende, men hvor skal man ellers få fat i stive unge amerikanere, der har fået en udfordring?
Der er fyldt med butikker på Times Square. En fed oplevelse, men pressede for tid gik vi videre, og efter et "nogenlunde" kort visit i en tøjbutik, gik vi op til Central Park. Ruten gik via Broadway, hvor vi fik set alle de forskellige teatre. Heriblandt Ed Sullivan Theatre, hvor de optager Late Show med David Letterman.
Central Park blev desværre kun et kort visit, da tiden var løbet fra os, men nu kan vi da sige, at vi har været der. Til gengæld var jeg ved at dø af varme og svedighed, da vi nåede frem.
Turen hjem blev i selskab med en russisk pianist, uddannet fra Moskvas konservatorium, som var flyttet til USA med hele familien, efter at faderen havde tilbragt 16 år i fængsel, for at uddele undergravende litteratur.
"Siden 1917 har Rusland ikke været værd at samle på," sagde han med overbevisning i stemmen, og præciserede, at han hellere ville køre taxa i New York end spille klaver i Rusland. Til gengæld gav han en stående invitation til stedet Sascha bar på 58th street, hvor han spiller klaver hver fredag og lørdag.
Fluen fik sin helt store overraskelse i form af aftensmad på "Les Halles" i nærheden af Financial District, hvor maden var virkelig virkelig god. "Les Halles" blev berømt i Anthony Bourdains bog, der senere blev lavet til TV-serie, "Kitchen Confidential".
Mætte, og iklædt nye sko, gik vi hen til One World Trade Center efter aftensmaden. Det er pænt højt (1776 feet), men desværre havde jeg misforstået noget, så hvad jeg troede var vejen til Ground Zero, viste sig bare at være vejen væk fra Ground Zero. Det blev dog korrigeret af nogle flinke indfødte new yorkere, der forklarede, at vi skulle søge om tid til at komme ind og se det. Så i morgen 10.30 er vi på pletten.
Aftenen blev igen tilbragt med at sidde i heden på trappen og bryde loven med vores beholdere med alkohol i.
Lige nu regner det, og vi har skiftet lidt planer rundt, men vi satser stadig på at nå det hele.
Inden da kunne han dog fortælle, at det nu var femte dag, hvor meteorologerne lovede regn, uden at det kom. Så trykket stiger og stiger, og det bliver mere og mere fugtigt.
En knap tre timers tur rundt om Manhattan med masser af muligheder for at tage billeder og få set en del af de ting, vi normalt ikke ville få chancen for, eller ville prioritere.
Har fx. set: FN Bygningen, Grants tomb, bygningen fra Ghostbusters, en hel masse broer og dele af New Jersey, Brooklyn og Queens.
Men det var samtidig også den eneste måde vi kunne komme i nærheden af Ellis Island og Frihedsgudinden. Det var enormt turistet, ganske som planen havde været fra starten af. Hele turen var akkompagneret af en gut, der nok er bedre stillet ved at være tourguide, end stand-up komiker, men som alligevel kunne fortælle en masse om byen og historien. Lyttede med et halvt øre under det meste af forestillingen og fik nogle fine billeder i kassen.
Efter bådturen gik turen mod Times Square, der ikke skuffede. Bright lights, big city er virkelig rigtigt ramt. Mennesker alle steder, reklamesøjler og TV-skærme alle steder. At den amerikanske hær har en rekrutteringspost her finder jeg en smule underholdende, men hvor skal man ellers få fat i stive unge amerikanere, der har fået en udfordring?
Der er fyldt med butikker på Times Square. En fed oplevelse, men pressede for tid gik vi videre, og efter et "nogenlunde" kort visit i en tøjbutik, gik vi op til Central Park. Ruten gik via Broadway, hvor vi fik set alle de forskellige teatre. Heriblandt Ed Sullivan Theatre, hvor de optager Late Show med David Letterman.
Central Park blev desværre kun et kort visit, da tiden var løbet fra os, men nu kan vi da sige, at vi har været der. Til gengæld var jeg ved at dø af varme og svedighed, da vi nåede frem.
Turen hjem blev i selskab med en russisk pianist, uddannet fra Moskvas konservatorium, som var flyttet til USA med hele familien, efter at faderen havde tilbragt 16 år i fængsel, for at uddele undergravende litteratur.
"Siden 1917 har Rusland ikke været værd at samle på," sagde han med overbevisning i stemmen, og præciserede, at han hellere ville køre taxa i New York end spille klaver i Rusland. Til gengæld gav han en stående invitation til stedet Sascha bar på 58th street, hvor han spiller klaver hver fredag og lørdag.
Fluen fik sin helt store overraskelse i form af aftensmad på "Les Halles" i nærheden af Financial District, hvor maden var virkelig virkelig god. "Les Halles" blev berømt i Anthony Bourdains bog, der senere blev lavet til TV-serie, "Kitchen Confidential".
Mætte, og iklædt nye sko, gik vi hen til One World Trade Center efter aftensmaden. Det er pænt højt (1776 feet), men desværre havde jeg misforstået noget, så hvad jeg troede var vejen til Ground Zero, viste sig bare at være vejen væk fra Ground Zero. Det blev dog korrigeret af nogle flinke indfødte new yorkere, der forklarede, at vi skulle søge om tid til at komme ind og se det. Så i morgen 10.30 er vi på pletten.
Aftenen blev igen tilbragt med at sidde i heden på trappen og bryde loven med vores beholdere med alkohol i.
Lige nu regner det, og vi har skiftet lidt planer rundt, men vi satser stadig på at nå det hele.
lørdag den 29. juni 2013
Delancey I love you...
Jeg blev sat på gaden i morges, da Mor og Niels fandt ud af, at min seng var bredere end deres. Hvad jeg sidenhen fandt ud af er, at deres seng også larmer mere end den jeg havde til at starte med. Ja ja. Til gengæld er jeg sluppet for Rasle, airconditionen i det andet værelse, til fordel for puste, der holder en nærmest arktisk temperatur på det nye værelse. You win some, you loose some.
Aftenens foder blev indtaget på Katz Delicatessen, på East Houston Street. Stedet er en legende blandt New Yorkere, mens de fleste outsidere kender det fra Donnie Brasco eller Da Harry mødte Sally (Den falske orgasme-scene). Deres piece de resistance er Pastrami-sandwichen, som i virkeligheden blot er en stabel enormt vellavet pastrami mellem to skiver ristet franskbrød. Det er en tung omgang, og i virkeligheden ville jeg foretrække, at der var lidt mindre kød og lidt mere grønt i sandwichen, for at gøre den lidt mere spændende, men New York er stadig ikke helt blevet virkelighed.
Landet står for mig, og sikkert også en masse andre, som et stykke pop-kultur, vi kender fra bøger, film og musik. Der er mange forskellige steder i de medier, hvor amerika skinner igennem, og som jeg har en mental check-liste, der gerne må blive kortere i takt med, at vi rejser videre.
Det var derfor ret fedt, at se Delancey St. og subway-stationerne, der har været nævnt i en del film, men som for mig står klarest i forbindelse med Fun Lovin Criminals' nummer "Southside".
Det giver noget substans til de forskellige steder, uden at tage noget fra det. Bliver sjovt at tænke tilbage på, når dagen igen bliver virkelighed.
Godnat verden... Sov godt
Aftenens foder blev indtaget på Katz Delicatessen, på East Houston Street. Stedet er en legende blandt New Yorkere, mens de fleste outsidere kender det fra Donnie Brasco eller Da Harry mødte Sally (Den falske orgasme-scene). Deres piece de resistance er Pastrami-sandwichen, som i virkeligheden blot er en stabel enormt vellavet pastrami mellem to skiver ristet franskbrød. Det er en tung omgang, og i virkeligheden ville jeg foretrække, at der var lidt mindre kød og lidt mere grønt i sandwichen, for at gøre den lidt mere spændende, men New York er stadig ikke helt blevet virkelighed.
Landet står for mig, og sikkert også en masse andre, som et stykke pop-kultur, vi kender fra bøger, film og musik. Der er mange forskellige steder i de medier, hvor amerika skinner igennem, og som jeg har en mental check-liste, der gerne må blive kortere i takt med, at vi rejser videre.
Det var derfor ret fedt, at se Delancey St. og subway-stationerne, der har været nævnt i en del film, men som for mig står klarest i forbindelse med Fun Lovin Criminals' nummer "Southside".
Det giver noget substans til de forskellige steder, uden at tage noget fra det. Bliver sjovt at tænke tilbage på, når dagen igen bliver virkelighed.
Godnat verden... Sov godt
Nightcabs og bussen der flyttede ind
Det var, mildt sagt, en fornøjelse at ankomme i NYC sent i går aftes.
På turen over, lykkedes det dog at se store dele af Island, et godt stykke af Grønland (Som dog primært bestod af hvidt på gråt) og over flere gange Canadas grønne skove. Grundet forvirring under billetbestillingsfasen, lykkedes det mig at blive opgraderet til Economy Comfort, der betød gratis opvartning i den dyre ende af flyet, som alle andre dog også fik, da vi skulle flyve i gammel lorteflyver uden privat underholdning. Fra Island til NY var sædet lige som alle andres, bortset fra, at jeg sad alene i en række på tre, lige ved indgangen, som arbejdede overtid som venteplads for bl.a. tissetrængende folk og en mand sidst i tyverne, og hans utrøstelige spædbarn, der græd og græd og græd.. (Søren, rejs dig og buk!)
Til gengæld gik gennemgangen i JFK som smurt. Vi var blandt de første af flyet, og vandt en masse tid på at slippe for kø. Til gengæld tabte vi den igen, da vores bagage var blandt den sidste, der kom fra flyet.
Ingen problemer med indrejse eller irriterende TSA-agenter til gengæld. Og da vi fik vristet Fluen fra diverse Pirattaxaer på parkeringspladsen og fik lokaliseret nummeret på vores kontaktperson til lejligheden på Lower East Side, kunne jeg endelig læne mig tilbage og nyde indtrykkene af byen, der aldrig sover.
Til gengæld er vejnettet herovre det 21. århundredes gladiator-arena. (Hvilket blev understreget af en dødsulykke på expresvejen mellem Brooklyn og Manhattan i morges.) Det skal nok blive spændende at skulle køre ud af byen på onsdag.
Men byen har alligevel gjort indtryk, selvom det var mørkt og jeg på daværende tidspunkt havde været vågen i 29 timer efter en nat med knap fem timers søvn. Vi fik glimt at skylinen fra Brooklyn flere gange, og selvom det var nemmere at tage Manhattan-bridge end Brooklyn, så klager jeg ikke. Det var en oplevelse. Og Brooklyn er på tirsdag.
En hurtig recon op og ned ad gaden afslørede en McDonalds, (fik lige hurtig cheeseburger. Men det er også SIDSTE gange jeg gider det skidt.) og en kiosk, der varm leveringsdygtig i koldt at drikke. Der er lige nu omkring 27 grader, og i vejrudsigten herovre snakker de om storm. Men fordi alt er så stort og bygningerne så høje står luften ofte stille. Og så er der helt enormt varmt alle steder. Fedt at opleve sommer, men noget af en omvætning, fra det skidt som DK har kunne præstere de sidste tre år.
I dag har vi været på gå-tur. Min mentale check-liste kan nu krydse Delancey Street og Flatiron af, og mens jeg ligger og skriver dette samler jeg appetit til aftensmaden, som vi vil have på Katz Deli, der ligger to sving til venstre og et til højre, 800 meter herfra.
Men vi er gået gennem Chinatown og Lower East Side til Flatiron district, og været i butikker, på farmers market og bare kigget på by. Byen begynder stille at vise sit potentiale, og de snoldede fire dage, vi har til at bevæge os rundt herovre er jo slet slet ikke nok. Men så har vi jo undskyldning for at vende tilbage.
Lige nu holder der en bus, der påstår, at det er en miljørigtig hybridbus, og lyder og lugter som en traktor, i frigear uden chauffør bag rattet lige udenfor vores opgang. Vi bor på 221 Madison Street, og til den ene side (i kælderen) kan vi købe et kasseapperat, og ovenover (på en hævet stueetage) kan vi få repareret vores bil. Til den anden side kan vi lynhurtigt få ordnet vores indkomstskat. Lidt længere nede ad gaden ligger multibutikken, Best Cuts, der både byder på frisør-, tatoverings- og guld-opkøbsforretning.
Lige overfor ligger der en park, hvor en vred kvinde har råbt i megafon i lidt over en time.
Jeg begynder at forstå, hvorfor folk bliver så solgt på byen. (Didde, this means you)
På turen over, lykkedes det dog at se store dele af Island, et godt stykke af Grønland (Som dog primært bestod af hvidt på gråt) og over flere gange Canadas grønne skove. Grundet forvirring under billetbestillingsfasen, lykkedes det mig at blive opgraderet til Economy Comfort, der betød gratis opvartning i den dyre ende af flyet, som alle andre dog også fik, da vi skulle flyve i gammel lorteflyver uden privat underholdning. Fra Island til NY var sædet lige som alle andres, bortset fra, at jeg sad alene i en række på tre, lige ved indgangen, som arbejdede overtid som venteplads for bl.a. tissetrængende folk og en mand sidst i tyverne, og hans utrøstelige spædbarn, der græd og græd og græd.. (Søren, rejs dig og buk!)
Til gengæld gik gennemgangen i JFK som smurt. Vi var blandt de første af flyet, og vandt en masse tid på at slippe for kø. Til gengæld tabte vi den igen, da vores bagage var blandt den sidste, der kom fra flyet.
Ingen problemer med indrejse eller irriterende TSA-agenter til gengæld. Og da vi fik vristet Fluen fra diverse Pirattaxaer på parkeringspladsen og fik lokaliseret nummeret på vores kontaktperson til lejligheden på Lower East Side, kunne jeg endelig læne mig tilbage og nyde indtrykkene af byen, der aldrig sover.
Til gengæld er vejnettet herovre det 21. århundredes gladiator-arena. (Hvilket blev understreget af en dødsulykke på expresvejen mellem Brooklyn og Manhattan i morges.) Det skal nok blive spændende at skulle køre ud af byen på onsdag.
Men byen har alligevel gjort indtryk, selvom det var mørkt og jeg på daværende tidspunkt havde været vågen i 29 timer efter en nat med knap fem timers søvn. Vi fik glimt at skylinen fra Brooklyn flere gange, og selvom det var nemmere at tage Manhattan-bridge end Brooklyn, så klager jeg ikke. Det var en oplevelse. Og Brooklyn er på tirsdag.
En hurtig recon op og ned ad gaden afslørede en McDonalds, (fik lige hurtig cheeseburger. Men det er også SIDSTE gange jeg gider det skidt.) og en kiosk, der varm leveringsdygtig i koldt at drikke. Der er lige nu omkring 27 grader, og i vejrudsigten herovre snakker de om storm. Men fordi alt er så stort og bygningerne så høje står luften ofte stille. Og så er der helt enormt varmt alle steder. Fedt at opleve sommer, men noget af en omvætning, fra det skidt som DK har kunne præstere de sidste tre år.
I dag har vi været på gå-tur. Min mentale check-liste kan nu krydse Delancey Street og Flatiron af, og mens jeg ligger og skriver dette samler jeg appetit til aftensmaden, som vi vil have på Katz Deli, der ligger to sving til venstre og et til højre, 800 meter herfra.
Men vi er gået gennem Chinatown og Lower East Side til Flatiron district, og været i butikker, på farmers market og bare kigget på by. Byen begynder stille at vise sit potentiale, og de snoldede fire dage, vi har til at bevæge os rundt herovre er jo slet slet ikke nok. Men så har vi jo undskyldning for at vende tilbage.
Lige nu holder der en bus, der påstår, at det er en miljørigtig hybridbus, og lyder og lugter som en traktor, i frigear uden chauffør bag rattet lige udenfor vores opgang. Vi bor på 221 Madison Street, og til den ene side (i kælderen) kan vi købe et kasseapperat, og ovenover (på en hævet stueetage) kan vi få repareret vores bil. Til den anden side kan vi lynhurtigt få ordnet vores indkomstskat. Lidt længere nede ad gaden ligger multibutikken, Best Cuts, der både byder på frisør-, tatoverings- og guld-opkøbsforretning.
Lige overfor ligger der en park, hvor en vred kvinde har råbt i megafon i lidt over en time.
Jeg begynder at forstå, hvorfor folk bliver så solgt på byen. (Didde, this means you)
fredag den 28. juni 2013
Varmt i æblet
Jeg har nu set: Island, Grønland, gletscher, Atlanterhav, Canada og sidst men ikke mindst; New York om natten. Turen gik uden de større problemer, men hold nu fast, hvor er jeg baldret.
I morgen står den opdagelse på Manhattan.
Sov godt.
Abonner på:
Opslag (Atom)