My kind of town... Chicago is....

Det er sidste aften i Amerika. I morgen flyver vi hjem. Der kommer et indlæg fra lufthavnen i morgen.

Inden da vil jeg lige fortælle lidt om Chicago. Vi har ikke lavet så meget, mens vi har været her. Vi har haft to hele dage her. Og skal først mod lufthavnen ved 18-tiden i morgen. Så vi har lidt timer, der skal fyldes. Kufferterne er pakket, og vi er klar til at komme hjem.

Men Chicago har været turens store overraskelse. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg havde forventet, men vi har gået en del rundt og bare kigget på byen, mens vi har været her. Det er en fed by. Flotte bygninger, lækkert og levende byliv, flinke mennesker. Jeg ville ønske, at vi vidste noget mere, end vi gjorde, da vi kom, så vi måske kunne have fået lidt mere ud af det, men vi er begge enige om, at byen har meget mere at byde på.

Det eneste "sight", vi har set, er Navy Pier, hvor vi tog ud i går aftes, efter at have vadet byen tynd. En mole, der stikker et godt stykke ud i Lake Michigan. Turistet, ja, men på en lidt mere afslappet måde en Fisherman's Wharf. Ja, og så så vi da også lige lidt mere af Route 66 på vejen ind til midtbyen.

Vi har mødt en masse søde mennesker i Chicago. Selv de fattige i byen er enormt høflige... altså udover dem der står og råber af minder på tankstationer og i gyder.

Vi har afleveret vores Chevy, og når vi får tjekket Millenium Park og Field's museum af listen i morgen, kan vi da sige, at vi har fået set en del af byen. I hvert fald den mere centrale del af byen.

Og den kan sagtens trække et besøg mere en gang.

Nu skal vi snart i seng. Jeg fik en lille japansk pige på omkring 40 kilo til at tæve mig igennem tidligere, og det har virkelig gjort godt. Noget der hedder Reflexology Massage. Kender det ikke, men det gav godt.

Så mere igen i morgen, inden vi flyver hjem.

Ægte Creoler-mam i The Big Easy

Der er ingen, der er helt sikre på, hvorfor New Orleans hedder The Big Easy, men én teori er, at musikere havde utroligt nemt ved at tjene penge i byen, da der var mange forskellige måder, man kunne få job på.

Så ved I det.

Vi bor på toppen af det ene tårn (det lille med kun 19 etager. Det andet har over 40!) i New Orleans Marriott med udsigt lige udover Canal Street. Gaden hvor sporvognene kører. Som ekstra bonus ligger hotellet lige på hjørnet af det berømte "French Quarter". Flere steder, hvor vi har snakket med "de indfødte", har vi fået at vide, at netop dette område er sikkert nok, men at man skal passe på, hvis man bevæger sig udenfor. Vi har kun haft en enkelt hel dag, så vi har tilbragt al tiden dernede.

Vi ankom sent i går, og fandt Gumboshop på St. Peter Street. Et autentisk New Orleans-sted, hvor vi fik ægte Creole-cooking. Det var ganske enkelt fantatisk. Der er masser af skaldyr og fisk i retterne, men det jeg længst havde ventet på, var den klassiske ret Gumbo. En slags tyk suppe med rejer og okra. Det var ren himmel.

Til hovedret stod den på Jambalaya med bønner og crawfish, der er en mellemting mellem rejer og hummere, der lever i havet herovre.

Maden var fremragende, og servicen god. Hvis du nogensinde kommer herover, så er Gumboshop, stedet man bør besøge.

Turen ned til restauranten gik gennem Bourbon Street. Gaden i sig selv er indbegrebet af stilforvirring. Bygningerne er stadig primært i fransk kolonistil med terrasser ud til gaden, skodder for vinduet osv. Skide charmerende. Men siden området er blevet så populært blandt turister, og primært turister, der kommer for at drikke hjernen ud, er det siden blevet plastret til med skilte og neon-lys. Souvenirshops konkurrerer med barer og strip-joints om pladsen, og der er et rend alle steder af gøglere og gadeartister.

Det lyder lige præcist så slemt som det er, men det er nemt at se gennem fingre med det, fordi der er en god stemning og alle er åbne og nogenlunde i samme stemning.

Skulle jeg beslutte mig for at tage et par ugers druk-og-fest-ferie, ville Nawlins være på toppen af listen over steder. Men efter South Beach ville det nok kun blive til en andenplads.

Det franske kvarter har enormt meget charme. Byen ser også fantatisk ud fra vores hotelværelse, og hvis man havde lidt længere tid, og havde gjort noget forarbejde, er jeg sikker på, at man kunne få en masse fede oplevelser her.

I morgen flyver vi mod Arizona. Så står den på åben vogn, Grand Canyon og Route 66 (Tak, Joey) inden vi rammer Vegas mandag aften.

Bis dran!

Båd- og hedetur i Central Park

Søndag var store leg-turist-dag. Vi havde købt en tur på Circle Line tours, og efter en lettere kaotisk morgen, hoppede vi i en taxa, hvor en snakkesaglig, omend noget stereotyp, kinesisk taxachauffør smed os af ved Pier 83, hvor vores båd afgik fra.

Inden da kunne han dog fortælle, at det nu var femte dag, hvor meteorologerne lovede regn, uden at det kom. Så trykket stiger og stiger, og det bliver mere og mere fugtigt.

En knap tre timers tur rundt om Manhattan med masser af muligheder for at tage billeder og få set en del af de ting, vi normalt ikke ville få chancen for, eller ville prioritere.

Har fx. set: FN Bygningen, Grants tomb, bygningen fra Ghostbusters, en hel masse broer og dele af New Jersey, Brooklyn og Queens.

Men det var samtidig også den eneste måde vi kunne komme i nærheden af Ellis Island og Frihedsgudinden. Det var enormt turistet, ganske som planen havde været fra starten af. Hele turen var akkompagneret af en gut, der nok er bedre stillet ved at være tourguide, end stand-up komiker, men som alligevel kunne fortælle en masse om byen og historien. Lyttede med et halvt øre under det meste af forestillingen og fik nogle fine billeder i kassen.

Efter bådturen gik turen mod Times Square, der ikke skuffede. Bright lights, big city er virkelig rigtigt ramt. Mennesker alle steder, reklamesøjler og TV-skærme alle steder. At den amerikanske hær har en rekrutteringspost her finder jeg en smule underholdende, men hvor skal man ellers få fat i stive unge amerikanere, der har fået en udfordring?

Der er fyldt med butikker på Times Square. En fed oplevelse, men pressede for tid gik vi videre, og efter et "nogenlunde" kort visit i en tøjbutik, gik vi op til Central Park. Ruten gik via Broadway, hvor vi fik set alle de forskellige teatre. Heriblandt Ed Sullivan Theatre, hvor de optager Late Show med David Letterman.

Central Park blev desværre kun et kort visit, da tiden var løbet fra os, men nu kan vi da sige, at vi har været der. Til gengæld var jeg ved at dø af varme og svedighed, da vi nåede frem.

Turen hjem blev i selskab med en russisk pianist, uddannet fra Moskvas konservatorium, som var flyttet til USA med hele familien, efter at faderen havde tilbragt 16 år i fængsel, for at uddele undergravende litteratur.

"Siden 1917 har Rusland ikke været værd at samle på," sagde han med overbevisning i stemmen, og præciserede, at han hellere ville køre taxa i New York end spille klaver i Rusland. Til gengæld gav han en stående invitation til stedet Sascha bar på 58th street, hvor han spiller klaver hver fredag og lørdag.

Fluen fik sin helt store overraskelse i form af aftensmad på "Les Halles" i nærheden af Financial District, hvor maden var virkelig virkelig god. "Les Halles" blev berømt i Anthony Bourdains bog, der senere blev lavet til TV-serie, "Kitchen Confidential".

Mætte, og iklædt nye sko, gik vi hen til One World Trade Center efter aftensmaden. Det er pænt højt (1776 feet), men desværre havde jeg misforstået noget, så hvad jeg troede var vejen til Ground Zero, viste sig bare at være vejen væk fra Ground Zero. Det blev dog korrigeret af nogle flinke indfødte new yorkere, der forklarede, at vi skulle søge om tid til at komme ind og se det. Så i morgen 10.30 er vi på pletten.

Aftenen blev igen tilbragt med at sidde i heden på trappen og bryde loven med vores beholdere med alkohol i.

Lige nu regner det, og vi har skiftet lidt planer rundt, men vi satser stadig på at nå det hele.