Det er sidste aften i Amerika. I morgen flyver vi hjem. Der kommer et indlæg fra lufthavnen i morgen.
Inden da vil jeg lige fortælle lidt om Chicago. Vi har ikke lavet så meget, mens vi har været her. Vi har haft to hele dage her. Og skal først mod lufthavnen ved 18-tiden i morgen. Så vi har lidt timer, der skal fyldes. Kufferterne er pakket, og vi er klar til at komme hjem.
Men Chicago har været turens store overraskelse. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg havde forventet, men vi har gået en del rundt og bare kigget på byen, mens vi har været her. Det er en fed by. Flotte bygninger, lækkert og levende byliv, flinke mennesker. Jeg ville ønske, at vi vidste noget mere, end vi gjorde, da vi kom, så vi måske kunne have fået lidt mere ud af det, men vi er begge enige om, at byen har meget mere at byde på.
Det eneste "sight", vi har set, er Navy Pier, hvor vi tog ud i går aftes, efter at have vadet byen tynd. En mole, der stikker et godt stykke ud i Lake Michigan. Turistet, ja, men på en lidt mere afslappet måde en Fisherman's Wharf. Ja, og så så vi da også lige lidt mere af Route 66 på vejen ind til midtbyen.
Vi har mødt en masse søde mennesker i Chicago. Selv de fattige i byen er enormt høflige... altså udover dem der står og råber af minder på tankstationer og i gyder.
Vi har afleveret vores Chevy, og når vi får tjekket Millenium Park og Field's museum af listen i morgen, kan vi da sige, at vi har fået set en del af byen. I hvert fald den mere centrale del af byen.
Og den kan sagtens trække et besøg mere en gang.
Nu skal vi snart i seng. Jeg fik en lille japansk pige på omkring 40 kilo til at tæve mig igennem tidligere, og det har virkelig gjort godt. Noget der hedder Reflexology Massage. Kender det ikke, men det gav godt.
Så mere igen i morgen, inden vi flyver hjem.
Viser opslag med etiketten sights. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sights. Vis alle opslag
tirsdag den 30. juli 2013
mandag den 22. juli 2013
Odds i Pyramidens favør.
Jeg har aldrig beroet mig på held, når jeg har spillet. Hvis jeg skal satse penge på noget, skal jeg være god til det, eller fuld.
Og så kommer jeg til Vegas. Hvilket i sig selv jo er en god idé. For at gøre en tragisk historie kort: Jeg tog fra Vegas med 200 dollar i underskud.
Jeg har tabt på Blackjack og i poker. Vores "alene-dag" blev blandt andet brugt på at spille poker. Der er turneringer med nogle timers mellemrum, og 20.30 sad jeg klar med mit glas Red Bull og 4000 i chips. Da det nu var Vegas og en 35 mands turnering, var det meget konservativt spil fra starten af. Som tiden gik løsnede det dog lidt op, og da vi var 9 mand tilbage i turneringen, kom drømmefloppet.
Jeg sad i big blind, og var nr. to i chips. Jeg fik to femmere, og det var kun mig og bordets chipleader, small blind, tilbage.
Han checker, og jeg hæver op til dobbelt. Han går med. Flop kommer op 7 5 7. Sådan. Fuldt hus. Den anden fyr better, og jeg raiser. Er omkring halvdelen investeret. Han trækker mig all in. Kortene bliver vist. Han sidder med A7. Turn: Q River 7.
F***!
Dagen forinden havde vi været omkring Hoover Dam og set den i dagslys og 47 graders varme. Den er større, når man ser den film, men til gengæld er det imponerende at se reservoiret, og aflejringerne på siderne, der viser, hvor højt vandstanden plejer at være.
Fredag var det med tungt hjerte, at vi checkede ud fra Luxor og lagde Vegas bag os. Turen til LA var nemmest, hvis vi tog motorvejen, men vi smuttede omkring Pahrump, der er større end, jeg havde regnet med. Her fandt vi mad på Mom's diner, der virkelig kan anbefales. Herfra gik turen vestpå gennem Mojave-ørkenen, hvor vi havde et hurtigt stop for at mærke, hvor det føles at stå midt i en ørken.
Det var varmt og stille. Men en fed oplevelse, der dog tog lidt længere end vi havde regnet med, så klokken var næsten 20 inden vi ankom på hotellet i LA, hvor vi mødte Katrine og Ulrik, som jeg kender fra KBH. Det fejrede vi ved at tage ud og spise på en Thai-restaurant.
Vores hotel er fremragende, og ligger i East Hollywood lige på grænsen af Little Armenia og Thai-town. Vi sluttede en lang dag af med kolde øl og hygge.
Og så kommer jeg til Vegas. Hvilket i sig selv jo er en god idé. For at gøre en tragisk historie kort: Jeg tog fra Vegas med 200 dollar i underskud.
Jeg har tabt på Blackjack og i poker. Vores "alene-dag" blev blandt andet brugt på at spille poker. Der er turneringer med nogle timers mellemrum, og 20.30 sad jeg klar med mit glas Red Bull og 4000 i chips. Da det nu var Vegas og en 35 mands turnering, var det meget konservativt spil fra starten af. Som tiden gik løsnede det dog lidt op, og da vi var 9 mand tilbage i turneringen, kom drømmefloppet.
Jeg sad i big blind, og var nr. to i chips. Jeg fik to femmere, og det var kun mig og bordets chipleader, small blind, tilbage.
Han checker, og jeg hæver op til dobbelt. Han går med. Flop kommer op 7 5 7. Sådan. Fuldt hus. Den anden fyr better, og jeg raiser. Er omkring halvdelen investeret. Han trækker mig all in. Kortene bliver vist. Han sidder med A7. Turn: Q River 7.
F***!
Dagen forinden havde vi været omkring Hoover Dam og set den i dagslys og 47 graders varme. Den er større, når man ser den film, men til gengæld er det imponerende at se reservoiret, og aflejringerne på siderne, der viser, hvor højt vandstanden plejer at være.
Fredag var det med tungt hjerte, at vi checkede ud fra Luxor og lagde Vegas bag os. Turen til LA var nemmest, hvis vi tog motorvejen, men vi smuttede omkring Pahrump, der er større end, jeg havde regnet med. Her fandt vi mad på Mom's diner, der virkelig kan anbefales. Herfra gik turen vestpå gennem Mojave-ørkenen, hvor vi havde et hurtigt stop for at mærke, hvor det føles at stå midt i en ørken.
Det var varmt og stille. Men en fed oplevelse, der dog tog lidt længere end vi havde regnet med, så klokken var næsten 20 inden vi ankom på hotellet i LA, hvor vi mødte Katrine og Ulrik, som jeg kender fra KBH. Det fejrede vi ved at tage ud og spise på en Thai-restaurant.
Vores hotel er fremragende, og ligger i East Hollywood lige på grænsen af Little Armenia og Thai-town. Vi sluttede en lang dag af med kolde øl og hygge.
onsdag den 17. juli 2013
Ørkenkørsel på Route 66 og Bright Lights Big City
Held i uheld var at, vi fik chancen for at se turen fra Phoenix til Flagstaff. Inklusive de røde klipper omkring Sedona området.
Det er ikke rigtigt ørken, da der er både træer og palmer, men det er klassisk cowboy-film-steppe og der er virkelig nogle store strækninger herovre.
Sedona er et tidligere indianerområde, hvor man kan se mange af de runde røde klipper, som man ser i filmene. Det er virkelig smukt deroppe. Hvis man kommer forbi, er det værd at se. Vi var pressede tidsmæssigt, pga. bøvl, så vi nåede kun en lille del af området i bil.
Herefter gik turen til Seligman, der er starten på det, der i dag er det mest autentiske Route 66. "The Main Street of America" hedder det blandt amerikanerne, og Steinbecks kaldte den "The Mother Road" i "Vredens Druer", og det er den rute, der gik fra Chicago til Los Angeles. Strækningen mellem Seligman i øst og Kingman i nord, var blevet foreslået af Joey, og tak for det.
Omkring 75 miles er stort set intet andet end motorvej (en-sporet, vel at mærke) og, hvad jeg går ud fra er telefon/graf-pæle. Og så bare store åbne vidder indrammet af bjerge, fra the Rockies.
I den anden ende af strækningen blev vi mødt af byen Kingman, der overhovedet ikke minder om Seligman. En større by med masser af skilte og lys.
Det tog lidt længere at køre på vejen, men det er en oplevelse.
Desværre gjorde det, at vi ikke fik set Hoover Dam i dagslys (Så det prøver vi lige igen), men til gengæld kunne vi se lysene fra Vegas allerede 30 miles væk. At køre ind i byen på den måde var fedt. Desværre var vi så smadrede og hotelværelsesklar, at vi bare tjekkede ind og gik i seng.
I dag har vi så været rundt til fods og kigge på Casinoer. Vegas er virkelig en legeplads. På den ene side af vores hotel/casino ligger Manderlay Bay, der er skinnende guldfarvet og kæmpe stort. På den anden, Excalibur, der mest af alt ligner et kæmpemæssigt legetøjsslot. Videre nede ligger New York New York, hvor facaden inkluderer modeller af Frihedsgudinden, Chrysler- og Empire State Buildings, samt en miniature-udgave af Brooklyn Bridge. Og sådan fortsætter det bare. Det er absolut imponerende, og Bellagios spring, der giver shows med musik, kræver en nærmere undersøgelse. (Torsdag aften)
Vores eget Casino er Luxor, og her er der en kæmpe Pyramide, hvor toppen lyser om natten. Det er faktisk det kraftigste menneskeskabte lys i verden. Så vi har da noget at gå efter, når vi skal finde hjem. Foran pyramiden ligger en Sfinx, der dækker over valet-parkeringsområde.
Når man så kommer ind i selve pyramiden, der indeholder en del af de 4500 værelser og suiter, er der bygget plateau op i selve hulrummet. Tre barer, en kælder med restaurant, hvor man kan spise alt, hvad man vil fra italiensk, mexikansk, kinesisk og amerikanske køkkener, samt en kæmpe salatbar. Stedet har ALT, bortset fra dagslys og ure.
Værelserne er fede og stedet er virkelig smukt.
Vi gik op til Bellagio og tilbage igen, og har været omkring MGM Grand, New York, Excalibur, Aria, Cosmopolitan og nogle flere.
Vi sluttede dagen af ved Blackjack bordene, hvor undertegnede ikke ligefrem havde det store held med sig, mens Fluen gik fra bordet med over 100 dollars mere end han satte sig med.
I morgen snupper vi Hoover Dam igen, og så vil vi på Hard Rock Cafe og Hooters. Torsdag er blevet alene-dag, siden vi trænger til lidt luft, og fredag skal vi så til LA, hvor jeg har lagt et lille stop ind på vejen.
Det er ikke rigtigt ørken, da der er både træer og palmer, men det er klassisk cowboy-film-steppe og der er virkelig nogle store strækninger herovre.
Sedona er et tidligere indianerområde, hvor man kan se mange af de runde røde klipper, som man ser i filmene. Det er virkelig smukt deroppe. Hvis man kommer forbi, er det værd at se. Vi var pressede tidsmæssigt, pga. bøvl, så vi nåede kun en lille del af området i bil.
Herefter gik turen til Seligman, der er starten på det, der i dag er det mest autentiske Route 66. "The Main Street of America" hedder det blandt amerikanerne, og Steinbecks kaldte den "The Mother Road" i "Vredens Druer", og det er den rute, der gik fra Chicago til Los Angeles. Strækningen mellem Seligman i øst og Kingman i nord, var blevet foreslået af Joey, og tak for det.
Omkring 75 miles er stort set intet andet end motorvej (en-sporet, vel at mærke) og, hvad jeg går ud fra er telefon/graf-pæle. Og så bare store åbne vidder indrammet af bjerge, fra the Rockies.
I den anden ende af strækningen blev vi mødt af byen Kingman, der overhovedet ikke minder om Seligman. En større by med masser af skilte og lys.
Det tog lidt længere at køre på vejen, men det er en oplevelse.
Desværre gjorde det, at vi ikke fik set Hoover Dam i dagslys (Så det prøver vi lige igen), men til gengæld kunne vi se lysene fra Vegas allerede 30 miles væk. At køre ind i byen på den måde var fedt. Desværre var vi så smadrede og hotelværelsesklar, at vi bare tjekkede ind og gik i seng.
I dag har vi så været rundt til fods og kigge på Casinoer. Vegas er virkelig en legeplads. På den ene side af vores hotel/casino ligger Manderlay Bay, der er skinnende guldfarvet og kæmpe stort. På den anden, Excalibur, der mest af alt ligner et kæmpemæssigt legetøjsslot. Videre nede ligger New York New York, hvor facaden inkluderer modeller af Frihedsgudinden, Chrysler- og Empire State Buildings, samt en miniature-udgave af Brooklyn Bridge. Og sådan fortsætter det bare. Det er absolut imponerende, og Bellagios spring, der giver shows med musik, kræver en nærmere undersøgelse. (Torsdag aften)
Vores eget Casino er Luxor, og her er der en kæmpe Pyramide, hvor toppen lyser om natten. Det er faktisk det kraftigste menneskeskabte lys i verden. Så vi har da noget at gå efter, når vi skal finde hjem. Foran pyramiden ligger en Sfinx, der dækker over valet-parkeringsområde.
Når man så kommer ind i selve pyramiden, der indeholder en del af de 4500 værelser og suiter, er der bygget plateau op i selve hulrummet. Tre barer, en kælder med restaurant, hvor man kan spise alt, hvad man vil fra italiensk, mexikansk, kinesisk og amerikanske køkkener, samt en kæmpe salatbar. Stedet har ALT, bortset fra dagslys og ure.
Værelserne er fede og stedet er virkelig smukt.
Vi gik op til Bellagio og tilbage igen, og har været omkring MGM Grand, New York, Excalibur, Aria, Cosmopolitan og nogle flere.
Vi sluttede dagen af ved Blackjack bordene, hvor undertegnede ikke ligefrem havde det store held med sig, mens Fluen gik fra bordet med over 100 dollars mere end han satte sig med.
I morgen snupper vi Hoover Dam igen, og så vil vi på Hard Rock Cafe og Hooters. Torsdag er blevet alene-dag, siden vi trænger til lidt luft, og fredag skal vi så til LA, hvor jeg har lagt et lille stop ind på vejen.
torsdag den 11. juli 2013
På tur i Miami med flodbåd, bus og båd
Vi fik hurtigt arrangeret rundture i Miami efter vi ankom i søndags. Et mindre eventbureau lå lige ved siden af vores hotel, og her var en sød pige ved navn Gaby hurtig til at få syet en pakke sammen til os. Mandag stod på bus- og bådtur rundt i byen, og onsdag ud til sumpområdet Everglades udenfor Miami, hvor alligatorer lever i det fri.
Downtown Miami ligner meget New York med høje skyskrabere over det hele. Bare... renere. Det har muligvis noget at gøre med, at stort set alle bygninger er bygget i hvidt eller lyse nuancer. Vi fik set det nye stadium, hvor Miami Heat holder til, som er et fantastisk bygningsværk. Alt i alt lidt spændende at se.
Busturen gik gennem Downtown Miami, Coral Gables og Little Havana.
Downtown Miami ligner meget New York med høje skyskrabere over det hele. Bare... renere. Det har muligvis noget at gøre med, at stort set alle bygninger er bygget i hvidt eller lyse nuancer. Vi fik set det nye stadium, hvor Miami Heat holder til, som er et fantastisk bygningsværk. Alt i alt lidt spændende at se.
Coral Gables er den rigere del af byen, og her fik vi set en masse flotte huse, og en del fede biler. Topmålet var Hotel Biltmore. Det femstjernede hotel er vanvittigt flot, og har været med en hel masse forskellige film. (Jeg kan kun lige huske Bad Boys, men der er andre).
25% af befolkningen i Miami er af cubansk afstamning, og en del af dem har bosat sig i den del af byen, er nu hedder Little Havana. Det var helt klart også den fedeste oplevelse på busturen. Det har nok ikke forfærdeligt meget at gøre med det rigtige Havana, men det har helt klart en ganske speciel karakter. Og vi fik set det eneste sted i USA, hvor man kan købe ægte cubanske cigarer. Der sidder ganske enkelt en ældre cubansk herre og håndruller skidtet.
Efter busturen, stod den på bådtur rundt i Biscayen. Vi fik set de forskellige småøer, som Fisher- og Star Island, som er hjem for en lang række prægtige huse, hvor en lang række kendisser har boet. Topmålet var dog Casa Montana, fra Scarface, hvor blodet fra filmen stadig er på væggene.
Miami er fed. Og jeg har ikke engang kommet rigtigt i dybden med South Beach. Bare vent.
Vores onsdagstur var en pose blandede nødder. Vi kørte temmelig længe for at komme ud til alligator-stedet, og turen i flodbåd var fed, men vi så faktisk kun et par fritlevende alligatorer. Flodbådene opfører sig mere eller mindre som et luftpude-fartøj. Den skøjter rundt på vandet. Det kunne sgu være sjovt at prøve at køre selv.
Efter bådturen var der alligatorshow, hvor de blev fodret og en gut fra stedet forklarede om dem. Det var ok, men bagefter kunne man så gå rundt og kigge på de forskellige alligatorer, der lever rundt omkring i Everglades, samt et par stykker, der er hentet ind fra andre steder, og det var nu en sølle forsamling.
Det var en oplevelse, helt klart, men ikke udelukkende positivt.
Efter busturen, stod den på bådtur rundt i Biscayen. Vi fik set de forskellige småøer, som Fisher- og Star Island, som er hjem for en lang række prægtige huse, hvor en lang række kendisser har boet. Topmålet var dog Casa Montana, fra Scarface, hvor blodet fra filmen stadig er på væggene.
Miami er fed. Og jeg har ikke engang kommet rigtigt i dybden med South Beach. Bare vent.
Vores onsdagstur var en pose blandede nødder. Vi kørte temmelig længe for at komme ud til alligator-stedet, og turen i flodbåd var fed, men vi så faktisk kun et par fritlevende alligatorer. Flodbådene opfører sig mere eller mindre som et luftpude-fartøj. Den skøjter rundt på vandet. Det kunne sgu være sjovt at prøve at køre selv.
Efter bådturen var der alligatorshow, hvor de blev fodret og en gut fra stedet forklarede om dem. Det var ok, men bagefter kunne man så gå rundt og kigge på de forskellige alligatorer, der lever rundt omkring i Everglades, samt et par stykker, der er hentet ind fra andre steder, og det var nu en sølle forsamling.
Det var en oplevelse, helt klart, men ikke udelukkende positivt.
fredag den 5. juli 2013
Arlington Road Trip
Washington var højt på listen over steder, jeg virkelig har set frem til. Man er vel West Wing fan...
Vi ankom sent, men fik da spottet et par småting på vejen ind. Efter at have læsset de andre af ved hotellet, brugte jeg næsten en halv time på at finde en parkeringsplads. I forhold til at resten af landet elsker deres biler, er deres regeringsby, forfærdeligt bil-fjendsk. Det lykkedes dog til sidst, og vores hotel skulle vise sig at være ganske fremragende placeret. 20 minutters gang til det hvide hus.
Dagen efter begav vi os ned mod græsarealerne mellem Lincoln Memorial og Capitol, der hedder The Mall. Turen derned gik gennem et af Washington DCs ældste nabolag, Foggy Bottom. Ganske enkelt fordi navnet er ganske fantastisk.
Turen viste dog både godt og skidt. Washington er enormt ren. New York var faktisk også meget ren, men noget mere slidt. På vej ud af byen lagde jeg mærke til flere steder, hvor der var rengøringspersonale i gang med at spule facade og male nyt.
På den anden side, så vi flere hjemløse, der havde slået telte op langs med en lille arm af, hvad jeg går ud fra var Potomac-floden. Vi oplevede dog ikke Washington udenfor det politiske magtcentrum, men jeg har ladet mig fortælle, at der er mange hjemløse og fattige i byen.
Da vi ankom til Lincoln Memorial, i den ene ende af The Mall, var det blevet meget tydeligt, at det var Independence Day, og at byen var i gang med at gøre klar til fest. Den gade, der følger The Mall på den nordlige side, hedder Constitution Avenue, og den var lukket af til en parade.
Efter hurtigt sikkerhedstjek kom vi ind og fik set Lincoln Memorial. Og hvis I vil bære over med mig et kort øjeblik: Derfra gik vi videre til de forskellige mindesmærker for de større krige i den amerikanske historie, indtil vi satte os ud og kiggede på Paraden.
Lincoln Memorial var imponerende. Det samme kan faktisk siges om de fleste bygninger i byen. Der er søjler over det hele. Det er marmor og lyse sten. Og det er på en fuldkommen forrykt skala. Alt er enormt. Inkl. selve Lincoln Statuen. Og passende nok havde jeg lige set filmen om manden, og det var en fantastisk oplevelse at stå der og se den.
I det hele taget var hele byen fyldt med den samme fornemmelse.
Paraden var et sammensurium af forskellige indslag. Fra fede klassiske amerikanske biler, til paradevogne med skønhedsprinsesser og American Idol-vindere til balloner og tambur-bands. I det hele taget meget amerikansk.
Vi fandt noget frokost, og begav os op på Pennsylvania Avenue og vandrede langs den ned til Capitol, hvor vi fandt en taxa hjem. På turen fik vi set de fleste forskellige ministerier. Lige fra Labour og State til Skattevæsenet og Pharceut-lobbyens hovedkvarter. Fantastisk sammensurium af politik og private interesser. The american dream.
Vi vendte lige omkring på hotellet for at skifte og dampe af, og fik set forsiden af White House (som desværre er lukket for tour for tiden) inden vi igen befandt os på The Mall ved foden af Washington Memorial (Obelisken) og ventede på 4. juli-fyrværkeriet. 15 minutters farveeksplosion med amerikanske kunstnere der sang America the Beautiful og Star-spangled banner i baggrunden, gav den sidste brik.
Midt i tempel-lignende kæmpebygninger, overdådige springvand og mindesmærker, er det ikke svært at se, hvor stolte amerikanerne er af deres historie, og hvor mange kræfter de bruger på at huske slag, dage og personer med indflydelse på udfaldet.
Jeg er ret vild med byen, men jeg tror måske nok, at jeg har set, hvad der er at se udefra. Det hvide hus var en fed oplevelse, men hvis man nu kunne komme indenfor. Se kontorerne, folkene. Være lidt med eller bare kigge på i stedet for at se det udefra. Det er næste skridt.
For denne gang må vi stille os tilfredse med at have set det udefra og nydt, at den renlige del af Washington var en stor oplevelse.
Den 5. juli blev brugt på at få set bagsiden af det hvide hus, og haven omkring. Derefter tog vi omkring Pentagon, som er svær at være imponeret over, siden det er svært at se mere end to sider af gangen. Men den er godt nok stor.
Og så ligger den lige ved Arlington, kirkegården for militærpersonale. Det er et KÆMPE område. Vi blev nødt til at begrænse os til at se John og Robert Kennedys gravpladser, hvide kors og gravstene i rigt mål, mindesmærket for kvinder i tjeneste og som kronen på værket, fik vi vagtskiftet ved den ukendte soldats grav med.
Derfra kørte vi mor og Niels til flyet og sendte dem hjem.
Det har været fantastisk at have dem med. Der er blevet gået, og der er blevet oplevet en masse, vi nok ikke ville have set, hvis vi var taget afsted alene.
Vi ankom sent, men fik da spottet et par småting på vejen ind. Efter at have læsset de andre af ved hotellet, brugte jeg næsten en halv time på at finde en parkeringsplads. I forhold til at resten af landet elsker deres biler, er deres regeringsby, forfærdeligt bil-fjendsk. Det lykkedes dog til sidst, og vores hotel skulle vise sig at være ganske fremragende placeret. 20 minutters gang til det hvide hus.
Dagen efter begav vi os ned mod græsarealerne mellem Lincoln Memorial og Capitol, der hedder The Mall. Turen derned gik gennem et af Washington DCs ældste nabolag, Foggy Bottom. Ganske enkelt fordi navnet er ganske fantastisk.
Turen viste dog både godt og skidt. Washington er enormt ren. New York var faktisk også meget ren, men noget mere slidt. På vej ud af byen lagde jeg mærke til flere steder, hvor der var rengøringspersonale i gang med at spule facade og male nyt.
På den anden side, så vi flere hjemløse, der havde slået telte op langs med en lille arm af, hvad jeg går ud fra var Potomac-floden. Vi oplevede dog ikke Washington udenfor det politiske magtcentrum, men jeg har ladet mig fortælle, at der er mange hjemløse og fattige i byen.
Da vi ankom til Lincoln Memorial, i den ene ende af The Mall, var det blevet meget tydeligt, at det var Independence Day, og at byen var i gang med at gøre klar til fest. Den gade, der følger The Mall på den nordlige side, hedder Constitution Avenue, og den var lukket af til en parade.
Efter hurtigt sikkerhedstjek kom vi ind og fik set Lincoln Memorial. Og hvis I vil bære over med mig et kort øjeblik: Derfra gik vi videre til de forskellige mindesmærker for de større krige i den amerikanske historie, indtil vi satte os ud og kiggede på Paraden.
Lincoln Memorial var imponerende. Det samme kan faktisk siges om de fleste bygninger i byen. Der er søjler over det hele. Det er marmor og lyse sten. Og det er på en fuldkommen forrykt skala. Alt er enormt. Inkl. selve Lincoln Statuen. Og passende nok havde jeg lige set filmen om manden, og det var en fantastisk oplevelse at stå der og se den.
I det hele taget var hele byen fyldt med den samme fornemmelse.
Paraden var et sammensurium af forskellige indslag. Fra fede klassiske amerikanske biler, til paradevogne med skønhedsprinsesser og American Idol-vindere til balloner og tambur-bands. I det hele taget meget amerikansk.
Vi fandt noget frokost, og begav os op på Pennsylvania Avenue og vandrede langs den ned til Capitol, hvor vi fandt en taxa hjem. På turen fik vi set de fleste forskellige ministerier. Lige fra Labour og State til Skattevæsenet og Pharceut-lobbyens hovedkvarter. Fantastisk sammensurium af politik og private interesser. The american dream.
Vi vendte lige omkring på hotellet for at skifte og dampe af, og fik set forsiden af White House (som desværre er lukket for tour for tiden) inden vi igen befandt os på The Mall ved foden af Washington Memorial (Obelisken) og ventede på 4. juli-fyrværkeriet. 15 minutters farveeksplosion med amerikanske kunstnere der sang America the Beautiful og Star-spangled banner i baggrunden, gav den sidste brik.
Midt i tempel-lignende kæmpebygninger, overdådige springvand og mindesmærker, er det ikke svært at se, hvor stolte amerikanerne er af deres historie, og hvor mange kræfter de bruger på at huske slag, dage og personer med indflydelse på udfaldet.
Jeg er ret vild med byen, men jeg tror måske nok, at jeg har set, hvad der er at se udefra. Det hvide hus var en fed oplevelse, men hvis man nu kunne komme indenfor. Se kontorerne, folkene. Være lidt med eller bare kigge på i stedet for at se det udefra. Det er næste skridt.
For denne gang må vi stille os tilfredse med at have set det udefra og nydt, at den renlige del af Washington var en stor oplevelse.
Den 5. juli blev brugt på at få set bagsiden af det hvide hus, og haven omkring. Derefter tog vi omkring Pentagon, som er svær at være imponeret over, siden det er svært at se mere end to sider af gangen. Men den er godt nok stor.
Og så ligger den lige ved Arlington, kirkegården for militærpersonale. Det er et KÆMPE område. Vi blev nødt til at begrænse os til at se John og Robert Kennedys gravpladser, hvide kors og gravstene i rigt mål, mindesmærket for kvinder i tjeneste og som kronen på værket, fik vi vagtskiftet ved den ukendte soldats grav med.
Derfra kørte vi mor og Niels til flyet og sendte dem hjem.
Det har været fantastisk at have dem med. Der er blevet gået, og der er blevet oplevet en masse, vi nok ikke ville have set, hvis vi var taget afsted alene.
torsdag den 4. juli 2013
Chauffør i NY og efterfølgende ØV!!!
Vores sidste dag i New York blev brugt konstruktivt. Vi så 911 Memorial, Wall Street, Børsen, Zombier, Grand Central og Madison Square Garden.
Sammen med Mor og Niels gik vi gennem Wall Street, hvor vi fik set Børsen, hen til 911 Memorial Site, hvor der er oprettet en mindespark lige der, hvor det gamle World Trade Center stod. Parken består af et museum, der var lukket pga. ombygninger med tilhørende park. To "springvand" er sat op, lige der hvor tårnene stod. Anførselstegnene er fordi, det ikke er springvand, men snarere vandfald ned i en firkantet kasse, omgivet af messingplader med navnene på alle dem, der mistede livet den 11. september 2001.
Det var faktisk en ganske afdæmpet måde at lave en mindepark på. Når man nu kender amerikanernes hang til storladent pomp og pragt, så var det enormt smagfuldt. Og det var da også en speciel følelse at stå der.
Der er til gengæld en fuldkommen panisk angst for, at der skal ske noget, så sikkerheden inden vi kom ind i parken, fik sikkerheden i lufthavnen til at ligne indgangen til en 7-11.
Vi skiltes fra mor og Niels og bevægede os ud til en subway mod nord. Det er en smule hjernedødt, at vi ikke fik styr på den del af transportsystemet på første dag, for det ville da have sparet os for nogle taxa-ture. Men subwayen holder. Det er en nem måde at komme rundt på, selvom stationerne er en labyrint af flisebeklædte gyserkulisser.
Vi hoppede af på Grand Central Station, som er fantastisk smuk. Marmor og poleret sten over det hele. Jeg startede dagen med en lille tanketorsk, da jeg nævnte, at jeg ville se, hvor scenen fra "Untouchables" med barnevognen var filmet. Det gik op for mig, da vi stod på Grand Central, at den film foregår i Chicago. Så vi når det nok. Til mit forsvar skal jeg lige forklare, at udover, at jeg først kom i seng over midnat og delte værelse med en John Deere, så blev jeg også lige vækket af mor, der skulle have hjælp. Vi havde brug for at få skiftet navn på hendes flybillet hjem. Efter en halv time, havde jeg skabt en alliance med mor og Kaare, og det endte godt, et par minutter før luftselskabets danske afdeling lukkede. Så klokken lidt i seks fik jeg lov til at sove igen. Så jeg var ikke helt frisk.
Det gik også lidt ud over den oplevelse, som World War Z i en amerikansk iMax biograf skulle have været. Men filmen var en skuffelse, så...
Vi sluttede af med at komme forbi Madison Square Garden på vej hjem, hvor vi besluttede os for at gå ud og spise kinesisk på kinesisk restaurant i Chinatown. Inden vi nåede ud af døren kom mor og Niels hjem, og det endte med kinesisk take-away, spist i lejlighed i Chinatown, og en slut-øl på trappen, inden vi gik i seng.
Onsdag morgen var det direkte op til 31st street, hvor vi samlede en lejet Ford Kuga (Der hedder Escape) op. Alle vores taxa-ture havde ikke ligefrem gjort det attratktivt, at skulle køre bil i midten af New York, men det gik over al forventning og snart efter var vi i New Jersey, hvor vi kunne konstatere to ting:
Vi havde desperat brug for en rigtig GPS, da vores planlagte telefon-løsning ikke holdt.
Meadowlands Stadium er lukket ned, mens der bliver lagt ny turf på banen.
Så det var en svært skuffet Flue, der ikke kom ind og ligge på banen, som han havde snakket om så længe. Det er nu også dybt uretfærdigt, men han tog det i god stil, for, som han siger, så har han nu en grund til at komme tilbage til NY... eller en grund MERE.
Resten af dagen brugte vi på at jage GPS, se midten af Philadelphia, hvor Independence Hall var lukket for gæster i anledning af Fjerde Juli dagen efter, og køen til museet med frihedsklokken var enorm. Vi så klokken udefra, købte lidt souvenirs og fik vandret lidt omkring i en af de ældste byer i USA.
Det var således blevet mørkt, da vi ankom i Washington til Hotel Baron, så der blev ikke meget hyggeøl, da vi skulle tidligt op dagen efter.
Sammen med Mor og Niels gik vi gennem Wall Street, hvor vi fik set Børsen, hen til 911 Memorial Site, hvor der er oprettet en mindespark lige der, hvor det gamle World Trade Center stod. Parken består af et museum, der var lukket pga. ombygninger med tilhørende park. To "springvand" er sat op, lige der hvor tårnene stod. Anførselstegnene er fordi, det ikke er springvand, men snarere vandfald ned i en firkantet kasse, omgivet af messingplader med navnene på alle dem, der mistede livet den 11. september 2001.
Det var faktisk en ganske afdæmpet måde at lave en mindepark på. Når man nu kender amerikanernes hang til storladent pomp og pragt, så var det enormt smagfuldt. Og det var da også en speciel følelse at stå der.
Der er til gengæld en fuldkommen panisk angst for, at der skal ske noget, så sikkerheden inden vi kom ind i parken, fik sikkerheden i lufthavnen til at ligne indgangen til en 7-11.
Vi skiltes fra mor og Niels og bevægede os ud til en subway mod nord. Det er en smule hjernedødt, at vi ikke fik styr på den del af transportsystemet på første dag, for det ville da have sparet os for nogle taxa-ture. Men subwayen holder. Det er en nem måde at komme rundt på, selvom stationerne er en labyrint af flisebeklædte gyserkulisser.
Vi hoppede af på Grand Central Station, som er fantastisk smuk. Marmor og poleret sten over det hele. Jeg startede dagen med en lille tanketorsk, da jeg nævnte, at jeg ville se, hvor scenen fra "Untouchables" med barnevognen var filmet. Det gik op for mig, da vi stod på Grand Central, at den film foregår i Chicago. Så vi når det nok. Til mit forsvar skal jeg lige forklare, at udover, at jeg først kom i seng over midnat og delte værelse med en John Deere, så blev jeg også lige vækket af mor, der skulle have hjælp. Vi havde brug for at få skiftet navn på hendes flybillet hjem. Efter en halv time, havde jeg skabt en alliance med mor og Kaare, og det endte godt, et par minutter før luftselskabets danske afdeling lukkede. Så klokken lidt i seks fik jeg lov til at sove igen. Så jeg var ikke helt frisk.
Det gik også lidt ud over den oplevelse, som World War Z i en amerikansk iMax biograf skulle have været. Men filmen var en skuffelse, så...
Vi sluttede af med at komme forbi Madison Square Garden på vej hjem, hvor vi besluttede os for at gå ud og spise kinesisk på kinesisk restaurant i Chinatown. Inden vi nåede ud af døren kom mor og Niels hjem, og det endte med kinesisk take-away, spist i lejlighed i Chinatown, og en slut-øl på trappen, inden vi gik i seng.
Onsdag morgen var det direkte op til 31st street, hvor vi samlede en lejet Ford Kuga (Der hedder Escape) op. Alle vores taxa-ture havde ikke ligefrem gjort det attratktivt, at skulle køre bil i midten af New York, men det gik over al forventning og snart efter var vi i New Jersey, hvor vi kunne konstatere to ting:
Vi havde desperat brug for en rigtig GPS, da vores planlagte telefon-løsning ikke holdt.
Meadowlands Stadium er lukket ned, mens der bliver lagt ny turf på banen.
Så det var en svært skuffet Flue, der ikke kom ind og ligge på banen, som han havde snakket om så længe. Det er nu også dybt uretfærdigt, men han tog det i god stil, for, som han siger, så har han nu en grund til at komme tilbage til NY... eller en grund MERE.
Resten af dagen brugte vi på at jage GPS, se midten af Philadelphia, hvor Independence Hall var lukket for gæster i anledning af Fjerde Juli dagen efter, og køen til museet med frihedsklokken var enorm. Vi så klokken udefra, købte lidt souvenirs og fik vandret lidt omkring i en af de ældste byer i USA.
Det var således blevet mørkt, da vi ankom i Washington til Hotel Baron, så der blev ikke meget hyggeøl, da vi skulle tidligt op dagen efter.
mandag den 1. juli 2013
Brooklyn boy
Jeg har længe været stor fan af Fun Lovin Criminals. Flere af deres sange, har en stor forbindelse til New York, og nu hvor jeg har siddet på trappestenen og lyttet til forskellige sange, er der ligesom noget, der er faldet på plads.
Specielt ét nummer har fået en fantastisk baggrund her til aften.
The View Belongs To Everyone
Men den kommer også lige efter, at vi har gået tværs over Brooklyn Bridge, som var ganske fantastisk. Brooklyn Bridge er den sidste bro på øst-siden af Manhattan, inden man kommer ud til sydspidsen. Det gør, at man kan stå på broen og se ud til Liberty Island (Den med damen på), Ellis Island (Den med immigranterne) og Governors Island (Som jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvad er for en ø)
Brooklyn Bridge var fantastisk. Brooklyn ligeså. Fede bygninger og mennesker over det hele. Masser af shopping-muligheder, og generelt bare masser af liv.
Jeg tror nok, at det var det, kombineret med gåturen, der endelig solgte New York til mig. Jeg må simpelthen tilbage.
I disse dage, hvor vi vader frem og tilbage, ville jeg virkelig ønske, at laderen til min Fitbit virkede. Jeg løb tør for strøm lørdag formiddag, og har ikke kunnet holde styr på, hvor meget vi har gået. Men det føles som langt, og et løst slag på tasken siger mellem 8-10 kilometer.
I morgen er der atter en dag.... så... godnat.
Specielt ét nummer har fået en fantastisk baggrund her til aften.
The View Belongs To Everyone
Men den kommer også lige efter, at vi har gået tværs over Brooklyn Bridge, som var ganske fantastisk. Brooklyn Bridge er den sidste bro på øst-siden af Manhattan, inden man kommer ud til sydspidsen. Det gør, at man kan stå på broen og se ud til Liberty Island (Den med damen på), Ellis Island (Den med immigranterne) og Governors Island (Som jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvad er for en ø)
Brooklyn Bridge var fantastisk. Brooklyn ligeså. Fede bygninger og mennesker over det hele. Masser af shopping-muligheder, og generelt bare masser af liv.
Jeg tror nok, at det var det, kombineret med gåturen, der endelig solgte New York til mig. Jeg må simpelthen tilbage.
I disse dage, hvor vi vader frem og tilbage, ville jeg virkelig ønske, at laderen til min Fitbit virkede. Jeg løb tør for strøm lørdag formiddag, og har ikke kunnet holde styr på, hvor meget vi har gået. Men det føles som langt, og et løst slag på tasken siger mellem 8-10 kilometer.
I morgen er der atter en dag.... så... godnat.
Båd- og hedetur i Central Park
Søndag var store leg-turist-dag. Vi havde købt en tur på Circle Line tours, og efter en lettere kaotisk morgen, hoppede vi i en taxa, hvor en snakkesaglig, omend noget stereotyp, kinesisk taxachauffør smed os af ved Pier 83, hvor vores båd afgik fra.
Inden da kunne han dog fortælle, at det nu var femte dag, hvor meteorologerne lovede regn, uden at det kom. Så trykket stiger og stiger, og det bliver mere og mere fugtigt.
En knap tre timers tur rundt om Manhattan med masser af muligheder for at tage billeder og få set en del af de ting, vi normalt ikke ville få chancen for, eller ville prioritere.
Har fx. set: FN Bygningen, Grants tomb, bygningen fra Ghostbusters, en hel masse broer og dele af New Jersey, Brooklyn og Queens.
Men det var samtidig også den eneste måde vi kunne komme i nærheden af Ellis Island og Frihedsgudinden. Det var enormt turistet, ganske som planen havde været fra starten af. Hele turen var akkompagneret af en gut, der nok er bedre stillet ved at være tourguide, end stand-up komiker, men som alligevel kunne fortælle en masse om byen og historien. Lyttede med et halvt øre under det meste af forestillingen og fik nogle fine billeder i kassen.
Efter bådturen gik turen mod Times Square, der ikke skuffede. Bright lights, big city er virkelig rigtigt ramt. Mennesker alle steder, reklamesøjler og TV-skærme alle steder. At den amerikanske hær har en rekrutteringspost her finder jeg en smule underholdende, men hvor skal man ellers få fat i stive unge amerikanere, der har fået en udfordring?
Der er fyldt med butikker på Times Square. En fed oplevelse, men pressede for tid gik vi videre, og efter et "nogenlunde" kort visit i en tøjbutik, gik vi op til Central Park. Ruten gik via Broadway, hvor vi fik set alle de forskellige teatre. Heriblandt Ed Sullivan Theatre, hvor de optager Late Show med David Letterman.
Central Park blev desværre kun et kort visit, da tiden var løbet fra os, men nu kan vi da sige, at vi har været der. Til gengæld var jeg ved at dø af varme og svedighed, da vi nåede frem.
Turen hjem blev i selskab med en russisk pianist, uddannet fra Moskvas konservatorium, som var flyttet til USA med hele familien, efter at faderen havde tilbragt 16 år i fængsel, for at uddele undergravende litteratur.
"Siden 1917 har Rusland ikke været værd at samle på," sagde han med overbevisning i stemmen, og præciserede, at han hellere ville køre taxa i New York end spille klaver i Rusland. Til gengæld gav han en stående invitation til stedet Sascha bar på 58th street, hvor han spiller klaver hver fredag og lørdag.
Fluen fik sin helt store overraskelse i form af aftensmad på "Les Halles" i nærheden af Financial District, hvor maden var virkelig virkelig god. "Les Halles" blev berømt i Anthony Bourdains bog, der senere blev lavet til TV-serie, "Kitchen Confidential".
Mætte, og iklædt nye sko, gik vi hen til One World Trade Center efter aftensmaden. Det er pænt højt (1776 feet), men desværre havde jeg misforstået noget, så hvad jeg troede var vejen til Ground Zero, viste sig bare at være vejen væk fra Ground Zero. Det blev dog korrigeret af nogle flinke indfødte new yorkere, der forklarede, at vi skulle søge om tid til at komme ind og se det. Så i morgen 10.30 er vi på pletten.
Aftenen blev igen tilbragt med at sidde i heden på trappen og bryde loven med vores beholdere med alkohol i.
Lige nu regner det, og vi har skiftet lidt planer rundt, men vi satser stadig på at nå det hele.
Inden da kunne han dog fortælle, at det nu var femte dag, hvor meteorologerne lovede regn, uden at det kom. Så trykket stiger og stiger, og det bliver mere og mere fugtigt.
En knap tre timers tur rundt om Manhattan med masser af muligheder for at tage billeder og få set en del af de ting, vi normalt ikke ville få chancen for, eller ville prioritere.
Har fx. set: FN Bygningen, Grants tomb, bygningen fra Ghostbusters, en hel masse broer og dele af New Jersey, Brooklyn og Queens.
Men det var samtidig også den eneste måde vi kunne komme i nærheden af Ellis Island og Frihedsgudinden. Det var enormt turistet, ganske som planen havde været fra starten af. Hele turen var akkompagneret af en gut, der nok er bedre stillet ved at være tourguide, end stand-up komiker, men som alligevel kunne fortælle en masse om byen og historien. Lyttede med et halvt øre under det meste af forestillingen og fik nogle fine billeder i kassen.
Efter bådturen gik turen mod Times Square, der ikke skuffede. Bright lights, big city er virkelig rigtigt ramt. Mennesker alle steder, reklamesøjler og TV-skærme alle steder. At den amerikanske hær har en rekrutteringspost her finder jeg en smule underholdende, men hvor skal man ellers få fat i stive unge amerikanere, der har fået en udfordring?
Der er fyldt med butikker på Times Square. En fed oplevelse, men pressede for tid gik vi videre, og efter et "nogenlunde" kort visit i en tøjbutik, gik vi op til Central Park. Ruten gik via Broadway, hvor vi fik set alle de forskellige teatre. Heriblandt Ed Sullivan Theatre, hvor de optager Late Show med David Letterman.
Central Park blev desværre kun et kort visit, da tiden var løbet fra os, men nu kan vi da sige, at vi har været der. Til gengæld var jeg ved at dø af varme og svedighed, da vi nåede frem.
Turen hjem blev i selskab med en russisk pianist, uddannet fra Moskvas konservatorium, som var flyttet til USA med hele familien, efter at faderen havde tilbragt 16 år i fængsel, for at uddele undergravende litteratur.
"Siden 1917 har Rusland ikke været værd at samle på," sagde han med overbevisning i stemmen, og præciserede, at han hellere ville køre taxa i New York end spille klaver i Rusland. Til gengæld gav han en stående invitation til stedet Sascha bar på 58th street, hvor han spiller klaver hver fredag og lørdag.
Fluen fik sin helt store overraskelse i form af aftensmad på "Les Halles" i nærheden af Financial District, hvor maden var virkelig virkelig god. "Les Halles" blev berømt i Anthony Bourdains bog, der senere blev lavet til TV-serie, "Kitchen Confidential".
Mætte, og iklædt nye sko, gik vi hen til One World Trade Center efter aftensmaden. Det er pænt højt (1776 feet), men desværre havde jeg misforstået noget, så hvad jeg troede var vejen til Ground Zero, viste sig bare at være vejen væk fra Ground Zero. Det blev dog korrigeret af nogle flinke indfødte new yorkere, der forklarede, at vi skulle søge om tid til at komme ind og se det. Så i morgen 10.30 er vi på pletten.
Aftenen blev igen tilbragt med at sidde i heden på trappen og bryde loven med vores beholdere med alkohol i.
Lige nu regner det, og vi har skiftet lidt planer rundt, men vi satser stadig på at nå det hele.
lørdag den 29. juni 2013
Delancey I love you...
Jeg blev sat på gaden i morges, da Mor og Niels fandt ud af, at min seng var bredere end deres. Hvad jeg sidenhen fandt ud af er, at deres seng også larmer mere end den jeg havde til at starte med. Ja ja. Til gengæld er jeg sluppet for Rasle, airconditionen i det andet værelse, til fordel for puste, der holder en nærmest arktisk temperatur på det nye værelse. You win some, you loose some.
Aftenens foder blev indtaget på Katz Delicatessen, på East Houston Street. Stedet er en legende blandt New Yorkere, mens de fleste outsidere kender det fra Donnie Brasco eller Da Harry mødte Sally (Den falske orgasme-scene). Deres piece de resistance er Pastrami-sandwichen, som i virkeligheden blot er en stabel enormt vellavet pastrami mellem to skiver ristet franskbrød. Det er en tung omgang, og i virkeligheden ville jeg foretrække, at der var lidt mindre kød og lidt mere grønt i sandwichen, for at gøre den lidt mere spændende, men New York er stadig ikke helt blevet virkelighed.
Landet står for mig, og sikkert også en masse andre, som et stykke pop-kultur, vi kender fra bøger, film og musik. Der er mange forskellige steder i de medier, hvor amerika skinner igennem, og som jeg har en mental check-liste, der gerne må blive kortere i takt med, at vi rejser videre.
Det var derfor ret fedt, at se Delancey St. og subway-stationerne, der har været nævnt i en del film, men som for mig står klarest i forbindelse med Fun Lovin Criminals' nummer "Southside".
Det giver noget substans til de forskellige steder, uden at tage noget fra det. Bliver sjovt at tænke tilbage på, når dagen igen bliver virkelighed.
Godnat verden... Sov godt
Aftenens foder blev indtaget på Katz Delicatessen, på East Houston Street. Stedet er en legende blandt New Yorkere, mens de fleste outsidere kender det fra Donnie Brasco eller Da Harry mødte Sally (Den falske orgasme-scene). Deres piece de resistance er Pastrami-sandwichen, som i virkeligheden blot er en stabel enormt vellavet pastrami mellem to skiver ristet franskbrød. Det er en tung omgang, og i virkeligheden ville jeg foretrække, at der var lidt mindre kød og lidt mere grønt i sandwichen, for at gøre den lidt mere spændende, men New York er stadig ikke helt blevet virkelighed.
Landet står for mig, og sikkert også en masse andre, som et stykke pop-kultur, vi kender fra bøger, film og musik. Der er mange forskellige steder i de medier, hvor amerika skinner igennem, og som jeg har en mental check-liste, der gerne må blive kortere i takt med, at vi rejser videre.
Det var derfor ret fedt, at se Delancey St. og subway-stationerne, der har været nævnt i en del film, men som for mig står klarest i forbindelse med Fun Lovin Criminals' nummer "Southside".
Det giver noget substans til de forskellige steder, uden at tage noget fra det. Bliver sjovt at tænke tilbage på, når dagen igen bliver virkelighed.
Godnat verden... Sov godt
Nightcabs og bussen der flyttede ind
Det var, mildt sagt, en fornøjelse at ankomme i NYC sent i går aftes.
På turen over, lykkedes det dog at se store dele af Island, et godt stykke af Grønland (Som dog primært bestod af hvidt på gråt) og over flere gange Canadas grønne skove. Grundet forvirring under billetbestillingsfasen, lykkedes det mig at blive opgraderet til Economy Comfort, der betød gratis opvartning i den dyre ende af flyet, som alle andre dog også fik, da vi skulle flyve i gammel lorteflyver uden privat underholdning. Fra Island til NY var sædet lige som alle andres, bortset fra, at jeg sad alene i en række på tre, lige ved indgangen, som arbejdede overtid som venteplads for bl.a. tissetrængende folk og en mand sidst i tyverne, og hans utrøstelige spædbarn, der græd og græd og græd.. (Søren, rejs dig og buk!)
Til gengæld gik gennemgangen i JFK som smurt. Vi var blandt de første af flyet, og vandt en masse tid på at slippe for kø. Til gengæld tabte vi den igen, da vores bagage var blandt den sidste, der kom fra flyet.
Ingen problemer med indrejse eller irriterende TSA-agenter til gengæld. Og da vi fik vristet Fluen fra diverse Pirattaxaer på parkeringspladsen og fik lokaliseret nummeret på vores kontaktperson til lejligheden på Lower East Side, kunne jeg endelig læne mig tilbage og nyde indtrykkene af byen, der aldrig sover.
Til gengæld er vejnettet herovre det 21. århundredes gladiator-arena. (Hvilket blev understreget af en dødsulykke på expresvejen mellem Brooklyn og Manhattan i morges.) Det skal nok blive spændende at skulle køre ud af byen på onsdag.
Men byen har alligevel gjort indtryk, selvom det var mørkt og jeg på daværende tidspunkt havde været vågen i 29 timer efter en nat med knap fem timers søvn. Vi fik glimt at skylinen fra Brooklyn flere gange, og selvom det var nemmere at tage Manhattan-bridge end Brooklyn, så klager jeg ikke. Det var en oplevelse. Og Brooklyn er på tirsdag.
En hurtig recon op og ned ad gaden afslørede en McDonalds, (fik lige hurtig cheeseburger. Men det er også SIDSTE gange jeg gider det skidt.) og en kiosk, der varm leveringsdygtig i koldt at drikke. Der er lige nu omkring 27 grader, og i vejrudsigten herovre snakker de om storm. Men fordi alt er så stort og bygningerne så høje står luften ofte stille. Og så er der helt enormt varmt alle steder. Fedt at opleve sommer, men noget af en omvætning, fra det skidt som DK har kunne præstere de sidste tre år.
I dag har vi været på gå-tur. Min mentale check-liste kan nu krydse Delancey Street og Flatiron af, og mens jeg ligger og skriver dette samler jeg appetit til aftensmaden, som vi vil have på Katz Deli, der ligger to sving til venstre og et til højre, 800 meter herfra.
Men vi er gået gennem Chinatown og Lower East Side til Flatiron district, og været i butikker, på farmers market og bare kigget på by. Byen begynder stille at vise sit potentiale, og de snoldede fire dage, vi har til at bevæge os rundt herovre er jo slet slet ikke nok. Men så har vi jo undskyldning for at vende tilbage.
Lige nu holder der en bus, der påstår, at det er en miljørigtig hybridbus, og lyder og lugter som en traktor, i frigear uden chauffør bag rattet lige udenfor vores opgang. Vi bor på 221 Madison Street, og til den ene side (i kælderen) kan vi købe et kasseapperat, og ovenover (på en hævet stueetage) kan vi få repareret vores bil. Til den anden side kan vi lynhurtigt få ordnet vores indkomstskat. Lidt længere nede ad gaden ligger multibutikken, Best Cuts, der både byder på frisør-, tatoverings- og guld-opkøbsforretning.
Lige overfor ligger der en park, hvor en vred kvinde har råbt i megafon i lidt over en time.
Jeg begynder at forstå, hvorfor folk bliver så solgt på byen. (Didde, this means you)
På turen over, lykkedes det dog at se store dele af Island, et godt stykke af Grønland (Som dog primært bestod af hvidt på gråt) og over flere gange Canadas grønne skove. Grundet forvirring under billetbestillingsfasen, lykkedes det mig at blive opgraderet til Economy Comfort, der betød gratis opvartning i den dyre ende af flyet, som alle andre dog også fik, da vi skulle flyve i gammel lorteflyver uden privat underholdning. Fra Island til NY var sædet lige som alle andres, bortset fra, at jeg sad alene i en række på tre, lige ved indgangen, som arbejdede overtid som venteplads for bl.a. tissetrængende folk og en mand sidst i tyverne, og hans utrøstelige spædbarn, der græd og græd og græd.. (Søren, rejs dig og buk!)
Til gengæld gik gennemgangen i JFK som smurt. Vi var blandt de første af flyet, og vandt en masse tid på at slippe for kø. Til gengæld tabte vi den igen, da vores bagage var blandt den sidste, der kom fra flyet.
Ingen problemer med indrejse eller irriterende TSA-agenter til gengæld. Og da vi fik vristet Fluen fra diverse Pirattaxaer på parkeringspladsen og fik lokaliseret nummeret på vores kontaktperson til lejligheden på Lower East Side, kunne jeg endelig læne mig tilbage og nyde indtrykkene af byen, der aldrig sover.
Til gengæld er vejnettet herovre det 21. århundredes gladiator-arena. (Hvilket blev understreget af en dødsulykke på expresvejen mellem Brooklyn og Manhattan i morges.) Det skal nok blive spændende at skulle køre ud af byen på onsdag.
Men byen har alligevel gjort indtryk, selvom det var mørkt og jeg på daværende tidspunkt havde været vågen i 29 timer efter en nat med knap fem timers søvn. Vi fik glimt at skylinen fra Brooklyn flere gange, og selvom det var nemmere at tage Manhattan-bridge end Brooklyn, så klager jeg ikke. Det var en oplevelse. Og Brooklyn er på tirsdag.
En hurtig recon op og ned ad gaden afslørede en McDonalds, (fik lige hurtig cheeseburger. Men det er også SIDSTE gange jeg gider det skidt.) og en kiosk, der varm leveringsdygtig i koldt at drikke. Der er lige nu omkring 27 grader, og i vejrudsigten herovre snakker de om storm. Men fordi alt er så stort og bygningerne så høje står luften ofte stille. Og så er der helt enormt varmt alle steder. Fedt at opleve sommer, men noget af en omvætning, fra det skidt som DK har kunne præstere de sidste tre år.
I dag har vi været på gå-tur. Min mentale check-liste kan nu krydse Delancey Street og Flatiron af, og mens jeg ligger og skriver dette samler jeg appetit til aftensmaden, som vi vil have på Katz Deli, der ligger to sving til venstre og et til højre, 800 meter herfra.
Men vi er gået gennem Chinatown og Lower East Side til Flatiron district, og været i butikker, på farmers market og bare kigget på by. Byen begynder stille at vise sit potentiale, og de snoldede fire dage, vi har til at bevæge os rundt herovre er jo slet slet ikke nok. Men så har vi jo undskyldning for at vende tilbage.
Lige nu holder der en bus, der påstår, at det er en miljørigtig hybridbus, og lyder og lugter som en traktor, i frigear uden chauffør bag rattet lige udenfor vores opgang. Vi bor på 221 Madison Street, og til den ene side (i kælderen) kan vi købe et kasseapperat, og ovenover (på en hævet stueetage) kan vi få repareret vores bil. Til den anden side kan vi lynhurtigt få ordnet vores indkomstskat. Lidt længere nede ad gaden ligger multibutikken, Best Cuts, der både byder på frisør-, tatoverings- og guld-opkøbsforretning.
Lige overfor ligger der en park, hvor en vred kvinde har råbt i megafon i lidt over en time.
Jeg begynder at forstå, hvorfor folk bliver så solgt på byen. (Didde, this means you)
Abonner på:
Opslag (Atom)