Downtown Miami ligner meget New York med høje skyskrabere over det hele. Bare... renere. Det har muligvis noget at gøre med, at stort set alle bygninger er bygget i hvidt eller lyse nuancer. Vi fik set det nye stadium, hvor Miami Heat holder til, som er et fantastisk bygningsværk. Alt i alt lidt spændende at se.
Efter busturen, stod den på bådtur rundt i Biscayen. Vi fik set de forskellige småøer, som Fisher- og Star Island, som er hjem for en lang række prægtige huse, hvor en lang række kendisser har boet. Topmålet var dog Casa Montana, fra Scarface, hvor blodet fra filmen stadig er på væggene.
Miami er fed. Og jeg har ikke engang kommet rigtigt i dybden med South Beach. Bare vent.
Vores onsdagstur var en pose blandede nødder. Vi kørte temmelig længe for at komme ud til alligator-stedet, og turen i flodbåd var fed, men vi så faktisk kun et par fritlevende alligatorer. Flodbådene opfører sig mere eller mindre som et luftpude-fartøj. Den skøjter rundt på vandet. Det kunne sgu være sjovt at prøve at køre selv.
Efter bådturen var der alligatorshow, hvor de blev fodret og en gut fra stedet forklarede om dem. Det var ok, men bagefter kunne man så gå rundt og kigge på de forskellige alligatorer, der lever rundt omkring i Everglades, samt et par stykker, der er hentet ind fra andre steder, og det var nu en sølle forsamling.
Det var en oplevelse, helt klart, men ikke udelukkende positivt.