Optimus, Bruce og mig!

Sidste dag i LA brugte vi i Universal Studios forlystelsespark. Vi havde godt hørt, at der ville være lidt kø, men det var fuldstændigt latterligt, så længe vi skulle vente. Vi ankom kort før middag, da vi ikke lige var helt så friske fra morgenstunden, som vi havde håbet på.

Det tog os tyve minutter at komme ind i selv parken, og det gav faktisk lidt håb om, at det måske bare var overdrivelser, når folk sagde, at køerne var endeløse.

Et skilt lige indenfor indgangen annoncerede, at der var mellem 30 og 90 minutters ventetid på de forskellige "rides".

Vi skyndte os derfor ned mod Transformers, som vi begge gerne ville prøve. Køen strakte sig temmelig langt udenfor, men alligevel lignede det ikke 90 minutters kø. Og efter tyve minutter gik vi da også gennem indgangen. At der så var noget i retning af tre kvarters yderligere skuflen rundt inde i tunneller efterfølgende gjorde, at humøret måske ikke lige var i top, da vi nåede frem.

Yderligere havde Fluen ikke lige forberedt sig på, at det var et "ride", og ikke en stillestående oplevelse. Lidt overtalelse senere var det dog løst, og da vi endelig stod klar, må jeg indrømme, at jeg glædede mig som en lille dreng.

Selve turen har varet omkring ti minutter. Men i de ti minutter blev jeg kørt gennem gader og stræder som en gal, skudt på og slået ud efter af Megatron og andre Decepticons. Jeg er blevet spist af en constructicon (Devastator), trukket rundt i byen efter Starscream, og braget igennem 20. etage i en kontorbygning, indtil jeg til sidst blev efterladt på taget af en skyskraber, der kollapsede under mig, og jeg tordnede mod jorden, til Bumblebee heldigvis greb mig i sidste øjeblik, så jeg kunne se Optimus give røvfuld til Megatron og derefter takke mig for hjælpen.

Det var ventetiden værd. Jeg var klar til at starte forfra, men dagen skred fremad, og vi ville gerne på Studio Tour, så vi fandt noget mad (hvor der også var kø alle steder) og stillede os derefter i kø til Studio Touren.

Desværre var mit kamera fyldt, så der er ikke ret mange billeder, da jeg ikke kan slette indviduelt. Men turen gik gennem forbi de mange studier rundt omkring Universal City, samt nogle af de store udendørs-sets.

Vi har set deres Amerikanske by, hvor blandt andet Tilbage til Fremtiden er optaget, deres europæiske by, settet til Psycho, Dødens Gab (Hvor hajen Bruce dukkede op), fly-settet fra War of the Worlds og villavejen fra Hysteriske Hustruer. (jaja)

Og endnu en 3-D oplevelse, hvor King Kong reddede os fra angribende Tyrannosaurer, med både rystelser og lyd og tilhørende spyt. God abe!

Det er den vildeste turist-ting. Det er Djurs Sommerland i første weekend af sommerferien x 20. Men den Transformers tur var SÅ fed.

Det skal prøves. Og touren var også spændende.

Vi kom tilbage til hotellet og gik ned til Graumans Chinese Theater og så på stjerner, men mit andet kamera var løbet tør for strøm. Så vi spiste en hurtig aftensmad på Hard Rock Café og prøvede igen dagen efter, hvor vi havde checket ud. Vi fik set lidt stjerner, men kun dem på fortovet og efterfølgende lettede vi fra LA mod San Francisco, hvor vi tog et hurtigt stop i Solvang, der skulle være en dansk forpost.

Jeg lader være med at kommentere for meget, men lægger nogle billeder ud lige om lidt.

Vi ankom sent til San Francisco, og stod op dagen efter, hvor vi kørte mod NFL-stadiummet Candlestick Park, der huser San Francisco 49ers. Desværre var stedet lukket, da der skulle være noget koncert, så nu er vi kommet på det forkerte tidspunkt to ud af tre steder. (Krydser fingre)

Vi tog lidt billeder og vendte snuden mod Golden Gate. Den er fin, men mindre end vi havde regnet med. Desuden stod tågen ind, men vi kom da over og kunne se udover bugten. Vi blev enige om, at vi sagtens ville kunne svømme fra Alcatraz og i land. Det ser jo ikke så slemt ud.

Vi vendte hjemad, og snuppede lige The Presidio på vejen mod Lombard Street, der er den røde murstensvej midt i det hele. Så den har vi OGSÅ kørt på.

I morgen står den på Fishermans Wharf og sporvogne.

Pop-kult-tur og fødderne i stillehavet!

Siden LA er den første bil-venlige by, vi har været i, besluttede vi os for at tage nogle ture, sammen med Ulrik og Katrine. Første dag blev det til Mulholland Drive i Hollywood Hills. En spændende køretur på meget snirklede veje, med nogle gode udkigspunkter ud over byen. Der ligger nogle superfede huse på Mulholland, og vi fandt også ud af, at bl.a. Jack Nicholson bor på Mulholland dr.

Turen op til starten gik via en mindre omvej ud gennem Glendale og videre ud til Mulberry Drive i bydelen Whittier. Et mindre GPS-operationsfejl, som dog gav en oplevelse og en tur rundt i LA.

Om aftenen tog vi på engelsk pub, The Cat 'n' Fiddle. God mad, gode øl og en sand strøm af hvide russere. Det var godt og sindssygt hyggeligt. Aftenen sluttede desværre da vi kom tilbage, for vores lokale spritleverandører var alle lukkede. kl. 2 en lørdag i LA. Sært.

Det var derfor ikke overraskende, at hovederne var tunge og søndag morgen. Vi fik os dog samlet og tog til Venice Beach. Så nu har jeg også haft stængerne i stillehavet (Der i øvrigt ligner vesterhavet til forveksling.)

Venice Beach er en turist-fælde, hvis man holder sig til stranden, men nabolaget bag er farverigt og interessant. Nok også mere end så meget andet LA har har at byde på. Vi nåede at se The Dudes hjem fra Big Lebowski, da vi kørte ned til restauranten, hvor nihilisterne spiser Lingonberry pandekager.

Vi kørte gennem Rodeo Drive, Century City og lidt andre steder på vej hjem forbi, inden vi sluttede ved Griffith's Observatory efter mørkets frembrud.

Los Angeles er STOR! Ikke på samme måde som New York er stor, eller Tokyo. LA's downtown er forholdsvist kompakt, og der er ikke kæmpe skyskrabere over det hele, lige som i NYC. Størstedelen af byen er parcelhusområder, og derfor virker det ikke så stort, når man er midt i det. Men at stå der, og kigge ud over byen om natten... Der var det sgu svært ikke at være imponeret. Lysene strækker sig fra den ene ende af synsfeltet til den anden, og så langt øjet rækker. Og hvis man husker på, at vi stod på midt i Hollywood Hills, hvor San Fernando Valley ligger bagved, så bliver det bare endnu større.

Vi sluttede af med et par øl på hotellet med Ulrik og Katrine, og sendte dem afsted mod Las Vegas.

Næste indlæg handler om, hvordan jeg fik tæv af Megatron, og næsten blev spist af en dinosaur og en hvid haj. Good times!

Ørkenkørsel på Route 66 og Bright Lights Big City

Held i uheld var at, vi fik chancen for at se turen fra Phoenix til Flagstaff. Inklusive de røde klipper omkring Sedona området.

Det er ikke rigtigt ørken, da der er både træer og palmer, men det er klassisk cowboy-film-steppe og der er virkelig nogle store strækninger herovre.

Sedona er et tidligere indianerområde, hvor man kan se mange af de runde røde klipper, som man ser i filmene. Det er virkelig smukt deroppe. Hvis man kommer forbi, er det værd at se. Vi var pressede tidsmæssigt, pga. bøvl, så vi nåede kun en lille del af området i bil.

Herefter gik turen til Seligman, der er starten på det, der i dag er det mest autentiske Route 66. "The Main Street of America" hedder det blandt amerikanerne, og Steinbecks kaldte den "The Mother Road" i "Vredens Druer", og det er den rute, der gik fra Chicago til Los Angeles. Strækningen mellem Seligman i øst og Kingman i nord, var blevet foreslået af Joey, og tak for det.

Omkring 75 miles er stort set intet andet end motorvej (en-sporet, vel at mærke) og, hvad jeg går ud fra er telefon/graf-pæle. Og så bare store åbne vidder indrammet af bjerge, fra the Rockies.

I den anden ende af strækningen blev vi mødt af byen Kingman, der overhovedet ikke minder om Seligman. En større by med masser af skilte og lys.

Det tog lidt længere at køre på vejen, men det er en oplevelse.

Desværre gjorde det, at vi ikke fik set Hoover Dam i dagslys (Så det prøver vi lige igen), men til gengæld kunne vi se lysene fra Vegas allerede 30 miles væk. At køre ind i byen på den måde var fedt. Desværre var vi så smadrede og hotelværelsesklar, at vi bare tjekkede ind og gik i seng.

I dag har vi så været rundt til fods og kigge på Casinoer. Vegas er virkelig en legeplads. På den ene side af vores hotel/casino ligger Manderlay Bay, der er skinnende guldfarvet og kæmpe stort. På den anden, Excalibur, der mest af alt ligner et kæmpemæssigt legetøjsslot. Videre nede ligger New York New York, hvor facaden inkluderer modeller af Frihedsgudinden, Chrysler- og Empire State Buildings, samt en miniature-udgave af Brooklyn Bridge. Og sådan fortsætter det bare. Det er absolut imponerende, og Bellagios spring, der giver shows med musik, kræver en nærmere undersøgelse. (Torsdag aften)

Vores eget Casino er Luxor, og her er der en kæmpe Pyramide, hvor toppen lyser om natten. Det er faktisk det kraftigste menneskeskabte lys i verden. Så vi har da noget at gå efter, når vi skal finde hjem. Foran pyramiden ligger en Sfinx, der dækker over valet-parkeringsområde.

Når man så kommer ind i selve pyramiden, der indeholder en del af de 4500 værelser og suiter, er der bygget plateau op i selve hulrummet. Tre barer, en kælder med restaurant, hvor man kan spise alt, hvad man vil fra italiensk, mexikansk, kinesisk og amerikanske køkkener, samt en kæmpe salatbar. Stedet har ALT, bortset fra dagslys og ure.

Værelserne er fede og stedet er virkelig smukt.

Vi gik op til Bellagio og tilbage igen, og har været omkring MGM Grand, New York, Excalibur, Aria, Cosmopolitan og nogle flere.

Vi sluttede dagen af ved Blackjack bordene, hvor undertegnede ikke ligefrem havde det store held med sig, mens Fluen gik fra bordet med over 100 dollars mere end han satte sig med.

I morgen snupper vi Hoover Dam igen, og så vil vi på Hard Rock Cafe og Hooters. Torsdag er blevet alene-dag, siden vi trænger til lidt luft, og fredag skal vi så til LA, hvor jeg har lagt et lille stop ind på vejen.

Kæmpedrinks på Ocean Drive og fødderne i Atlanterhavet.

South Beach er ikke helt ligesom resten af Miami. Jo jo, der er lige så varmt og fugtigt, men bydelen skiller sig alligevel ud fra resten af Miami på nogle ganske specifikke områder.

Først og fremmest er hele nabolaget bygget i art deco-stil. Hvis man rykker et hus ned og vil bygge et nyt, er der sygt strikse regler for, hvordan det skal se ud. Colony Hotel på Ocean drive er et fremragende eksempel på stilen. Om det et godt eller skidt, skal jeg lade være op til hver enkelt. Jeg synes godt om det, og det skaber et ganske specielt indtryk af byen.

South Beach er befolket af primært unge mennesker, der går i byen og på stranden. Der er altid en fest et sted (Som regel flere steder) og ligesom i TV, kan man godt undre sig over, hvordan de har råd til at ligge på stranden om dagen og feste om natten. Men hey. Det er trods alt juli, og der er sommerferie. Så der er jo nok en forklaring på alting.

Hele strandfænomenet gør dog, at der er en temmelig høj frekvens af piger, der iklædt meget lidt tøj, bevæger sig fra og til stranden.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville ud og have fødderne i Atlanterhavet. De har jeg aldrig haft før. Vandet var smålunkent! Det var helt vildt. Normalt er vesterhavet altid pisse koldt, men ikke her. Det var fedt.

Ocean Drive er den sidste gade inden stranden går ud til Atlanterhavet, og det er i høj grad her, der sker noget, når solen er gået ned og temperaturen falder til midt i tyverne. Det er her byen virkelig bliver til en fest. Hoteller og restauranter op og ned af strandpromenaden dyrker Happy Hour, hvor en bliver til to uden ekstra omkostninger, og hvor maden ofte også er til halv pris. Oveni er der steder som The Clevelander, der kun er bar, men som lige går den ekstra mil i konceptet.

Uanset hvor vi er endt henne, har folk været søde og hjælpsomme. Alle har kunnet give os råd om, hvor og hvordan. De har taget sig tid til at svare på spørgsmål og en stor del starter bare samtaler, for at gøre det.
Men på strandpromenadehotellerne går man aggressivt efter at få folk ind og spise, så smukke kvinder er ansat til intet andet end at gå op til folk, og invitere dem hen og spise.

Vi undslog os dem de første par nætter, hvor vi spiste på en cafe lige rundt om hjørnet, der havde fået fine anmeldelser. Dagen efter gik vi på Johnny Rockets, hvor maden var lidt kedelig, men det var stadig fedt at se stedet fra Scarface. (Det er her, scenen med motorsaven er filmet.)

Sidste aften besluttede vi os dog for at gå all in, og ved et tilfælde endte vi på Colony Hotel. En sød serbisk servitrice forsikrede os om, at Happy Hour stadig var gældende, og for 35 dollars, kunne få en South Beach-special: The Bulldog.

Det er i virkeligheden en Margarita (I dette tilfælde: Tequila, triple sec og lime) i et liter glas med to coronaer stukket ned i. I anledning af Happy Hour, blev den fulgt op af en Bahama Mama, (Noget rom, romlikør og juice. Den smager godt) af samme størrelse med coronaer.

Da vi havde fortæret maden, gik turen hjemad, hvor vi sluttede med et par øl i baren på Hotel Clinton. Det var et pænt sted, og baren var god. Tak til Mark, vores bartender.

Vi forlod South Beach med en smule tømmermænd. Og jeg vil meget gerne tilbage. Havde jeg været 23, ville jeg aldrig have forladt stedet.

På tur i Miami med flodbåd, bus og båd

Vi fik hurtigt arrangeret rundture i Miami efter vi ankom i søndags. Et mindre eventbureau lå lige ved siden af vores hotel, og her var en sød pige ved navn Gaby hurtig til at få syet en pakke sammen til os. Mandag stod på bus- og bådtur rundt i byen, og onsdag ud til sumpområdet Everglades udenfor Miami, hvor alligatorer lever i det fri.

Busturen gik gennem Downtown Miami, Coral Gables og Little Havana. 

Downtown Miami ligner meget New York med høje skyskrabere over det hele. Bare... renere. Det har muligvis noget at gøre med, at stort set alle bygninger er bygget i hvidt eller lyse nuancer. Vi fik set det nye stadium, hvor Miami Heat holder til, som er et fantastisk bygningsværk. Alt i alt lidt spændende at se.

Coral Gables er den rigere del af byen, og her fik vi set en masse flotte huse, og en del fede biler. Topmålet var Hotel Biltmore. Det femstjernede hotel er vanvittigt flot, og har været med en hel masse forskellige film. (Jeg kan kun lige huske Bad Boys, men der er andre).

25% af befolkningen i Miami er af cubansk afstamning, og en del af dem har bosat sig i den del af byen, er nu hedder Little Havana. Det var helt klart også den fedeste oplevelse på busturen. Det har nok ikke forfærdeligt meget at gøre med det rigtige Havana, men det har helt klart en ganske speciel karakter. Og vi fik set det eneste sted i USA, hvor man kan købe ægte cubanske cigarer. Der sidder ganske enkelt en ældre cubansk herre og håndruller skidtet.

Efter busturen, stod den på bådtur rundt i Biscayen. Vi fik set de forskellige småøer, som Fisher- og Star Island, som er hjem for en lang række prægtige huse, hvor en lang række kendisser har boet. Topmålet var dog Casa Montana, fra Scarface, hvor blodet fra filmen stadig er på væggene.

Miami er fed. Og jeg har ikke engang kommet rigtigt i dybden med South Beach. Bare vent.

Vores onsdagstur var en pose blandede nødder. Vi kørte temmelig længe for at komme ud til alligator-stedet, og turen i flodbåd var fed, men vi så faktisk kun et par fritlevende alligatorer. Flodbådene opfører sig mere eller mindre som et luftpude-fartøj. Den skøjter rundt på vandet. Det kunne sgu være sjovt at prøve at køre selv.

Efter bådturen var der alligatorshow, hvor de blev fodret og en gut fra stedet forklarede om dem. Det var ok, men bagefter kunne man så gå rundt og kigge på de forskellige alligatorer, der lever rundt omkring i Everglades, samt et par stykker, der er hentet ind fra andre steder, og det var nu en sølle forsamling.

Det var en oplevelse, helt klart, men ikke udelukkende positivt.

Delancey I love you...

Jeg blev sat på gaden i morges, da Mor og Niels fandt ud af, at min seng var bredere end deres. Hvad jeg sidenhen fandt ud af er, at deres seng også larmer mere end den jeg havde til at starte med. Ja ja. Til gengæld er jeg sluppet for Rasle, airconditionen i det andet værelse, til fordel for puste, der holder en nærmest arktisk temperatur på det nye værelse. You win some, you loose some.

Aftenens foder blev indtaget på Katz Delicatessen, på East Houston Street. Stedet er en legende blandt New Yorkere, mens de fleste outsidere kender det fra Donnie Brasco eller Da Harry mødte Sally (Den falske orgasme-scene). Deres piece de resistance er Pastrami-sandwichen, som i virkeligheden blot er en stabel enormt vellavet pastrami mellem to skiver ristet franskbrød. Det er en tung omgang, og i virkeligheden ville jeg foretrække, at der var lidt mindre kød og lidt mere grønt i sandwichen, for at gøre den lidt mere spændende, men New York er stadig ikke helt blevet virkelighed.

Landet står for mig, og sikkert også en masse andre, som et stykke pop-kultur, vi kender fra bøger, film og musik. Der er mange forskellige steder i de medier, hvor amerika skinner igennem, og som jeg har en mental check-liste, der gerne må blive kortere i takt med, at vi rejser videre.

Det var derfor ret fedt, at se Delancey St. og subway-stationerne, der har været nævnt i en del film, men som for mig står klarest i forbindelse med Fun Lovin Criminals' nummer "Southside".

Det giver noget substans til de forskellige steder, uden at tage noget fra det. Bliver sjovt at tænke tilbage på, når dagen igen bliver virkelighed.

Godnat verden... Sov godt