Arlington Road Trip

Washington var højt på listen over steder, jeg virkelig har set frem til. Man er vel West Wing fan...

Vi ankom sent, men fik da spottet et par småting på vejen ind. Efter at have læsset de andre af ved hotellet, brugte jeg næsten en halv time på at finde en parkeringsplads. I forhold til at resten af landet elsker deres biler, er deres regeringsby, forfærdeligt bil-fjendsk. Det lykkedes dog til sidst, og vores hotel skulle vise sig at være ganske fremragende placeret. 20 minutters gang til det hvide hus.

Dagen efter begav vi os ned mod græsarealerne mellem Lincoln Memorial og Capitol, der hedder The Mall. Turen derned gik gennem et af Washington DCs ældste nabolag, Foggy Bottom. Ganske enkelt fordi navnet er ganske fantastisk.

Turen viste dog både godt og skidt. Washington er enormt ren. New York var faktisk også meget ren, men noget mere slidt. På vej ud af byen lagde jeg mærke til flere steder, hvor der var rengøringspersonale i gang med at spule facade og male nyt.

På den anden side, så vi flere hjemløse, der havde slået telte op langs med en lille arm af, hvad jeg går ud fra var Potomac-floden. Vi oplevede dog ikke Washington udenfor det politiske magtcentrum, men jeg har ladet mig fortælle, at der er mange hjemløse og fattige i byen.

Da vi ankom til Lincoln Memorial, i den ene ende af The Mall, var det blevet meget tydeligt, at det var Independence Day, og at byen var i gang med at gøre klar til fest. Den gade, der følger The Mall på den nordlige side, hedder Constitution Avenue, og den var lukket af til en parade.

Efter hurtigt sikkerhedstjek kom vi ind og fik set Lincoln Memorial. Og hvis I vil bære over med mig et kort øjeblik: Derfra gik vi videre til de forskellige mindesmærker for de større krige i den amerikanske historie, indtil vi satte os ud og kiggede på Paraden.

Lincoln Memorial var imponerende. Det samme kan faktisk siges om de fleste bygninger i byen. Der er søjler over det hele. Det er marmor og lyse sten. Og det er på en fuldkommen forrykt skala. Alt er enormt. Inkl. selve Lincoln Statuen. Og passende nok havde jeg lige set filmen om manden, og det var en fantastisk oplevelse at stå der og se den.

I det hele taget var hele byen fyldt med den samme fornemmelse.

Paraden var et sammensurium af forskellige indslag. Fra fede klassiske amerikanske biler, til paradevogne med skønhedsprinsesser og American Idol-vindere til balloner og tambur-bands. I det hele taget meget amerikansk.

Vi fandt noget frokost, og begav os op på Pennsylvania Avenue og vandrede langs den ned til Capitol, hvor vi fandt en taxa hjem. På turen fik vi set de fleste forskellige ministerier. Lige fra Labour og State til Skattevæsenet og Pharceut-lobbyens hovedkvarter. Fantastisk sammensurium af politik og private interesser. The american dream.

Vi vendte lige omkring på hotellet for at skifte og dampe af, og fik set forsiden af White House (som desværre er lukket for tour for tiden) inden vi igen befandt os på The Mall ved foden af Washington Memorial (Obelisken) og ventede på 4. juli-fyrværkeriet. 15 minutters farveeksplosion med amerikanske kunstnere der sang America the Beautiful og Star-spangled banner i baggrunden, gav den sidste brik.

Midt i tempel-lignende kæmpebygninger, overdådige springvand og mindesmærker, er det ikke svært at se, hvor stolte amerikanerne er af deres historie, og hvor mange kræfter de bruger på at huske slag, dage og personer med indflydelse på udfaldet.

Jeg er ret vild med byen, men jeg tror måske nok, at jeg har set, hvad der er at se udefra. Det hvide hus var en fed oplevelse, men hvis man nu kunne komme indenfor. Se kontorerne, folkene. Være lidt med eller bare kigge på i stedet for at se det udefra. Det er næste skridt.

For denne gang må vi stille os tilfredse med at have set det udefra og nydt, at den renlige del af Washington var en stor oplevelse.

Den 5. juli blev brugt på at få set bagsiden af det hvide hus, og haven omkring. Derefter tog vi omkring Pentagon, som er svær at være imponeret over, siden det er svært at se mere end to sider af gangen. Men den er godt nok stor.

Og så ligger den lige ved Arlington, kirkegården for militærpersonale. Det er et KÆMPE område. Vi blev nødt til at begrænse os til at se John og Robert Kennedys gravpladser, hvide kors og gravstene i rigt mål, mindesmærket for kvinder i tjeneste og som kronen på værket, fik vi vagtskiftet ved den ukendte soldats grav med.

Derfra kørte vi mor og Niels til flyet og sendte dem hjem.

Det har været fantastisk at have dem med. Der er blevet gået, og der er blevet oplevet en masse, vi nok ikke ville have set, hvis vi var taget afsted alene.