Det er sidste aften i Amerika. I morgen flyver vi hjem. Der kommer et indlæg fra lufthavnen i morgen.
Inden da vil jeg lige fortælle lidt om Chicago. Vi har ikke lavet så meget, mens vi har været her. Vi har haft to hele dage her. Og skal først mod lufthavnen ved 18-tiden i morgen. Så vi har lidt timer, der skal fyldes. Kufferterne er pakket, og vi er klar til at komme hjem.
Men Chicago har været turens store overraskelse. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg havde forventet, men vi har gået en del rundt og bare kigget på byen, mens vi har været her. Det er en fed by. Flotte bygninger, lækkert og levende byliv, flinke mennesker. Jeg ville ønske, at vi vidste noget mere, end vi gjorde, da vi kom, så vi måske kunne have fået lidt mere ud af det, men vi er begge enige om, at byen har meget mere at byde på.
Det eneste "sight", vi har set, er Navy Pier, hvor vi tog ud i går aftes, efter at have vadet byen tynd. En mole, der stikker et godt stykke ud i Lake Michigan. Turistet, ja, men på en lidt mere afslappet måde en Fisherman's Wharf. Ja, og så så vi da også lige lidt mere af Route 66 på vejen ind til midtbyen.
Vi har mødt en masse søde mennesker i Chicago. Selv de fattige i byen er enormt høflige... altså udover dem der står og råber af minder på tankstationer og i gyder.
Vi har afleveret vores Chevy, og når vi får tjekket Millenium Park og Field's museum af listen i morgen, kan vi da sige, at vi har fået set en del af byen. I hvert fald den mere centrale del af byen.
Og den kan sagtens trække et besøg mere en gang.
Nu skal vi snart i seng. Jeg fik en lille japansk pige på omkring 40 kilo til at tæve mig igennem tidligere, og det har virkelig gjort godt. Noget der hedder Reflexology Massage. Kender det ikke, men det gav godt.
Så mere igen i morgen, inden vi flyver hjem.
tirsdag den 30. juli 2013
Ost, ost, ost, ost, ost ... Jeg må ha' ooooooossssttt!
Flyveturen til Chicago var heldigvis meget bedre end de tidligere indenrigsflyvninger, vi har oplevet herovre. Virgin Airlines var bedre end Frontier på mange fronter. Bedre sæder, bedre underholdning, kønnere stewardesser.
Efter en blød landing i Chicago fik vi udleveret vores sidste lejebil og vendte snuden nordpå. Det blev til en Chevy Impala LTX. All-american. Og en total overraskelse. Den var superfed at køre. Virkelig god oplevelse, og det fik hurtigt de tre timers tur til Green Bay overstået.
Jeg kunne ikke vente, selvom vores hotel lå en enkelt blok fra Lambeau, så da vi ankom i Green Bay kørte vi lige forbi og kiggede.
Klokken var dog blevet sent, og jeg havde læst, at de rundvisninger de tilbyder på Lambeau, skal købes personligt på dagen. Til gengæld var det første dag i training camp, så de tilbød den Legendariske Lambeau tour. To billetter, ja tak.
Og så ud og se på drengene træne.... Det foregik på en mindre græsplæne lige ved siden af stadium. Det virkede ikke super seriøst. Mere som en show-off ting for den temmelig store mængde mennesker, der var kommet til byen.
Offentlig træning blev overstået, og så skulle vi på tour. Lambeau er sindssygt flot. Vi fik set næsten det hele. De forskellige boxes, som man kan booked til arrangementer med udsigt over banen. Presserummet, og hele den nye sydsektion. Vi kom helt op til den øverste point-tavle og helt ned på selve banen (Som desværre ikke var kridtet op eller klar til at gå på. Men jeg har aet den. Og vi har set det besøgende holds omklædningsrum.
Packer's eget omklædningsrum er ovalt, så der ikke er nogen, der sidder og skumler i et hjørne. (Vi så billeder)
Og vi har hørt historien om både stadium og holdet.
Vi sluttede af med en god middag på Curly's (Restauranten i Lambeau) og vendte tilbage til hotellet. Dagen efter brugte vi seks timer på en tre timers køretur (Tak til vejarbejdet i Wisconsin.) inden vi ankom til sidste hotel i sidste by: Best Western på South Michigan Avenue i Chicago.
Efter en blød landing i Chicago fik vi udleveret vores sidste lejebil og vendte snuden nordpå. Det blev til en Chevy Impala LTX. All-american. Og en total overraskelse. Den var superfed at køre. Virkelig god oplevelse, og det fik hurtigt de tre timers tur til Green Bay overstået.
Jeg kunne ikke vente, selvom vores hotel lå en enkelt blok fra Lambeau, så da vi ankom i Green Bay kørte vi lige forbi og kiggede.
Klokken var dog blevet sent, og jeg havde læst, at de rundvisninger de tilbyder på Lambeau, skal købes personligt på dagen. Til gengæld var det første dag i training camp, så de tilbød den Legendariske Lambeau tour. To billetter, ja tak.
Og så ud og se på drengene træne.... Det foregik på en mindre græsplæne lige ved siden af stadium. Det virkede ikke super seriøst. Mere som en show-off ting for den temmelig store mængde mennesker, der var kommet til byen.
Offentlig træning blev overstået, og så skulle vi på tour. Lambeau er sindssygt flot. Vi fik set næsten det hele. De forskellige boxes, som man kan booked til arrangementer med udsigt over banen. Presserummet, og hele den nye sydsektion. Vi kom helt op til den øverste point-tavle og helt ned på selve banen (Som desværre ikke var kridtet op eller klar til at gå på. Men jeg har aet den. Og vi har set det besøgende holds omklædningsrum.
Packer's eget omklædningsrum er ovalt, så der ikke er nogen, der sidder og skumler i et hjørne. (Vi så billeder)
Og vi har hørt historien om både stadium og holdet.
Vi sluttede af med en god middag på Curly's (Restauranten i Lambeau) og vendte tilbage til hotellet. Dagen efter brugte vi seks timer på en tre timers køretur (Tak til vejarbejdet i Wisconsin.) inden vi ankom til sidste hotel i sidste by: Best Western på South Michigan Avenue i Chicago.
Bakkerne, broen og bugten
Med Solvang solidt i bakspejlet og enhver illusion om hjem hastigt falmende, blev det alligevel pænt sent inden vi nåede San Francisco. Men som enhver anden amerikansk storby var der motorvej direkte ind til Centrum, og der gik således ikke længe før vi endte på Super 8-motellet, der skulle huse os i San Francisco.
Mine kære bror synes tilsyneladende, at vi godt kunne dele en seng på 100x200 cm. Det endte i endnu et tilvalgsværelse, og hurtigt i seng.
Dagen efter bød på køretur i San Francisco. Først til 49ers stadiummet Candlestick Park, der ligger i, hvad man næsten kun kan betegne som et af byens fattigere kvarterer. Desværre var der lukket, da vi endelig kom derud, fordi der skulle være koncert. Udefra byder det ikke ligefrem velkommen, og der trænger til noget højtryksrens og en klat maling hist og her. Men det var stort. Meget stort.
Derfra gik turen over Golden Gate, hvor tågen lå så lavt, at toppen af tårnene på broen var væk på vejen over. Broen er imponerende, men mindre end jeg havde regnet med. Tre spor i hver retning. Da vi nåede den anden side, var der et udkigsområde, hvor vi fik godt overblik over bugten med Alcatraz i midten. Det ser nu ikke ud som om, at det ville være umuligt for en veltrænet person at svømme over til land.
På turen tilbage over Golden Gate var tågen lettet, og vi besluttede os (halvvejs tvunget af vores GPS) for at tage kystvejen tilbage. Den gik gennem The Presidio, der er en tidligere militærbase, som er blevet indrettet til park i dag.
Målet var at nå den røde murstens-sektion af Lombard-street, og inden vi nåede så langt, fik vi masser af mulighed for at køre både op og ned ad bakkerne i byen. Lombard Street derimod var virkelig stejl, og det var en fed fornemmelse at køre ad hårnålesvingene.
Dagen var brugt og vi valgt at slappe af om aftenen på hotellet.
Sidste dag i SF brugte vi på at kigge på bymidten og butikker, køre i Trolleycar og bare få en fornemmelse af byen. San Francisco virker mere ... ægte ... end mange af de andre byer vi har været i. Der var meget mere bylarm end vi oplevede de andre steder. Mange flere fattige, der tiggede og meget mere liv i gaderne. Også på de sene tidspunkter.
Vi tog ud på Fisherman's Wharf for at få aftensmad, og det må siges, at være noget nær det mest turistfældede vi har oplevet. Det minder om Djurs Sommerland med mindre aktiviteter og flere souvenirshops. Turen hjem blev i taxa med en galning, der åbenbart ikke havde den store frygt for bakker og tyngdekraft.
Fredag morgen tog vi afsked med San Francisco og fløj til Chicago.
Mine kære bror synes tilsyneladende, at vi godt kunne dele en seng på 100x200 cm. Det endte i endnu et tilvalgsværelse, og hurtigt i seng.
Dagen efter bød på køretur i San Francisco. Først til 49ers stadiummet Candlestick Park, der ligger i, hvad man næsten kun kan betegne som et af byens fattigere kvarterer. Desværre var der lukket, da vi endelig kom derud, fordi der skulle være koncert. Udefra byder det ikke ligefrem velkommen, og der trænger til noget højtryksrens og en klat maling hist og her. Men det var stort. Meget stort.
Derfra gik turen over Golden Gate, hvor tågen lå så lavt, at toppen af tårnene på broen var væk på vejen over. Broen er imponerende, men mindre end jeg havde regnet med. Tre spor i hver retning. Da vi nåede den anden side, var der et udkigsområde, hvor vi fik godt overblik over bugten med Alcatraz i midten. Det ser nu ikke ud som om, at det ville være umuligt for en veltrænet person at svømme over til land.
På turen tilbage over Golden Gate var tågen lettet, og vi besluttede os (halvvejs tvunget af vores GPS) for at tage kystvejen tilbage. Den gik gennem The Presidio, der er en tidligere militærbase, som er blevet indrettet til park i dag.
Målet var at nå den røde murstens-sektion af Lombard-street, og inden vi nåede så langt, fik vi masser af mulighed for at køre både op og ned ad bakkerne i byen. Lombard Street derimod var virkelig stejl, og det var en fed fornemmelse at køre ad hårnålesvingene.
Dagen var brugt og vi valgt at slappe af om aftenen på hotellet.
Sidste dag i SF brugte vi på at kigge på bymidten og butikker, køre i Trolleycar og bare få en fornemmelse af byen. San Francisco virker mere ... ægte ... end mange af de andre byer vi har været i. Der var meget mere bylarm end vi oplevede de andre steder. Mange flere fattige, der tiggede og meget mere liv i gaderne. Også på de sene tidspunkter.
Vi tog ud på Fisherman's Wharf for at få aftensmad, og det må siges, at være noget nær det mest turistfældede vi har oplevet. Det minder om Djurs Sommerland med mindre aktiviteter og flere souvenirshops. Turen hjem blev i taxa med en galning, der åbenbart ikke havde den store frygt for bakker og tyngdekraft.
Fredag morgen tog vi afsked med San Francisco og fløj til Chicago.
torsdag den 25. juli 2013
Billedgalleri 3
Omkring to timer nord for Los Angeles ligger byen Solvang. Den er efter sigende grundlagt af danske immigranter, og giver i dag et godt indblik i det forunderlige lille land i Europa, nord for Tyskland.
 |
| En klassisk hårde hvidevareforretning |
 |
| Læg mærke til Elverhøj museet |
 |
| Alle danske byer har jo en vindmølle som denne. |
 |
| En typisk dansk villavej. |
 |
| Pandekager fik vi ikke nogen af, de hele byen lukkede i siestaperioden. Et klassisk dansk move. |
 |
| Blåt stel og bagværk som vor bager leverer dem. |
 |
| Klassisk dansk design |
 |
| Jeg er ret vild med logoet. |
 |
| Fluens ansigt siger alt, hvad han mener om Solvang... |
 |
| ... og det blev ikke bedre af at komme i uiform |
onsdag den 24. juli 2013
Optimus, Bruce og mig!
Sidste dag i LA brugte vi i Universal Studios forlystelsespark. Vi havde godt hørt, at der ville være lidt kø, men det var fuldstændigt latterligt, så længe vi skulle vente. Vi ankom kort før middag, da vi ikke lige var helt så friske fra morgenstunden, som vi havde håbet på.
Det tog os tyve minutter at komme ind i selv parken, og det gav faktisk lidt håb om, at det måske bare var overdrivelser, når folk sagde, at køerne var endeløse.
Et skilt lige indenfor indgangen annoncerede, at der var mellem 30 og 90 minutters ventetid på de forskellige "rides".
Vi skyndte os derfor ned mod Transformers, som vi begge gerne ville prøve. Køen strakte sig temmelig langt udenfor, men alligevel lignede det ikke 90 minutters kø. Og efter tyve minutter gik vi da også gennem indgangen. At der så var noget i retning af tre kvarters yderligere skuflen rundt inde i tunneller efterfølgende gjorde, at humøret måske ikke lige var i top, da vi nåede frem.
Yderligere havde Fluen ikke lige forberedt sig på, at det var et "ride", og ikke en stillestående oplevelse. Lidt overtalelse senere var det dog løst, og da vi endelig stod klar, må jeg indrømme, at jeg glædede mig som en lille dreng.
Selve turen har varet omkring ti minutter. Men i de ti minutter blev jeg kørt gennem gader og stræder som en gal, skudt på og slået ud efter af Megatron og andre Decepticons. Jeg er blevet spist af en constructicon (Devastator), trukket rundt i byen efter Starscream, og braget igennem 20. etage i en kontorbygning, indtil jeg til sidst blev efterladt på taget af en skyskraber, der kollapsede under mig, og jeg tordnede mod jorden, til Bumblebee heldigvis greb mig i sidste øjeblik, så jeg kunne se Optimus give røvfuld til Megatron og derefter takke mig for hjælpen.
Det var ventetiden værd. Jeg var klar til at starte forfra, men dagen skred fremad, og vi ville gerne på Studio Tour, så vi fandt noget mad (hvor der også var kø alle steder) og stillede os derefter i kø til Studio Touren.
Desværre var mit kamera fyldt, så der er ikke ret mange billeder, da jeg ikke kan slette indviduelt. Men turen gik gennem forbi de mange studier rundt omkring Universal City, samt nogle af de store udendørs-sets.
Vi har set deres Amerikanske by, hvor blandt andet Tilbage til Fremtiden er optaget, deres europæiske by, settet til Psycho, Dødens Gab (Hvor hajen Bruce dukkede op), fly-settet fra War of the Worlds og villavejen fra Hysteriske Hustruer. (jaja)
Og endnu en 3-D oplevelse, hvor King Kong reddede os fra angribende Tyrannosaurer, med både rystelser og lyd og tilhørende spyt. God abe!
Det er den vildeste turist-ting. Det er Djurs Sommerland i første weekend af sommerferien x 20. Men den Transformers tur var SÅ fed.
Det skal prøves. Og touren var også spændende.
Vi kom tilbage til hotellet og gik ned til Graumans Chinese Theater og så på stjerner, men mit andet kamera var løbet tør for strøm. Så vi spiste en hurtig aftensmad på Hard Rock Café og prøvede igen dagen efter, hvor vi havde checket ud. Vi fik set lidt stjerner, men kun dem på fortovet og efterfølgende lettede vi fra LA mod San Francisco, hvor vi tog et hurtigt stop i Solvang, der skulle være en dansk forpost.
Jeg lader være med at kommentere for meget, men lægger nogle billeder ud lige om lidt.
Vi ankom sent til San Francisco, og stod op dagen efter, hvor vi kørte mod NFL-stadiummet Candlestick Park, der huser San Francisco 49ers. Desværre var stedet lukket, da der skulle være noget koncert, så nu er vi kommet på det forkerte tidspunkt to ud af tre steder. (Krydser fingre)
Vi tog lidt billeder og vendte snuden mod Golden Gate. Den er fin, men mindre end vi havde regnet med. Desuden stod tågen ind, men vi kom da over og kunne se udover bugten. Vi blev enige om, at vi sagtens ville kunne svømme fra Alcatraz og i land. Det ser jo ikke så slemt ud.
Vi vendte hjemad, og snuppede lige The Presidio på vejen mod Lombard Street, der er den røde murstensvej midt i det hele. Så den har vi OGSÅ kørt på.
I morgen står den på Fishermans Wharf og sporvogne.
Det tog os tyve minutter at komme ind i selv parken, og det gav faktisk lidt håb om, at det måske bare var overdrivelser, når folk sagde, at køerne var endeløse.
Et skilt lige indenfor indgangen annoncerede, at der var mellem 30 og 90 minutters ventetid på de forskellige "rides".
Vi skyndte os derfor ned mod Transformers, som vi begge gerne ville prøve. Køen strakte sig temmelig langt udenfor, men alligevel lignede det ikke 90 minutters kø. Og efter tyve minutter gik vi da også gennem indgangen. At der så var noget i retning af tre kvarters yderligere skuflen rundt inde i tunneller efterfølgende gjorde, at humøret måske ikke lige var i top, da vi nåede frem.
Yderligere havde Fluen ikke lige forberedt sig på, at det var et "ride", og ikke en stillestående oplevelse. Lidt overtalelse senere var det dog løst, og da vi endelig stod klar, må jeg indrømme, at jeg glædede mig som en lille dreng.
Selve turen har varet omkring ti minutter. Men i de ti minutter blev jeg kørt gennem gader og stræder som en gal, skudt på og slået ud efter af Megatron og andre Decepticons. Jeg er blevet spist af en constructicon (Devastator), trukket rundt i byen efter Starscream, og braget igennem 20. etage i en kontorbygning, indtil jeg til sidst blev efterladt på taget af en skyskraber, der kollapsede under mig, og jeg tordnede mod jorden, til Bumblebee heldigvis greb mig i sidste øjeblik, så jeg kunne se Optimus give røvfuld til Megatron og derefter takke mig for hjælpen.
Det var ventetiden værd. Jeg var klar til at starte forfra, men dagen skred fremad, og vi ville gerne på Studio Tour, så vi fandt noget mad (hvor der også var kø alle steder) og stillede os derefter i kø til Studio Touren.
Desværre var mit kamera fyldt, så der er ikke ret mange billeder, da jeg ikke kan slette indviduelt. Men turen gik gennem forbi de mange studier rundt omkring Universal City, samt nogle af de store udendørs-sets.
Vi har set deres Amerikanske by, hvor blandt andet Tilbage til Fremtiden er optaget, deres europæiske by, settet til Psycho, Dødens Gab (Hvor hajen Bruce dukkede op), fly-settet fra War of the Worlds og villavejen fra Hysteriske Hustruer. (jaja)
Og endnu en 3-D oplevelse, hvor King Kong reddede os fra angribende Tyrannosaurer, med både rystelser og lyd og tilhørende spyt. God abe!
Det er den vildeste turist-ting. Det er Djurs Sommerland i første weekend af sommerferien x 20. Men den Transformers tur var SÅ fed.
Det skal prøves. Og touren var også spændende.
Vi kom tilbage til hotellet og gik ned til Graumans Chinese Theater og så på stjerner, men mit andet kamera var løbet tør for strøm. Så vi spiste en hurtig aftensmad på Hard Rock Café og prøvede igen dagen efter, hvor vi havde checket ud. Vi fik set lidt stjerner, men kun dem på fortovet og efterfølgende lettede vi fra LA mod San Francisco, hvor vi tog et hurtigt stop i Solvang, der skulle være en dansk forpost.
Jeg lader være med at kommentere for meget, men lægger nogle billeder ud lige om lidt.
Vi ankom sent til San Francisco, og stod op dagen efter, hvor vi kørte mod NFL-stadiummet Candlestick Park, der huser San Francisco 49ers. Desværre var stedet lukket, da der skulle være noget koncert, så nu er vi kommet på det forkerte tidspunkt to ud af tre steder. (Krydser fingre)
Vi tog lidt billeder og vendte snuden mod Golden Gate. Den er fin, men mindre end vi havde regnet med. Desuden stod tågen ind, men vi kom da over og kunne se udover bugten. Vi blev enige om, at vi sagtens ville kunne svømme fra Alcatraz og i land. Det ser jo ikke så slemt ud.
Vi vendte hjemad, og snuppede lige The Presidio på vejen mod Lombard Street, der er den røde murstensvej midt i det hele. Så den har vi OGSÅ kørt på.
I morgen står den på Fishermans Wharf og sporvogne.
Billedgalleri 2
 |
| Frihedsklokken, der bliver ved med at gå i stykker. |
 |
| Independence Hall 3. juni |
 |
| Gjorde han alligevel det? |
 |
| Honest Abe og to andre aber |
 |
| Mindestatuer til soldaterne Korea |
 |
| Washington-monumentet peger opad |
 |
| Læg mærke til hoverboardet |
 |
| Beoberne i DC har ikke de samme stemmemuligheder, men betaler stadig skat. Taxation, without representation! |
 |
| Capitol Hill - YOU WANT A PIECE OF ME? |
 |
| Den mest prestigefyldte adresse i USA. |
 |
| Flue Earnhardt passer lige ind |
 |
| En taske og to sko.... minimum |
 |
| Fly-skyline |
 |
| Casa Montana |
 |
| Canal Street fra 14. etage |
 |
| Det franske kvarter |
mandag den 22. juli 2013
Pop-kult-tur og fødderne i stillehavet!
Siden LA er den første bil-venlige by, vi har været i, besluttede vi os for at tage nogle ture, sammen med Ulrik og Katrine. Første dag blev det til Mulholland Drive i Hollywood Hills. En spændende køretur på meget snirklede veje, med nogle gode udkigspunkter ud over byen. Der ligger nogle superfede huse på Mulholland, og vi fandt også ud af, at bl.a. Jack Nicholson bor på Mulholland dr.
Turen op til starten gik via en mindre omvej ud gennem Glendale og videre ud til Mulberry Drive i bydelen Whittier. Et mindre GPS-operationsfejl, som dog gav en oplevelse og en tur rundt i LA.
Om aftenen tog vi på engelsk pub, The Cat 'n' Fiddle. God mad, gode øl og en sand strøm af hvide russere. Det var godt og sindssygt hyggeligt. Aftenen sluttede desværre da vi kom tilbage, for vores lokale spritleverandører var alle lukkede. kl. 2 en lørdag i LA. Sært.
Det var derfor ikke overraskende, at hovederne var tunge og søndag morgen. Vi fik os dog samlet og tog til Venice Beach. Så nu har jeg også haft stængerne i stillehavet (Der i øvrigt ligner vesterhavet til forveksling.)
Venice Beach er en turist-fælde, hvis man holder sig til stranden, men nabolaget bag er farverigt og interessant. Nok også mere end så meget andet LA har har at byde på. Vi nåede at se The Dudes hjem fra Big Lebowski, da vi kørte ned til restauranten, hvor nihilisterne spiser Lingonberry pandekager.
Vi kørte gennem Rodeo Drive, Century City og lidt andre steder på vej hjem forbi, inden vi sluttede ved Griffith's Observatory efter mørkets frembrud.
Los Angeles er STOR! Ikke på samme måde som New York er stor, eller Tokyo. LA's downtown er forholdsvist kompakt, og der er ikke kæmpe skyskrabere over det hele, lige som i NYC. Størstedelen af byen er parcelhusområder, og derfor virker det ikke så stort, når man er midt i det. Men at stå der, og kigge ud over byen om natten... Der var det sgu svært ikke at være imponeret. Lysene strækker sig fra den ene ende af synsfeltet til den anden, og så langt øjet rækker. Og hvis man husker på, at vi stod på midt i Hollywood Hills, hvor San Fernando Valley ligger bagved, så bliver det bare endnu større.
Vi sluttede af med et par øl på hotellet med Ulrik og Katrine, og sendte dem afsted mod Las Vegas.
Næste indlæg handler om, hvordan jeg fik tæv af Megatron, og næsten blev spist af en dinosaur og en hvid haj. Good times!
Turen op til starten gik via en mindre omvej ud gennem Glendale og videre ud til Mulberry Drive i bydelen Whittier. Et mindre GPS-operationsfejl, som dog gav en oplevelse og en tur rundt i LA.
Om aftenen tog vi på engelsk pub, The Cat 'n' Fiddle. God mad, gode øl og en sand strøm af hvide russere. Det var godt og sindssygt hyggeligt. Aftenen sluttede desværre da vi kom tilbage, for vores lokale spritleverandører var alle lukkede. kl. 2 en lørdag i LA. Sært.
Det var derfor ikke overraskende, at hovederne var tunge og søndag morgen. Vi fik os dog samlet og tog til Venice Beach. Så nu har jeg også haft stængerne i stillehavet (Der i øvrigt ligner vesterhavet til forveksling.)
Venice Beach er en turist-fælde, hvis man holder sig til stranden, men nabolaget bag er farverigt og interessant. Nok også mere end så meget andet LA har har at byde på. Vi nåede at se The Dudes hjem fra Big Lebowski, da vi kørte ned til restauranten, hvor nihilisterne spiser Lingonberry pandekager.
Vi kørte gennem Rodeo Drive, Century City og lidt andre steder på vej hjem forbi, inden vi sluttede ved Griffith's Observatory efter mørkets frembrud.
Los Angeles er STOR! Ikke på samme måde som New York er stor, eller Tokyo. LA's downtown er forholdsvist kompakt, og der er ikke kæmpe skyskrabere over det hele, lige som i NYC. Størstedelen af byen er parcelhusområder, og derfor virker det ikke så stort, når man er midt i det. Men at stå der, og kigge ud over byen om natten... Der var det sgu svært ikke at være imponeret. Lysene strækker sig fra den ene ende af synsfeltet til den anden, og så langt øjet rækker. Og hvis man husker på, at vi stod på midt i Hollywood Hills, hvor San Fernando Valley ligger bagved, så bliver det bare endnu større.
Vi sluttede af med et par øl på hotellet med Ulrik og Katrine, og sendte dem afsted mod Las Vegas.
Næste indlæg handler om, hvordan jeg fik tæv af Megatron, og næsten blev spist af en dinosaur og en hvid haj. Good times!
Odds i Pyramidens favør.
Jeg har aldrig beroet mig på held, når jeg har spillet. Hvis jeg skal satse penge på noget, skal jeg være god til det, eller fuld.
Og så kommer jeg til Vegas. Hvilket i sig selv jo er en god idé. For at gøre en tragisk historie kort: Jeg tog fra Vegas med 200 dollar i underskud.
Jeg har tabt på Blackjack og i poker. Vores "alene-dag" blev blandt andet brugt på at spille poker. Der er turneringer med nogle timers mellemrum, og 20.30 sad jeg klar med mit glas Red Bull og 4000 i chips. Da det nu var Vegas og en 35 mands turnering, var det meget konservativt spil fra starten af. Som tiden gik løsnede det dog lidt op, og da vi var 9 mand tilbage i turneringen, kom drømmefloppet.
Jeg sad i big blind, og var nr. to i chips. Jeg fik to femmere, og det var kun mig og bordets chipleader, small blind, tilbage.
Han checker, og jeg hæver op til dobbelt. Han går med. Flop kommer op 7 5 7. Sådan. Fuldt hus. Den anden fyr better, og jeg raiser. Er omkring halvdelen investeret. Han trækker mig all in. Kortene bliver vist. Han sidder med A7. Turn: Q River 7.
F***!
Dagen forinden havde vi været omkring Hoover Dam og set den i dagslys og 47 graders varme. Den er større, når man ser den film, men til gengæld er det imponerende at se reservoiret, og aflejringerne på siderne, der viser, hvor højt vandstanden plejer at være.
Fredag var det med tungt hjerte, at vi checkede ud fra Luxor og lagde Vegas bag os. Turen til LA var nemmest, hvis vi tog motorvejen, men vi smuttede omkring Pahrump, der er større end, jeg havde regnet med. Her fandt vi mad på Mom's diner, der virkelig kan anbefales. Herfra gik turen vestpå gennem Mojave-ørkenen, hvor vi havde et hurtigt stop for at mærke, hvor det føles at stå midt i en ørken.
Det var varmt og stille. Men en fed oplevelse, der dog tog lidt længere end vi havde regnet med, så klokken var næsten 20 inden vi ankom på hotellet i LA, hvor vi mødte Katrine og Ulrik, som jeg kender fra KBH. Det fejrede vi ved at tage ud og spise på en Thai-restaurant.
Vores hotel er fremragende, og ligger i East Hollywood lige på grænsen af Little Armenia og Thai-town. Vi sluttede en lang dag af med kolde øl og hygge.
Og så kommer jeg til Vegas. Hvilket i sig selv jo er en god idé. For at gøre en tragisk historie kort: Jeg tog fra Vegas med 200 dollar i underskud.
Jeg har tabt på Blackjack og i poker. Vores "alene-dag" blev blandt andet brugt på at spille poker. Der er turneringer med nogle timers mellemrum, og 20.30 sad jeg klar med mit glas Red Bull og 4000 i chips. Da det nu var Vegas og en 35 mands turnering, var det meget konservativt spil fra starten af. Som tiden gik løsnede det dog lidt op, og da vi var 9 mand tilbage i turneringen, kom drømmefloppet.
Jeg sad i big blind, og var nr. to i chips. Jeg fik to femmere, og det var kun mig og bordets chipleader, small blind, tilbage.
Han checker, og jeg hæver op til dobbelt. Han går med. Flop kommer op 7 5 7. Sådan. Fuldt hus. Den anden fyr better, og jeg raiser. Er omkring halvdelen investeret. Han trækker mig all in. Kortene bliver vist. Han sidder med A7. Turn: Q River 7.
F***!
Dagen forinden havde vi været omkring Hoover Dam og set den i dagslys og 47 graders varme. Den er større, når man ser den film, men til gengæld er det imponerende at se reservoiret, og aflejringerne på siderne, der viser, hvor højt vandstanden plejer at være.
Fredag var det med tungt hjerte, at vi checkede ud fra Luxor og lagde Vegas bag os. Turen til LA var nemmest, hvis vi tog motorvejen, men vi smuttede omkring Pahrump, der er større end, jeg havde regnet med. Her fandt vi mad på Mom's diner, der virkelig kan anbefales. Herfra gik turen vestpå gennem Mojave-ørkenen, hvor vi havde et hurtigt stop for at mærke, hvor det føles at stå midt i en ørken.
Det var varmt og stille. Men en fed oplevelse, der dog tog lidt længere end vi havde regnet med, så klokken var næsten 20 inden vi ankom på hotellet i LA, hvor vi mødte Katrine og Ulrik, som jeg kender fra KBH. Det fejrede vi ved at tage ud og spise på en Thai-restaurant.
Vores hotel er fremragende, og ligger i East Hollywood lige på grænsen af Little Armenia og Thai-town. Vi sluttede en lang dag af med kolde øl og hygge.
onsdag den 17. juli 2013
Ford Mustang, Escape og alle de andre... biler!
Følgende indlæg handler udelukkende om biler i USA. Biler jeg har kørt, biler jeg har set, og biler jeg drømmer om. Så hvis det ikke siger dig noget, så vent til i morgen, hvor der er mere om Vegas.
På vores tur har vi tre strækninger, hvor vi skal køre i bil. Vi er på den anden nu. Første var New York til New Orleans, hvor vi havde lejet en Ford Escape (Som hedder Kuga i Europa). Andet stræk, fra Phoenix Arizona til San Francisco bliver foretaget i en Ford Mustang Cabrio, og når vi kommer til Chicago, har vi en Ford Fusion, som er bedre kendt under navnet Mondeo derhjemme.
Escapen var udstyret med snart sagt alt i luksus. Der var AC (MANGE MANGE MANGE TAK!), fartpilot, computerdisplay, fjernstyret alting og læderstue. Man sidder ret højt i den, og det gjorde det noget nemmere at danne sig overblik. Til gengæld føles den ikke som en SUV. Den er kvik, når det gælder, og det gør det ofte i New Yorks trafikhelvede. Indikation om vognbaneskift og lignende er noget man tænker sig til, og højre hånd, som på magisk vis er blevet fritstillet af den udmærkede automatkasse, bilen har, skal bruges til hornet. På motorvejene er den til gængæld utroligt behagelig at køre længere ture i.
Og den nye Kuga er faktisk temmelig pæn. Hvis man ser bort fra, at vi fik omkring 11 km. literen (Men det højeste oktantal de kører med herovre er 93. Vores havde en 2,5 liters motor og var 4-hjulstrukken, så....), så er det en bil der på det varmeste kan anbefales.
Bil nr. 2 havde vi valgt fordi man skulle da køre ind i Vegas i åben vogn. Ford Mustang, V6 med 305 heste og automatkasse. Pangrød. Og den er virkelig flot. Lækker vogn at se på. At køre i? Not so much. Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at den bil på nogen måde skulle have 305 heste. Jeg har været meget i tvivl om det var gearkassen eller motoren, for den er dælme sløv den vogn.
Der er intet i læder og det der fylder mest på instrumentbrættet er radioen, der til gengæld tuner en smule forkert ind på musik, men som finder radioprædikanterne med snorlige præcision, til stor fortrydelse for min bror.
Hvis ikke motoren fejler noget, så må det være gearkassen, og det virker mest af alt, som om de har valgt at bruge den samme gearkasse gennem hele serien. I går da vi kørte gennem Arizona for Gud ved hvilken gang, spillede gearkassen musik for os hele vejen op ad bakkerne. På et tidspunkt var vi helt nede i første....
Det er sgu en skuffende omgang, når netop Escapen var så fed. Til gengæld kan Mustangen erhverves for 27.000 dollar herovre.
Bil nr. 3 kommer først i hænderne om ni dage. Så kommer der en anmeldelse.
Amerikanerne er glade for deres egne produkter. Det gør sig også gældende for biler, men til gengæld har vi set en masse Nissan og Toyota og andre japanske producerede biler. Kia er også fint repræsenteret.
Af de virkeligt amerikanske nyere modeller står den på Camaro, Mustang og Challenger, mens der har været Ford F150 og Dodge Rams på vejene alle steder. Chevy er også med i Truck-delen med deres Tahoes osv.
Miami var klart juvelen i turbanen, når det gælder specielle biler. Udover et væld af limousiner lavet af Hummer og Escalades, har jeg observeret Lamborghini Murcielago, Gallardo, Ferrari 360, 430, 458, 599 og en enkelt 612. Jeg har set så mange Porsche Panameraer, at de er blevet kedelige. South Beach har haft nogle gamle klassiske amerikanere stående, der skal minde dem om tiden, hvor byen var underlagt gangsterne. Så der står en masse fine og velholdte 50'er og 60'er producerede amerikanere rundt omkring.
Bentley Continental'en er godt repræsenteret herovre, og vi har også set en fire-fem Rolls Royce Phantoms.
At amerikanerne er med på hybrid-bølgen er der ikke nogen, der er i tvivl om, og der er Prius'er over det hele herovre. Til gengæld har jeg set en Cadillac Escalade Hybrid. Det var alligevel nye toner, mens New York bød på en Fisker Karma.
Og det bedste spot indtil videre, var i en sidegade i Miami, hvor jeg fik glæden af at se en ældre herre prøve på at parallelparkere en Tesla Sedan. Føj hvor er den pæn...
Jeg vender tilbage med mere bilstof, når vi har fået Fusion'en og vi har været i LA, hvor de da må kunne på noget skæggere end hvad de har disket op med indtil videre.
Ellers må man jo gøre noget....
På vores tur har vi tre strækninger, hvor vi skal køre i bil. Vi er på den anden nu. Første var New York til New Orleans, hvor vi havde lejet en Ford Escape (Som hedder Kuga i Europa). Andet stræk, fra Phoenix Arizona til San Francisco bliver foretaget i en Ford Mustang Cabrio, og når vi kommer til Chicago, har vi en Ford Fusion, som er bedre kendt under navnet Mondeo derhjemme.
Escapen var udstyret med snart sagt alt i luksus. Der var AC (MANGE MANGE MANGE TAK!), fartpilot, computerdisplay, fjernstyret alting og læderstue. Man sidder ret højt i den, og det gjorde det noget nemmere at danne sig overblik. Til gengæld føles den ikke som en SUV. Den er kvik, når det gælder, og det gør det ofte i New Yorks trafikhelvede. Indikation om vognbaneskift og lignende er noget man tænker sig til, og højre hånd, som på magisk vis er blevet fritstillet af den udmærkede automatkasse, bilen har, skal bruges til hornet. På motorvejene er den til gængæld utroligt behagelig at køre længere ture i.
Og den nye Kuga er faktisk temmelig pæn. Hvis man ser bort fra, at vi fik omkring 11 km. literen (Men det højeste oktantal de kører med herovre er 93. Vores havde en 2,5 liters motor og var 4-hjulstrukken, så....), så er det en bil der på det varmeste kan anbefales.
Bil nr. 2 havde vi valgt fordi man skulle da køre ind i Vegas i åben vogn. Ford Mustang, V6 med 305 heste og automatkasse. Pangrød. Og den er virkelig flot. Lækker vogn at se på. At køre i? Not so much. Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at den bil på nogen måde skulle have 305 heste. Jeg har været meget i tvivl om det var gearkassen eller motoren, for den er dælme sløv den vogn.
Der er intet i læder og det der fylder mest på instrumentbrættet er radioen, der til gengæld tuner en smule forkert ind på musik, men som finder radioprædikanterne med snorlige præcision, til stor fortrydelse for min bror.
Hvis ikke motoren fejler noget, så må det være gearkassen, og det virker mest af alt, som om de har valgt at bruge den samme gearkasse gennem hele serien. I går da vi kørte gennem Arizona for Gud ved hvilken gang, spillede gearkassen musik for os hele vejen op ad bakkerne. På et tidspunkt var vi helt nede i første....
Det er sgu en skuffende omgang, når netop Escapen var så fed. Til gengæld kan Mustangen erhverves for 27.000 dollar herovre.
Bil nr. 3 kommer først i hænderne om ni dage. Så kommer der en anmeldelse.
Amerikanerne er glade for deres egne produkter. Det gør sig også gældende for biler, men til gengæld har vi set en masse Nissan og Toyota og andre japanske producerede biler. Kia er også fint repræsenteret.
Af de virkeligt amerikanske nyere modeller står den på Camaro, Mustang og Challenger, mens der har været Ford F150 og Dodge Rams på vejene alle steder. Chevy er også med i Truck-delen med deres Tahoes osv.
Miami var klart juvelen i turbanen, når det gælder specielle biler. Udover et væld af limousiner lavet af Hummer og Escalades, har jeg observeret Lamborghini Murcielago, Gallardo, Ferrari 360, 430, 458, 599 og en enkelt 612. Jeg har set så mange Porsche Panameraer, at de er blevet kedelige. South Beach har haft nogle gamle klassiske amerikanere stående, der skal minde dem om tiden, hvor byen var underlagt gangsterne. Så der står en masse fine og velholdte 50'er og 60'er producerede amerikanere rundt omkring.
Bentley Continental'en er godt repræsenteret herovre, og vi har også set en fire-fem Rolls Royce Phantoms.
At amerikanerne er med på hybrid-bølgen er der ikke nogen, der er i tvivl om, og der er Prius'er over det hele herovre. Til gengæld har jeg set en Cadillac Escalade Hybrid. Det var alligevel nye toner, mens New York bød på en Fisker Karma.
Og det bedste spot indtil videre, var i en sidegade i Miami, hvor jeg fik glæden af at se en ældre herre prøve på at parallelparkere en Tesla Sedan. Føj hvor er den pæn...
Jeg vender tilbage med mere bilstof, når vi har fået Fusion'en og vi har været i LA, hvor de da må kunne på noget skæggere end hvad de har disket op med indtil videre.
Ellers må man jo gøre noget....
Ørkenkørsel på Route 66 og Bright Lights Big City
Held i uheld var at, vi fik chancen for at se turen fra Phoenix til Flagstaff. Inklusive de røde klipper omkring Sedona området.
Det er ikke rigtigt ørken, da der er både træer og palmer, men det er klassisk cowboy-film-steppe og der er virkelig nogle store strækninger herovre.
Sedona er et tidligere indianerområde, hvor man kan se mange af de runde røde klipper, som man ser i filmene. Det er virkelig smukt deroppe. Hvis man kommer forbi, er det værd at se. Vi var pressede tidsmæssigt, pga. bøvl, så vi nåede kun en lille del af området i bil.
Herefter gik turen til Seligman, der er starten på det, der i dag er det mest autentiske Route 66. "The Main Street of America" hedder det blandt amerikanerne, og Steinbecks kaldte den "The Mother Road" i "Vredens Druer", og det er den rute, der gik fra Chicago til Los Angeles. Strækningen mellem Seligman i øst og Kingman i nord, var blevet foreslået af Joey, og tak for det.
Omkring 75 miles er stort set intet andet end motorvej (en-sporet, vel at mærke) og, hvad jeg går ud fra er telefon/graf-pæle. Og så bare store åbne vidder indrammet af bjerge, fra the Rockies.
I den anden ende af strækningen blev vi mødt af byen Kingman, der overhovedet ikke minder om Seligman. En større by med masser af skilte og lys.
Det tog lidt længere at køre på vejen, men det er en oplevelse.
Desværre gjorde det, at vi ikke fik set Hoover Dam i dagslys (Så det prøver vi lige igen), men til gengæld kunne vi se lysene fra Vegas allerede 30 miles væk. At køre ind i byen på den måde var fedt. Desværre var vi så smadrede og hotelværelsesklar, at vi bare tjekkede ind og gik i seng.
I dag har vi så været rundt til fods og kigge på Casinoer. Vegas er virkelig en legeplads. På den ene side af vores hotel/casino ligger Manderlay Bay, der er skinnende guldfarvet og kæmpe stort. På den anden, Excalibur, der mest af alt ligner et kæmpemæssigt legetøjsslot. Videre nede ligger New York New York, hvor facaden inkluderer modeller af Frihedsgudinden, Chrysler- og Empire State Buildings, samt en miniature-udgave af Brooklyn Bridge. Og sådan fortsætter det bare. Det er absolut imponerende, og Bellagios spring, der giver shows med musik, kræver en nærmere undersøgelse. (Torsdag aften)
Vores eget Casino er Luxor, og her er der en kæmpe Pyramide, hvor toppen lyser om natten. Det er faktisk det kraftigste menneskeskabte lys i verden. Så vi har da noget at gå efter, når vi skal finde hjem. Foran pyramiden ligger en Sfinx, der dækker over valet-parkeringsområde.
Når man så kommer ind i selve pyramiden, der indeholder en del af de 4500 værelser og suiter, er der bygget plateau op i selve hulrummet. Tre barer, en kælder med restaurant, hvor man kan spise alt, hvad man vil fra italiensk, mexikansk, kinesisk og amerikanske køkkener, samt en kæmpe salatbar. Stedet har ALT, bortset fra dagslys og ure.
Værelserne er fede og stedet er virkelig smukt.
Vi gik op til Bellagio og tilbage igen, og har været omkring MGM Grand, New York, Excalibur, Aria, Cosmopolitan og nogle flere.
Vi sluttede dagen af ved Blackjack bordene, hvor undertegnede ikke ligefrem havde det store held med sig, mens Fluen gik fra bordet med over 100 dollars mere end han satte sig med.
I morgen snupper vi Hoover Dam igen, og så vil vi på Hard Rock Cafe og Hooters. Torsdag er blevet alene-dag, siden vi trænger til lidt luft, og fredag skal vi så til LA, hvor jeg har lagt et lille stop ind på vejen.
Det er ikke rigtigt ørken, da der er både træer og palmer, men det er klassisk cowboy-film-steppe og der er virkelig nogle store strækninger herovre.
Sedona er et tidligere indianerområde, hvor man kan se mange af de runde røde klipper, som man ser i filmene. Det er virkelig smukt deroppe. Hvis man kommer forbi, er det værd at se. Vi var pressede tidsmæssigt, pga. bøvl, så vi nåede kun en lille del af området i bil.
Herefter gik turen til Seligman, der er starten på det, der i dag er det mest autentiske Route 66. "The Main Street of America" hedder det blandt amerikanerne, og Steinbecks kaldte den "The Mother Road" i "Vredens Druer", og det er den rute, der gik fra Chicago til Los Angeles. Strækningen mellem Seligman i øst og Kingman i nord, var blevet foreslået af Joey, og tak for det.
Omkring 75 miles er stort set intet andet end motorvej (en-sporet, vel at mærke) og, hvad jeg går ud fra er telefon/graf-pæle. Og så bare store åbne vidder indrammet af bjerge, fra the Rockies.
I den anden ende af strækningen blev vi mødt af byen Kingman, der overhovedet ikke minder om Seligman. En større by med masser af skilte og lys.
Det tog lidt længere at køre på vejen, men det er en oplevelse.
Desværre gjorde det, at vi ikke fik set Hoover Dam i dagslys (Så det prøver vi lige igen), men til gengæld kunne vi se lysene fra Vegas allerede 30 miles væk. At køre ind i byen på den måde var fedt. Desværre var vi så smadrede og hotelværelsesklar, at vi bare tjekkede ind og gik i seng.
I dag har vi så været rundt til fods og kigge på Casinoer. Vegas er virkelig en legeplads. På den ene side af vores hotel/casino ligger Manderlay Bay, der er skinnende guldfarvet og kæmpe stort. På den anden, Excalibur, der mest af alt ligner et kæmpemæssigt legetøjsslot. Videre nede ligger New York New York, hvor facaden inkluderer modeller af Frihedsgudinden, Chrysler- og Empire State Buildings, samt en miniature-udgave af Brooklyn Bridge. Og sådan fortsætter det bare. Det er absolut imponerende, og Bellagios spring, der giver shows med musik, kræver en nærmere undersøgelse. (Torsdag aften)
Vores eget Casino er Luxor, og her er der en kæmpe Pyramide, hvor toppen lyser om natten. Det er faktisk det kraftigste menneskeskabte lys i verden. Så vi har da noget at gå efter, når vi skal finde hjem. Foran pyramiden ligger en Sfinx, der dækker over valet-parkeringsområde.
Når man så kommer ind i selve pyramiden, der indeholder en del af de 4500 værelser og suiter, er der bygget plateau op i selve hulrummet. Tre barer, en kælder med restaurant, hvor man kan spise alt, hvad man vil fra italiensk, mexikansk, kinesisk og amerikanske køkkener, samt en kæmpe salatbar. Stedet har ALT, bortset fra dagslys og ure.
Værelserne er fede og stedet er virkelig smukt.
Vi gik op til Bellagio og tilbage igen, og har været omkring MGM Grand, New York, Excalibur, Aria, Cosmopolitan og nogle flere.
Vi sluttede dagen af ved Blackjack bordene, hvor undertegnede ikke ligefrem havde det store held med sig, mens Fluen gik fra bordet med over 100 dollars mere end han satte sig med.
I morgen snupper vi Hoover Dam igen, og så vil vi på Hard Rock Cafe og Hooters. Torsdag er blevet alene-dag, siden vi trænger til lidt luft, og fredag skal vi så til LA, hvor jeg har lagt et lille stop ind på vejen.
Så for s.....ikring!
Vi forlod New Orleans via amerikansk rutefly fra Louis Armstrong Airport (Hvor fedt er det lige, at New Orleans lufthavn hedder det?) over Denver, Colorado og endte til sidst i Phoenix, Arizona.
Amerikanske indenrigsflyvning er ikke ligefrem en behagelig affære. Der var turbulens, stort set fra start til slut på den første flyvning (3 timer og 15 minutter) og en del på den næste (1 time og 46 minutter). Jeg har ladet mig fortælle, at det kan have noget at gøre med vejret, da der har været en del tordenstorme herovre i området.
Lufthavnen i Denver står tilbage som en halvtåget løbetur gennem terminalen, da første fly var en halv time forsinket, og vi havde 40 at løbe på. Vi nåede det, og vores bagage var også kommet med.
Det skulle dog ikke blive nemmere, for da vi gik op for at få vores lejebil, var den blevet aflyst. Det tog så en ekstra time, og en ny lejekontrakt og en hel masse ekstra penge, men vi fik den. En rød Ford Mustang med kaleche.
Vi vendte snuden mod Flagstaff, hvor vi havde booket et værelse. Det tog tre timer med pause at nå derop, så størstedelen af turen blev kørt i mørke. Vi ankom lidt over 23 og fik endelig tid til at slappe lidt af, men det fik hurtigt ende, da vi indså, at bilen ikke var forsikret. Overhovedet. Som i SLET IKKE!
Det er nok præcist det dummeste land i verden, at stå i den situation, så vi fik tjekket, hvad der ellers var af forsikringsmuligheder i håbet om, at der måske var noget af vores rejseforsikring eller min egen personlige forsikring, der dækkede. Så heldige skulle vi ikke være, og siden der heller ikke var tyveri-forsikring eller bliv-smadret-af-faldende-træer-forsikring besluttede vi os for at benytte os af det sene tidspunkt og køre tilbage til Phoenix lufthavn og få forsikret bilen.
Det er ikke de sjoveste timer i mit liv, men vi nåede helskindet frem og fik forsikringen i orden. Dumt dumt dumt! Men overstået. Vi tjekkede ind på et motel i nærheden, og gik i seng. Klokken lidt over fire om natten.
Så dagen efter blev den 12 inden vi kom fra Phoenix, så det blev en tur med en del pauser. Til gengæld har vi fået set en masse.
Amerikanske indenrigsflyvning er ikke ligefrem en behagelig affære. Der var turbulens, stort set fra start til slut på den første flyvning (3 timer og 15 minutter) og en del på den næste (1 time og 46 minutter). Jeg har ladet mig fortælle, at det kan have noget at gøre med vejret, da der har været en del tordenstorme herovre i området.
Lufthavnen i Denver står tilbage som en halvtåget løbetur gennem terminalen, da første fly var en halv time forsinket, og vi havde 40 at løbe på. Vi nåede det, og vores bagage var også kommet med.
Det skulle dog ikke blive nemmere, for da vi gik op for at få vores lejebil, var den blevet aflyst. Det tog så en ekstra time, og en ny lejekontrakt og en hel masse ekstra penge, men vi fik den. En rød Ford Mustang med kaleche.
Vi vendte snuden mod Flagstaff, hvor vi havde booket et værelse. Det tog tre timer med pause at nå derop, så størstedelen af turen blev kørt i mørke. Vi ankom lidt over 23 og fik endelig tid til at slappe lidt af, men det fik hurtigt ende, da vi indså, at bilen ikke var forsikret. Overhovedet. Som i SLET IKKE!
Det er nok præcist det dummeste land i verden, at stå i den situation, så vi fik tjekket, hvad der ellers var af forsikringsmuligheder i håbet om, at der måske var noget af vores rejseforsikring eller min egen personlige forsikring, der dækkede. Så heldige skulle vi ikke være, og siden der heller ikke var tyveri-forsikring eller bliv-smadret-af-faldende-træer-forsikring besluttede vi os for at benytte os af det sene tidspunkt og køre tilbage til Phoenix lufthavn og få forsikret bilen.
Det er ikke de sjoveste timer i mit liv, men vi nåede helskindet frem og fik forsikringen i orden. Dumt dumt dumt! Men overstået. Vi tjekkede ind på et motel i nærheden, og gik i seng. Klokken lidt over fire om natten.
Så dagen efter blev den 12 inden vi kom fra Phoenix, så det blev en tur med en del pauser. Til gengæld har vi fået set en masse.
lørdag den 13. juli 2013
Ægte Creoler-mam i The Big Easy
Der er ingen, der er helt sikre på, hvorfor New Orleans hedder The Big Easy, men én teori er, at musikere havde utroligt nemt ved at tjene penge i byen, da der var mange forskellige måder, man kunne få job på.
Så ved I det.
Vi bor på toppen af det ene tårn (det lille med kun 19 etager. Det andet har over 40!) i New Orleans Marriott med udsigt lige udover Canal Street. Gaden hvor sporvognene kører. Som ekstra bonus ligger hotellet lige på hjørnet af det berømte "French Quarter". Flere steder, hvor vi har snakket med "de indfødte", har vi fået at vide, at netop dette område er sikkert nok, men at man skal passe på, hvis man bevæger sig udenfor. Vi har kun haft en enkelt hel dag, så vi har tilbragt al tiden dernede.
Vi ankom sent i går, og fandt Gumboshop på St. Peter Street. Et autentisk New Orleans-sted, hvor vi fik ægte Creole-cooking. Det var ganske enkelt fantatisk. Der er masser af skaldyr og fisk i retterne, men det jeg længst havde ventet på, var den klassiske ret Gumbo. En slags tyk suppe med rejer og okra. Det var ren himmel.
Til hovedret stod den på Jambalaya med bønner og crawfish, der er en mellemting mellem rejer og hummere, der lever i havet herovre.
Maden var fremragende, og servicen god. Hvis du nogensinde kommer herover, så er Gumboshop, stedet man bør besøge.
Turen ned til restauranten gik gennem Bourbon Street. Gaden i sig selv er indbegrebet af stilforvirring. Bygningerne er stadig primært i fransk kolonistil med terrasser ud til gaden, skodder for vinduet osv. Skide charmerende. Men siden området er blevet så populært blandt turister, og primært turister, der kommer for at drikke hjernen ud, er det siden blevet plastret til med skilte og neon-lys. Souvenirshops konkurrerer med barer og strip-joints om pladsen, og der er et rend alle steder af gøglere og gadeartister.
Det lyder lige præcist så slemt som det er, men det er nemt at se gennem fingre med det, fordi der er en god stemning og alle er åbne og nogenlunde i samme stemning.
Skulle jeg beslutte mig for at tage et par ugers druk-og-fest-ferie, ville Nawlins være på toppen af listen over steder. Men efter South Beach ville det nok kun blive til en andenplads.
Det franske kvarter har enormt meget charme. Byen ser også fantatisk ud fra vores hotelværelse, og hvis man havde lidt længere tid, og havde gjort noget forarbejde, er jeg sikker på, at man kunne få en masse fede oplevelser her.
I morgen flyver vi mod Arizona. Så står den på åben vogn, Grand Canyon og Route 66 (Tak, Joey) inden vi rammer Vegas mandag aften.
Bis dran!
Så ved I det.
Vi bor på toppen af det ene tårn (det lille med kun 19 etager. Det andet har over 40!) i New Orleans Marriott med udsigt lige udover Canal Street. Gaden hvor sporvognene kører. Som ekstra bonus ligger hotellet lige på hjørnet af det berømte "French Quarter". Flere steder, hvor vi har snakket med "de indfødte", har vi fået at vide, at netop dette område er sikkert nok, men at man skal passe på, hvis man bevæger sig udenfor. Vi har kun haft en enkelt hel dag, så vi har tilbragt al tiden dernede.
Vi ankom sent i går, og fandt Gumboshop på St. Peter Street. Et autentisk New Orleans-sted, hvor vi fik ægte Creole-cooking. Det var ganske enkelt fantatisk. Der er masser af skaldyr og fisk i retterne, men det jeg længst havde ventet på, var den klassiske ret Gumbo. En slags tyk suppe med rejer og okra. Det var ren himmel.
Til hovedret stod den på Jambalaya med bønner og crawfish, der er en mellemting mellem rejer og hummere, der lever i havet herovre.
Maden var fremragende, og servicen god. Hvis du nogensinde kommer herover, så er Gumboshop, stedet man bør besøge.
Turen ned til restauranten gik gennem Bourbon Street. Gaden i sig selv er indbegrebet af stilforvirring. Bygningerne er stadig primært i fransk kolonistil med terrasser ud til gaden, skodder for vinduet osv. Skide charmerende. Men siden området er blevet så populært blandt turister, og primært turister, der kommer for at drikke hjernen ud, er det siden blevet plastret til med skilte og neon-lys. Souvenirshops konkurrerer med barer og strip-joints om pladsen, og der er et rend alle steder af gøglere og gadeartister.
Det lyder lige præcist så slemt som det er, men det er nemt at se gennem fingre med det, fordi der er en god stemning og alle er åbne og nogenlunde i samme stemning.
Skulle jeg beslutte mig for at tage et par ugers druk-og-fest-ferie, ville Nawlins være på toppen af listen over steder. Men efter South Beach ville det nok kun blive til en andenplads.
Det franske kvarter har enormt meget charme. Byen ser også fantatisk ud fra vores hotelværelse, og hvis man havde lidt længere tid, og havde gjort noget forarbejde, er jeg sikker på, at man kunne få en masse fede oplevelser her.
I morgen flyver vi mod Arizona. Så står den på åben vogn, Grand Canyon og Route 66 (Tak, Joey) inden vi rammer Vegas mandag aften.
Bis dran!
torsdag den 11. juli 2013
Motel- og motorvejsmodus
Vi er lige ankommet på det sidste her-og-nu motel, vi skal på. Resten af turen er booket. Men vi er ca. fire timer fra New Orleans, og vi vil gerne prøve at køre lidt væk fra motorvejen og se os omkring i Alabama og Mississippi. Og vi ligger på Microtel Wyndham i udkanten af byen Marianna.
Stort set alle byer, der ligger ud til en af de store interstates, ligner hinanden, når du kører af motorvejen. Et sammensurium af fast-food steder og moteller er klumpet sammen, inden du når ind til selve byen. Her i Marianna er det Pizza Hut, Arby's, Waffle House og nogle andre, plus klassestedet: PoFolks. (Hvilket på dansk vil blive til FattigFolk.)
Hotellerne varierer meget i både pris og kvalitet. Fra 60 dollars for det billigste til over 100 for det dyreste. Anmeldelserne af det billigste motel (Days Inn) fokuserede primært på det lokale dyreliv. Altså det på selve værelset.
Marianna er blot endnu en af helt ufatteligt mange byer, der har det på samme måde. Det undrede mig, da vi kørte fra New York og sydpå, at der faktisk var så mange. Men vi har kørt næsten 1000 kilometer i dag, og vi er ikke kommet ud af Florida endnu, så størrelsesforholdet er en stor faktor.
Motellet vi boede på i Fayetteville, North Carolina, på turen mod Florida var et pænt motel. Murder Inn i Daytona var det klassiske dør-direkte-ud-til-parkeringspladsen-motel, som man ser i film. Microtel er mere hotel-agtig, med foyer.
Det er ingen kunst at køre på motorvejene herovre. De er store og rummelige, og fartpiloten i vores lejebil gør det nemt at overholde fartgrænserne, som alle dog ser stort på herovre. Det føles lidt som om, at så længe du kører under ti miles over fartgrænsen, er der ingen, der tager sig af det. Alligevel har vi set rigeligt med folk holdende i vejkanten med en politibil med blink kørende. Faktisk ofte to biler.
Miami har smukke områder. I syden er der palmer og sump-områder. Her hvor vi er nu, er der masser af skov. Det skal nok blive sjovt at sammenligne når vi kommer til Arizona.
Det der dog stikker mest ud, når man kører på motorvejene, er det endeløse rækker af reklameskilte. Selv et skilt for leje af reklameskilte (Hos Tom Gunter) så vi i dag.
Stort set alle byer, der ligger ud til en af de store interstates, ligner hinanden, når du kører af motorvejen. Et sammensurium af fast-food steder og moteller er klumpet sammen, inden du når ind til selve byen. Her i Marianna er det Pizza Hut, Arby's, Waffle House og nogle andre, plus klassestedet: PoFolks. (Hvilket på dansk vil blive til FattigFolk.)
Hotellerne varierer meget i både pris og kvalitet. Fra 60 dollars for det billigste til over 100 for det dyreste. Anmeldelserne af det billigste motel (Days Inn) fokuserede primært på det lokale dyreliv. Altså det på selve værelset.
Marianna er blot endnu en af helt ufatteligt mange byer, der har det på samme måde. Det undrede mig, da vi kørte fra New York og sydpå, at der faktisk var så mange. Men vi har kørt næsten 1000 kilometer i dag, og vi er ikke kommet ud af Florida endnu, så størrelsesforholdet er en stor faktor.
Motellet vi boede på i Fayetteville, North Carolina, på turen mod Florida var et pænt motel. Murder Inn i Daytona var det klassiske dør-direkte-ud-til-parkeringspladsen-motel, som man ser i film. Microtel er mere hotel-agtig, med foyer.
Det er ingen kunst at køre på motorvejene herovre. De er store og rummelige, og fartpiloten i vores lejebil gør det nemt at overholde fartgrænserne, som alle dog ser stort på herovre. Det føles lidt som om, at så længe du kører under ti miles over fartgrænsen, er der ingen, der tager sig af det. Alligevel har vi set rigeligt med folk holdende i vejkanten med en politibil med blink kørende. Faktisk ofte to biler.
Miami har smukke områder. I syden er der palmer og sump-områder. Her hvor vi er nu, er der masser af skov. Det skal nok blive sjovt at sammenligne når vi kommer til Arizona.
Det der dog stikker mest ud, når man kører på motorvejene, er det endeløse rækker af reklameskilte. Selv et skilt for leje af reklameskilte (Hos Tom Gunter) så vi i dag.
Kæmpedrinks på Ocean Drive og fødderne i Atlanterhavet.
South Beach er ikke helt ligesom resten af Miami. Jo jo, der er lige så varmt og fugtigt, men bydelen skiller sig alligevel ud fra resten af Miami på nogle ganske specifikke områder.
Først og fremmest er hele nabolaget bygget i art deco-stil. Hvis man rykker et hus ned og vil bygge et nyt, er der sygt strikse regler for, hvordan det skal se ud. Colony Hotel på Ocean drive er et fremragende eksempel på stilen. Om det et godt eller skidt, skal jeg lade være op til hver enkelt. Jeg synes godt om det, og det skaber et ganske specielt indtryk af byen.
South Beach er befolket af primært unge mennesker, der går i byen og på stranden. Der er altid en fest et sted (Som regel flere steder) og ligesom i TV, kan man godt undre sig over, hvordan de har råd til at ligge på stranden om dagen og feste om natten. Men hey. Det er trods alt juli, og der er sommerferie. Så der er jo nok en forklaring på alting.
Hele strandfænomenet gør dog, at der er en temmelig høj frekvens af piger, der iklædt meget lidt tøj, bevæger sig fra og til stranden.
Jeg besluttede mig for, at jeg ville ud og have fødderne i Atlanterhavet. De har jeg aldrig haft før. Vandet var smålunkent! Det var helt vildt. Normalt er vesterhavet altid pisse koldt, men ikke her. Det var fedt.
Ocean Drive er den sidste gade inden stranden går ud til Atlanterhavet, og det er i høj grad her, der sker noget, når solen er gået ned og temperaturen falder til midt i tyverne. Det er her byen virkelig bliver til en fest. Hoteller og restauranter op og ned af strandpromenaden dyrker Happy Hour, hvor en bliver til to uden ekstra omkostninger, og hvor maden ofte også er til halv pris. Oveni er der steder som The Clevelander, der kun er bar, men som lige går den ekstra mil i konceptet.
Uanset hvor vi er endt henne, har folk været søde og hjælpsomme. Alle har kunnet give os råd om, hvor og hvordan. De har taget sig tid til at svare på spørgsmål og en stor del starter bare samtaler, for at gøre det.
Men på strandpromenadehotellerne går man aggressivt efter at få folk ind og spise, så smukke kvinder er ansat til intet andet end at gå op til folk, og invitere dem hen og spise.
Vi undslog os dem de første par nætter, hvor vi spiste på en cafe lige rundt om hjørnet, der havde fået fine anmeldelser. Dagen efter gik vi på Johnny Rockets, hvor maden var lidt kedelig, men det var stadig fedt at se stedet fra Scarface. (Det er her, scenen med motorsaven er filmet.)
Sidste aften besluttede vi os dog for at gå all in, og ved et tilfælde endte vi på Colony Hotel. En sød serbisk servitrice forsikrede os om, at Happy Hour stadig var gældende, og for 35 dollars, kunne få en South Beach-special: The Bulldog.
Det er i virkeligheden en Margarita (I dette tilfælde: Tequila, triple sec og lime) i et liter glas med to coronaer stukket ned i. I anledning af Happy Hour, blev den fulgt op af en Bahama Mama, (Noget rom, romlikør og juice. Den smager godt) af samme størrelse med coronaer.
Da vi havde fortæret maden, gik turen hjemad, hvor vi sluttede med et par øl i baren på Hotel Clinton. Det var et pænt sted, og baren var god. Tak til Mark, vores bartender.
Vi forlod South Beach med en smule tømmermænd. Og jeg vil meget gerne tilbage. Havde jeg været 23, ville jeg aldrig have forladt stedet.
Først og fremmest er hele nabolaget bygget i art deco-stil. Hvis man rykker et hus ned og vil bygge et nyt, er der sygt strikse regler for, hvordan det skal se ud. Colony Hotel på Ocean drive er et fremragende eksempel på stilen. Om det et godt eller skidt, skal jeg lade være op til hver enkelt. Jeg synes godt om det, og det skaber et ganske specielt indtryk af byen.
South Beach er befolket af primært unge mennesker, der går i byen og på stranden. Der er altid en fest et sted (Som regel flere steder) og ligesom i TV, kan man godt undre sig over, hvordan de har råd til at ligge på stranden om dagen og feste om natten. Men hey. Det er trods alt juli, og der er sommerferie. Så der er jo nok en forklaring på alting.
Hele strandfænomenet gør dog, at der er en temmelig høj frekvens af piger, der iklædt meget lidt tøj, bevæger sig fra og til stranden.
Jeg besluttede mig for, at jeg ville ud og have fødderne i Atlanterhavet. De har jeg aldrig haft før. Vandet var smålunkent! Det var helt vildt. Normalt er vesterhavet altid pisse koldt, men ikke her. Det var fedt.
Ocean Drive er den sidste gade inden stranden går ud til Atlanterhavet, og det er i høj grad her, der sker noget, når solen er gået ned og temperaturen falder til midt i tyverne. Det er her byen virkelig bliver til en fest. Hoteller og restauranter op og ned af strandpromenaden dyrker Happy Hour, hvor en bliver til to uden ekstra omkostninger, og hvor maden ofte også er til halv pris. Oveni er der steder som The Clevelander, der kun er bar, men som lige går den ekstra mil i konceptet.
Uanset hvor vi er endt henne, har folk været søde og hjælpsomme. Alle har kunnet give os råd om, hvor og hvordan. De har taget sig tid til at svare på spørgsmål og en stor del starter bare samtaler, for at gøre det.
Men på strandpromenadehotellerne går man aggressivt efter at få folk ind og spise, så smukke kvinder er ansat til intet andet end at gå op til folk, og invitere dem hen og spise.
Vi undslog os dem de første par nætter, hvor vi spiste på en cafe lige rundt om hjørnet, der havde fået fine anmeldelser. Dagen efter gik vi på Johnny Rockets, hvor maden var lidt kedelig, men det var stadig fedt at se stedet fra Scarface. (Det er her, scenen med motorsaven er filmet.)
Sidste aften besluttede vi os dog for at gå all in, og ved et tilfælde endte vi på Colony Hotel. En sød serbisk servitrice forsikrede os om, at Happy Hour stadig var gældende, og for 35 dollars, kunne få en South Beach-special: The Bulldog.
Det er i virkeligheden en Margarita (I dette tilfælde: Tequila, triple sec og lime) i et liter glas med to coronaer stukket ned i. I anledning af Happy Hour, blev den fulgt op af en Bahama Mama, (Noget rom, romlikør og juice. Den smager godt) af samme størrelse med coronaer.
Da vi havde fortæret maden, gik turen hjemad, hvor vi sluttede med et par øl i baren på Hotel Clinton. Det var et pænt sted, og baren var god. Tak til Mark, vores bartender.
Vi forlod South Beach med en smule tømmermænd. Og jeg vil meget gerne tilbage. Havde jeg været 23, ville jeg aldrig have forladt stedet.
På tur i Miami med flodbåd, bus og båd
Vi fik hurtigt arrangeret rundture i Miami efter vi ankom i søndags. Et mindre eventbureau lå lige ved siden af vores hotel, og her var en sød pige ved navn Gaby hurtig til at få syet en pakke sammen til os. Mandag stod på bus- og bådtur rundt i byen, og onsdag ud til sumpområdet Everglades udenfor Miami, hvor alligatorer lever i det fri.
Downtown Miami ligner meget New York med høje skyskrabere over det hele. Bare... renere. Det har muligvis noget at gøre med, at stort set alle bygninger er bygget i hvidt eller lyse nuancer. Vi fik set det nye stadium, hvor Miami Heat holder til, som er et fantastisk bygningsværk. Alt i alt lidt spændende at se.
Busturen gik gennem Downtown Miami, Coral Gables og Little Havana.
Downtown Miami ligner meget New York med høje skyskrabere over det hele. Bare... renere. Det har muligvis noget at gøre med, at stort set alle bygninger er bygget i hvidt eller lyse nuancer. Vi fik set det nye stadium, hvor Miami Heat holder til, som er et fantastisk bygningsværk. Alt i alt lidt spændende at se.
Coral Gables er den rigere del af byen, og her fik vi set en masse flotte huse, og en del fede biler. Topmålet var Hotel Biltmore. Det femstjernede hotel er vanvittigt flot, og har været med en hel masse forskellige film. (Jeg kan kun lige huske Bad Boys, men der er andre).
25% af befolkningen i Miami er af cubansk afstamning, og en del af dem har bosat sig i den del af byen, er nu hedder Little Havana. Det var helt klart også den fedeste oplevelse på busturen. Det har nok ikke forfærdeligt meget at gøre med det rigtige Havana, men det har helt klart en ganske speciel karakter. Og vi fik set det eneste sted i USA, hvor man kan købe ægte cubanske cigarer. Der sidder ganske enkelt en ældre cubansk herre og håndruller skidtet.
Efter busturen, stod den på bådtur rundt i Biscayen. Vi fik set de forskellige småøer, som Fisher- og Star Island, som er hjem for en lang række prægtige huse, hvor en lang række kendisser har boet. Topmålet var dog Casa Montana, fra Scarface, hvor blodet fra filmen stadig er på væggene.
Miami er fed. Og jeg har ikke engang kommet rigtigt i dybden med South Beach. Bare vent.
Vores onsdagstur var en pose blandede nødder. Vi kørte temmelig længe for at komme ud til alligator-stedet, og turen i flodbåd var fed, men vi så faktisk kun et par fritlevende alligatorer. Flodbådene opfører sig mere eller mindre som et luftpude-fartøj. Den skøjter rundt på vandet. Det kunne sgu være sjovt at prøve at køre selv.
Efter bådturen var der alligatorshow, hvor de blev fodret og en gut fra stedet forklarede om dem. Det var ok, men bagefter kunne man så gå rundt og kigge på de forskellige alligatorer, der lever rundt omkring i Everglades, samt et par stykker, der er hentet ind fra andre steder, og det var nu en sølle forsamling.
Det var en oplevelse, helt klart, men ikke udelukkende positivt.
Efter busturen, stod den på bådtur rundt i Biscayen. Vi fik set de forskellige småøer, som Fisher- og Star Island, som er hjem for en lang række prægtige huse, hvor en lang række kendisser har boet. Topmålet var dog Casa Montana, fra Scarface, hvor blodet fra filmen stadig er på væggene.
Miami er fed. Og jeg har ikke engang kommet rigtigt i dybden med South Beach. Bare vent.
Vores onsdagstur var en pose blandede nødder. Vi kørte temmelig længe for at komme ud til alligator-stedet, og turen i flodbåd var fed, men vi så faktisk kun et par fritlevende alligatorer. Flodbådene opfører sig mere eller mindre som et luftpude-fartøj. Den skøjter rundt på vandet. Det kunne sgu være sjovt at prøve at køre selv.
Efter bådturen var der alligatorshow, hvor de blev fodret og en gut fra stedet forklarede om dem. Det var ok, men bagefter kunne man så gå rundt og kigge på de forskellige alligatorer, der lever rundt omkring i Everglades, samt et par stykker, der er hentet ind fra andre steder, og det var nu en sølle forsamling.
Det var en oplevelse, helt klart, men ikke udelukkende positivt.
*Suk*
Så har vi været i Miami, hvad kan man sige?
Smukke piger, kulørte drinks og alligatorer!
Første dagen i Miami havde Brian været på eventur og mødt Gabby. Så nu skulle der "turistes"! Han havde bestilt to ture:
Første tur: Blev hentet i en bus, af vores guide Felix! Katten Felix! Han tog os en tur igennem Miami og fortalte om byens historie. Meget spændende.
Vi kom da også lige forbi det Cubanske kvarter, Cubansk kaffe og selvfølgelig Cigarer!
Bagefter blev vi anbragt på en båd, med en kvindelig guide, hun viste os diverse kendissers hjem og selv Tony Montanas palæ... Det var faktisk ret fedt...
Anden tur: Vi stod og ventede på vores bus, der gik minutter.... Flere minutter! Pludselig! Kørte der en bil op og sagde hop ind!
Min mor har lært mig ikke at gøre sådan noget!
Men...
Han var fra guide bureauet, så vi hoppede ind og blev kørt til bussen, så gik turen mod Everglades!
Vi kom ud og sejle i Propelbåd, desværre har Bonita vores husholderske på hotellet stjålet mine solbriller, så jeg kunne ikke en skid på grund af kraftig vind og insekter der skød i fjæset på mig!
Men men men! Everglades er stort!
Derefter så vi Alligatorer show, han var ret sjov og utrolig lærerig om Alligatorerne!
For at putte perspektiv på mit syn om Miami!
Fed by til den rene afslapning! Med godt vejr og billige priser! Elsker dig Miami, jeg kommer helt sikkert igen!!!
Fluen
søndag den 7. juli 2013
Bienvenido a Miami ... og Daytona 400
Så er vi landet i Art Deco-himmelen South Beach. Crockett og Tubbs huserede her i 90'erne, og årtiet før herskede Al Pacino disse gader i Scarface. Stedet ligner alt, hvad vi har set i filmene. Det er høj klasse, og byen er stopfyldt med liv.
Vores hotel ligger en enkelt blok fra stranden og Atlanterhavet, og det kan ses på den temmeligt store mængde af smukke solbrune kvinder, der i meget lidt tøj går fra stranden og hjem eller... hvad de nu ellers skal ud og lave.
Hotellet er fremragende, men efter vores overnatning på Murder Inn (med loftslåge i "skabet" i bedste Norman Bates-stil) er det svært at forestille sig, at noget kunne være værre.
Daytona skulle hurtigt vise sig at være en blandet fornøjelse. "Vores" del af byen må have været den fattige del, hvor størstedelen af husene var et enkelt trin op fra en trailer-park. Motellet lå på en gade, hvor det skulle konkurrere med en masse andre. Alligevel var det heldigt, at vi overhovedet kunne få et værelse i byen.
For Murder Inn var dog kun et sted at opbevare vores bagage, mens vi tog til Daytona International Speedway for at opleve verdens største tilskuersport: NASCAR. Og det trækker folk til i stor stil.
Da vi kom ud til selve banen, gik det op for mig, hvor stort det i virkeligheden er. Selve banen er fire km. lang, og da det er, det man kalder, en tri-oval, er det et stykke over de fire kilometer, hvis man skal gå hele vejen rundt. Vi fandt dog hurtigt en parkeringsplads, og begav os ind til vores sæder.
Det fede: De kører sygt hurtigt, meget tæt på hinanden. Det lyder enormt fedt. Vi sad mindre end ti meter fra banen, kun adskilt af et trådhegn, så når de knap fyrre vogne kom blæsende forbi, føltes det lidt som når et tog passerer hurtigt igennem en station. Bare meget meget hurtigere, og meget meget vildere.
Det ufede: Selvom det er en oval, kan man ikke følge racerne hele vejen rundt. Efter 30-40 omgange, er der stadig 80-90 tilbage, og så er det altså ikke mere spændende.
Vores med-tilskuere havde dog andre forhåbninger til løbet, og de gange, hvor der blev bremset lidt hårdt op eller nogen kom lidt for tæt på, var det som de kollektivt holdt vejret.
De ser det altså kun for ulykkerne, hvilket jeg fik bekræftet dagen efter, da jeg snakkede med en anden gæst på parkeringspladsen på Murder Inn, for at finde ud af, hvem der egentlig havde vundet. (Vi smuttede før løbet sluttede, da vi ville hjem og holde øje med vores ting.)
"There was one good crash. Took out.... maybe three or four cars..."
Hvis jeg nogensinde får chancen for at komme tilbage til et NASCAR løb, skal det være med hele møget. Altså helt fra morgenstunden og frem.
Men det var nu stadig en fed oplevelse.
I morgen står den på bus/båd tur, som vi har booket samtidig med en tur til Everglades på onsdag.
Men nu skal der soves, i ro og orden, nu vi ikke skal bekymre os for, hvad eller hvem, der kravler ned gennem loftslem.
Vores hotel ligger en enkelt blok fra stranden og Atlanterhavet, og det kan ses på den temmeligt store mængde af smukke solbrune kvinder, der i meget lidt tøj går fra stranden og hjem eller... hvad de nu ellers skal ud og lave.
Hotellet er fremragende, men efter vores overnatning på Murder Inn (med loftslåge i "skabet" i bedste Norman Bates-stil) er det svært at forestille sig, at noget kunne være værre.
Daytona skulle hurtigt vise sig at være en blandet fornøjelse. "Vores" del af byen må have været den fattige del, hvor størstedelen af husene var et enkelt trin op fra en trailer-park. Motellet lå på en gade, hvor det skulle konkurrere med en masse andre. Alligevel var det heldigt, at vi overhovedet kunne få et værelse i byen.
For Murder Inn var dog kun et sted at opbevare vores bagage, mens vi tog til Daytona International Speedway for at opleve verdens største tilskuersport: NASCAR. Og det trækker folk til i stor stil.
Da vi kom ud til selve banen, gik det op for mig, hvor stort det i virkeligheden er. Selve banen er fire km. lang, og da det er, det man kalder, en tri-oval, er det et stykke over de fire kilometer, hvis man skal gå hele vejen rundt. Vi fandt dog hurtigt en parkeringsplads, og begav os ind til vores sæder.
Det fede: De kører sygt hurtigt, meget tæt på hinanden. Det lyder enormt fedt. Vi sad mindre end ti meter fra banen, kun adskilt af et trådhegn, så når de knap fyrre vogne kom blæsende forbi, føltes det lidt som når et tog passerer hurtigt igennem en station. Bare meget meget hurtigere, og meget meget vildere.
Det ufede: Selvom det er en oval, kan man ikke følge racerne hele vejen rundt. Efter 30-40 omgange, er der stadig 80-90 tilbage, og så er det altså ikke mere spændende.
Vores med-tilskuere havde dog andre forhåbninger til løbet, og de gange, hvor der blev bremset lidt hårdt op eller nogen kom lidt for tæt på, var det som de kollektivt holdt vejret.
De ser det altså kun for ulykkerne, hvilket jeg fik bekræftet dagen efter, da jeg snakkede med en anden gæst på parkeringspladsen på Murder Inn, for at finde ud af, hvem der egentlig havde vundet. (Vi smuttede før løbet sluttede, da vi ville hjem og holde øje med vores ting.)
"There was one good crash. Took out.... maybe three or four cars..."
Hvis jeg nogensinde får chancen for at komme tilbage til et NASCAR løb, skal det være med hele møget. Altså helt fra morgenstunden og frem.
Men det var nu stadig en fed oplevelse.
I morgen står den på bus/båd tur, som vi har booket samtidig med en tur til Everglades på onsdag.
Men nu skal der soves, i ro og orden, nu vi ikke skal bekymre os for, hvad eller hvem, der kravler ned gennem loftslem.
fredag den 5. juli 2013
Nå men så.
Nu har Brian opdateret jer om ting der er sket på det sidste!
Så kan opdatere jer om 1 ting:
VORES GPS HEDDER ULLA!
KASPER.-
Hov blev lidt ivrig.
P.s Ja jeg er i Fayetteville... skal sove og til Daytona imorgen!
Arlington Road Trip
Washington var højt på listen over steder, jeg virkelig har set frem til. Man er vel West Wing fan...
Vi ankom sent, men fik da spottet et par småting på vejen ind. Efter at have læsset de andre af ved hotellet, brugte jeg næsten en halv time på at finde en parkeringsplads. I forhold til at resten af landet elsker deres biler, er deres regeringsby, forfærdeligt bil-fjendsk. Det lykkedes dog til sidst, og vores hotel skulle vise sig at være ganske fremragende placeret. 20 minutters gang til det hvide hus.
Dagen efter begav vi os ned mod græsarealerne mellem Lincoln Memorial og Capitol, der hedder The Mall. Turen derned gik gennem et af Washington DCs ældste nabolag, Foggy Bottom. Ganske enkelt fordi navnet er ganske fantastisk.
Turen viste dog både godt og skidt. Washington er enormt ren. New York var faktisk også meget ren, men noget mere slidt. På vej ud af byen lagde jeg mærke til flere steder, hvor der var rengøringspersonale i gang med at spule facade og male nyt.
På den anden side, så vi flere hjemløse, der havde slået telte op langs med en lille arm af, hvad jeg går ud fra var Potomac-floden. Vi oplevede dog ikke Washington udenfor det politiske magtcentrum, men jeg har ladet mig fortælle, at der er mange hjemløse og fattige i byen.
Da vi ankom til Lincoln Memorial, i den ene ende af The Mall, var det blevet meget tydeligt, at det var Independence Day, og at byen var i gang med at gøre klar til fest. Den gade, der følger The Mall på den nordlige side, hedder Constitution Avenue, og den var lukket af til en parade.
Efter hurtigt sikkerhedstjek kom vi ind og fik set Lincoln Memorial. Og hvis I vil bære over med mig et kort øjeblik: Derfra gik vi videre til de forskellige mindesmærker for de større krige i den amerikanske historie, indtil vi satte os ud og kiggede på Paraden.
Lincoln Memorial var imponerende. Det samme kan faktisk siges om de fleste bygninger i byen. Der er søjler over det hele. Det er marmor og lyse sten. Og det er på en fuldkommen forrykt skala. Alt er enormt. Inkl. selve Lincoln Statuen. Og passende nok havde jeg lige set filmen om manden, og det var en fantastisk oplevelse at stå der og se den.
I det hele taget var hele byen fyldt med den samme fornemmelse.
Paraden var et sammensurium af forskellige indslag. Fra fede klassiske amerikanske biler, til paradevogne med skønhedsprinsesser og American Idol-vindere til balloner og tambur-bands. I det hele taget meget amerikansk.
Vi fandt noget frokost, og begav os op på Pennsylvania Avenue og vandrede langs den ned til Capitol, hvor vi fandt en taxa hjem. På turen fik vi set de fleste forskellige ministerier. Lige fra Labour og State til Skattevæsenet og Pharceut-lobbyens hovedkvarter. Fantastisk sammensurium af politik og private interesser. The american dream.
Vi vendte lige omkring på hotellet for at skifte og dampe af, og fik set forsiden af White House (som desværre er lukket for tour for tiden) inden vi igen befandt os på The Mall ved foden af Washington Memorial (Obelisken) og ventede på 4. juli-fyrværkeriet. 15 minutters farveeksplosion med amerikanske kunstnere der sang America the Beautiful og Star-spangled banner i baggrunden, gav den sidste brik.
Midt i tempel-lignende kæmpebygninger, overdådige springvand og mindesmærker, er det ikke svært at se, hvor stolte amerikanerne er af deres historie, og hvor mange kræfter de bruger på at huske slag, dage og personer med indflydelse på udfaldet.
Jeg er ret vild med byen, men jeg tror måske nok, at jeg har set, hvad der er at se udefra. Det hvide hus var en fed oplevelse, men hvis man nu kunne komme indenfor. Se kontorerne, folkene. Være lidt med eller bare kigge på i stedet for at se det udefra. Det er næste skridt.
For denne gang må vi stille os tilfredse med at have set det udefra og nydt, at den renlige del af Washington var en stor oplevelse.
Den 5. juli blev brugt på at få set bagsiden af det hvide hus, og haven omkring. Derefter tog vi omkring Pentagon, som er svær at være imponeret over, siden det er svært at se mere end to sider af gangen. Men den er godt nok stor.
Og så ligger den lige ved Arlington, kirkegården for militærpersonale. Det er et KÆMPE område. Vi blev nødt til at begrænse os til at se John og Robert Kennedys gravpladser, hvide kors og gravstene i rigt mål, mindesmærket for kvinder i tjeneste og som kronen på værket, fik vi vagtskiftet ved den ukendte soldats grav med.
Derfra kørte vi mor og Niels til flyet og sendte dem hjem.
Det har været fantastisk at have dem med. Der er blevet gået, og der er blevet oplevet en masse, vi nok ikke ville have set, hvis vi var taget afsted alene.
Vi ankom sent, men fik da spottet et par småting på vejen ind. Efter at have læsset de andre af ved hotellet, brugte jeg næsten en halv time på at finde en parkeringsplads. I forhold til at resten af landet elsker deres biler, er deres regeringsby, forfærdeligt bil-fjendsk. Det lykkedes dog til sidst, og vores hotel skulle vise sig at være ganske fremragende placeret. 20 minutters gang til det hvide hus.
Dagen efter begav vi os ned mod græsarealerne mellem Lincoln Memorial og Capitol, der hedder The Mall. Turen derned gik gennem et af Washington DCs ældste nabolag, Foggy Bottom. Ganske enkelt fordi navnet er ganske fantastisk.
Turen viste dog både godt og skidt. Washington er enormt ren. New York var faktisk også meget ren, men noget mere slidt. På vej ud af byen lagde jeg mærke til flere steder, hvor der var rengøringspersonale i gang med at spule facade og male nyt.
På den anden side, så vi flere hjemløse, der havde slået telte op langs med en lille arm af, hvad jeg går ud fra var Potomac-floden. Vi oplevede dog ikke Washington udenfor det politiske magtcentrum, men jeg har ladet mig fortælle, at der er mange hjemløse og fattige i byen.
Da vi ankom til Lincoln Memorial, i den ene ende af The Mall, var det blevet meget tydeligt, at det var Independence Day, og at byen var i gang med at gøre klar til fest. Den gade, der følger The Mall på den nordlige side, hedder Constitution Avenue, og den var lukket af til en parade.
Efter hurtigt sikkerhedstjek kom vi ind og fik set Lincoln Memorial. Og hvis I vil bære over med mig et kort øjeblik: Derfra gik vi videre til de forskellige mindesmærker for de større krige i den amerikanske historie, indtil vi satte os ud og kiggede på Paraden.
Lincoln Memorial var imponerende. Det samme kan faktisk siges om de fleste bygninger i byen. Der er søjler over det hele. Det er marmor og lyse sten. Og det er på en fuldkommen forrykt skala. Alt er enormt. Inkl. selve Lincoln Statuen. Og passende nok havde jeg lige set filmen om manden, og det var en fantastisk oplevelse at stå der og se den.
I det hele taget var hele byen fyldt med den samme fornemmelse.
Paraden var et sammensurium af forskellige indslag. Fra fede klassiske amerikanske biler, til paradevogne med skønhedsprinsesser og American Idol-vindere til balloner og tambur-bands. I det hele taget meget amerikansk.
Vi fandt noget frokost, og begav os op på Pennsylvania Avenue og vandrede langs den ned til Capitol, hvor vi fandt en taxa hjem. På turen fik vi set de fleste forskellige ministerier. Lige fra Labour og State til Skattevæsenet og Pharceut-lobbyens hovedkvarter. Fantastisk sammensurium af politik og private interesser. The american dream.
Vi vendte lige omkring på hotellet for at skifte og dampe af, og fik set forsiden af White House (som desværre er lukket for tour for tiden) inden vi igen befandt os på The Mall ved foden af Washington Memorial (Obelisken) og ventede på 4. juli-fyrværkeriet. 15 minutters farveeksplosion med amerikanske kunstnere der sang America the Beautiful og Star-spangled banner i baggrunden, gav den sidste brik.
Midt i tempel-lignende kæmpebygninger, overdådige springvand og mindesmærker, er det ikke svært at se, hvor stolte amerikanerne er af deres historie, og hvor mange kræfter de bruger på at huske slag, dage og personer med indflydelse på udfaldet.
Jeg er ret vild med byen, men jeg tror måske nok, at jeg har set, hvad der er at se udefra. Det hvide hus var en fed oplevelse, men hvis man nu kunne komme indenfor. Se kontorerne, folkene. Være lidt med eller bare kigge på i stedet for at se det udefra. Det er næste skridt.
For denne gang må vi stille os tilfredse med at have set det udefra og nydt, at den renlige del af Washington var en stor oplevelse.
Den 5. juli blev brugt på at få set bagsiden af det hvide hus, og haven omkring. Derefter tog vi omkring Pentagon, som er svær at være imponeret over, siden det er svært at se mere end to sider af gangen. Men den er godt nok stor.
Og så ligger den lige ved Arlington, kirkegården for militærpersonale. Det er et KÆMPE område. Vi blev nødt til at begrænse os til at se John og Robert Kennedys gravpladser, hvide kors og gravstene i rigt mål, mindesmærket for kvinder i tjeneste og som kronen på værket, fik vi vagtskiftet ved den ukendte soldats grav med.
Derfra kørte vi mor og Niels til flyet og sendte dem hjem.
Det har været fantastisk at have dem med. Der er blevet gået, og der er blevet oplevet en masse, vi nok ikke ville have set, hvis vi var taget afsted alene.
Hurtig opdatering om Fjerde Juli
Fjerde juli i Washington var et fremragende valg. Byen er fantastisk. I modsætning til New York, der viser tydelige tegn på at være blevet brugt, er DC anderledes velholdt. De store marmor-bygninger bliver renset regelmæssigt, og selv i de mindre beboelsesområder, der i høj grad bærer præg af hollandsk byggeristil, er der pænt og rent.
Jojo, vi har kun været rundt omkring Foggy Bottom og områderne omkring Det Hvide Hus og monumenterne, så I morgen byer sikkert på en anden oplevelse, når vi forlader DC til fordel for Washingtons mindre fornemme områder.
Jojo, vi har kun været rundt omkring Foggy Bottom og områderne omkring Det Hvide Hus og monumenterne, så I morgen byer sikkert på en anden oplevelse, når vi forlader DC til fordel for Washingtons mindre fornemme områder.
Men Independence Day har været en fantastisk oplevelse. Byen er fuld af liv, og selvom vi nåede 36 grader i dag og en luftfugtighed på 65%, har vi tilbagelagt en imponerende mængde kilometer.
Til gengæld kan jeg strege følgende på Tjek-listen:
Washington-, Lincoln- og Jefferson-memorial.
Washington-, Lincoln- og Jefferson-memorial.
Det Hvide Hus
Capitol
The Mall
og naturligvis Foggy Bottom.
Capitol
The Mall
og naturligvis Foggy Bottom.
Men det er kun en lille del af, hvad der er blevet set.
Vi tilbragte aftenen på the Mall med at se fyrværkeri. Det er imponerende, men lidt hurtigt overstået.
Det har været spændende at se de forskellige ting, som man ser på TV. Og alle de amerikanere vi har mødt er søde og imødekommende.
I morgen afleverer vi mor og Niels i Dulles, og så går turen sydpå mod Daytona, hvor vi skal til Nascar på lørdag.
Vi tilbragte aftenen på the Mall med at se fyrværkeri. Det er imponerende, men lidt hurtigt overstået.
Det har været spændende at se de forskellige ting, som man ser på TV. Og alle de amerikanere vi har mødt er søde og imødekommende.
I morgen afleverer vi mor og Niels i Dulles, og så går turen sydpå mod Daytona, hvor vi skal til Nascar på lørdag.
Det burde sætte tempoet lidt ned, så der forhåbentlig bliver tid til flere opdateringer.
torsdag den 4. juli 2013
Chauffør i NY og efterfølgende ØV!!!
Vores sidste dag i New York blev brugt konstruktivt. Vi så 911 Memorial, Wall Street, Børsen, Zombier, Grand Central og Madison Square Garden.
Sammen med Mor og Niels gik vi gennem Wall Street, hvor vi fik set Børsen, hen til 911 Memorial Site, hvor der er oprettet en mindespark lige der, hvor det gamle World Trade Center stod. Parken består af et museum, der var lukket pga. ombygninger med tilhørende park. To "springvand" er sat op, lige der hvor tårnene stod. Anførselstegnene er fordi, det ikke er springvand, men snarere vandfald ned i en firkantet kasse, omgivet af messingplader med navnene på alle dem, der mistede livet den 11. september 2001.
Det var faktisk en ganske afdæmpet måde at lave en mindepark på. Når man nu kender amerikanernes hang til storladent pomp og pragt, så var det enormt smagfuldt. Og det var da også en speciel følelse at stå der.
Der er til gengæld en fuldkommen panisk angst for, at der skal ske noget, så sikkerheden inden vi kom ind i parken, fik sikkerheden i lufthavnen til at ligne indgangen til en 7-11.
Vi skiltes fra mor og Niels og bevægede os ud til en subway mod nord. Det er en smule hjernedødt, at vi ikke fik styr på den del af transportsystemet på første dag, for det ville da have sparet os for nogle taxa-ture. Men subwayen holder. Det er en nem måde at komme rundt på, selvom stationerne er en labyrint af flisebeklædte gyserkulisser.
Vi hoppede af på Grand Central Station, som er fantastisk smuk. Marmor og poleret sten over det hele. Jeg startede dagen med en lille tanketorsk, da jeg nævnte, at jeg ville se, hvor scenen fra "Untouchables" med barnevognen var filmet. Det gik op for mig, da vi stod på Grand Central, at den film foregår i Chicago. Så vi når det nok. Til mit forsvar skal jeg lige forklare, at udover, at jeg først kom i seng over midnat og delte værelse med en John Deere, så blev jeg også lige vækket af mor, der skulle have hjælp. Vi havde brug for at få skiftet navn på hendes flybillet hjem. Efter en halv time, havde jeg skabt en alliance med mor og Kaare, og det endte godt, et par minutter før luftselskabets danske afdeling lukkede. Så klokken lidt i seks fik jeg lov til at sove igen. Så jeg var ikke helt frisk.
Det gik også lidt ud over den oplevelse, som World War Z i en amerikansk iMax biograf skulle have været. Men filmen var en skuffelse, så...
Vi sluttede af med at komme forbi Madison Square Garden på vej hjem, hvor vi besluttede os for at gå ud og spise kinesisk på kinesisk restaurant i Chinatown. Inden vi nåede ud af døren kom mor og Niels hjem, og det endte med kinesisk take-away, spist i lejlighed i Chinatown, og en slut-øl på trappen, inden vi gik i seng.
Onsdag morgen var det direkte op til 31st street, hvor vi samlede en lejet Ford Kuga (Der hedder Escape) op. Alle vores taxa-ture havde ikke ligefrem gjort det attratktivt, at skulle køre bil i midten af New York, men det gik over al forventning og snart efter var vi i New Jersey, hvor vi kunne konstatere to ting:
Vi havde desperat brug for en rigtig GPS, da vores planlagte telefon-løsning ikke holdt.
Meadowlands Stadium er lukket ned, mens der bliver lagt ny turf på banen.
Så det var en svært skuffet Flue, der ikke kom ind og ligge på banen, som han havde snakket om så længe. Det er nu også dybt uretfærdigt, men han tog det i god stil, for, som han siger, så har han nu en grund til at komme tilbage til NY... eller en grund MERE.
Resten af dagen brugte vi på at jage GPS, se midten af Philadelphia, hvor Independence Hall var lukket for gæster i anledning af Fjerde Juli dagen efter, og køen til museet med frihedsklokken var enorm. Vi så klokken udefra, købte lidt souvenirs og fik vandret lidt omkring i en af de ældste byer i USA.
Det var således blevet mørkt, da vi ankom i Washington til Hotel Baron, så der blev ikke meget hyggeøl, da vi skulle tidligt op dagen efter.
Sammen med Mor og Niels gik vi gennem Wall Street, hvor vi fik set Børsen, hen til 911 Memorial Site, hvor der er oprettet en mindespark lige der, hvor det gamle World Trade Center stod. Parken består af et museum, der var lukket pga. ombygninger med tilhørende park. To "springvand" er sat op, lige der hvor tårnene stod. Anførselstegnene er fordi, det ikke er springvand, men snarere vandfald ned i en firkantet kasse, omgivet af messingplader med navnene på alle dem, der mistede livet den 11. september 2001.
Det var faktisk en ganske afdæmpet måde at lave en mindepark på. Når man nu kender amerikanernes hang til storladent pomp og pragt, så var det enormt smagfuldt. Og det var da også en speciel følelse at stå der.
Der er til gengæld en fuldkommen panisk angst for, at der skal ske noget, så sikkerheden inden vi kom ind i parken, fik sikkerheden i lufthavnen til at ligne indgangen til en 7-11.
Vi skiltes fra mor og Niels og bevægede os ud til en subway mod nord. Det er en smule hjernedødt, at vi ikke fik styr på den del af transportsystemet på første dag, for det ville da have sparet os for nogle taxa-ture. Men subwayen holder. Det er en nem måde at komme rundt på, selvom stationerne er en labyrint af flisebeklædte gyserkulisser.
Vi hoppede af på Grand Central Station, som er fantastisk smuk. Marmor og poleret sten over det hele. Jeg startede dagen med en lille tanketorsk, da jeg nævnte, at jeg ville se, hvor scenen fra "Untouchables" med barnevognen var filmet. Det gik op for mig, da vi stod på Grand Central, at den film foregår i Chicago. Så vi når det nok. Til mit forsvar skal jeg lige forklare, at udover, at jeg først kom i seng over midnat og delte værelse med en John Deere, så blev jeg også lige vækket af mor, der skulle have hjælp. Vi havde brug for at få skiftet navn på hendes flybillet hjem. Efter en halv time, havde jeg skabt en alliance med mor og Kaare, og det endte godt, et par minutter før luftselskabets danske afdeling lukkede. Så klokken lidt i seks fik jeg lov til at sove igen. Så jeg var ikke helt frisk.
Det gik også lidt ud over den oplevelse, som World War Z i en amerikansk iMax biograf skulle have været. Men filmen var en skuffelse, så...
Vi sluttede af med at komme forbi Madison Square Garden på vej hjem, hvor vi besluttede os for at gå ud og spise kinesisk på kinesisk restaurant i Chinatown. Inden vi nåede ud af døren kom mor og Niels hjem, og det endte med kinesisk take-away, spist i lejlighed i Chinatown, og en slut-øl på trappen, inden vi gik i seng.
Onsdag morgen var det direkte op til 31st street, hvor vi samlede en lejet Ford Kuga (Der hedder Escape) op. Alle vores taxa-ture havde ikke ligefrem gjort det attratktivt, at skulle køre bil i midten af New York, men det gik over al forventning og snart efter var vi i New Jersey, hvor vi kunne konstatere to ting:
Vi havde desperat brug for en rigtig GPS, da vores planlagte telefon-løsning ikke holdt.
Meadowlands Stadium er lukket ned, mens der bliver lagt ny turf på banen.
Så det var en svært skuffet Flue, der ikke kom ind og ligge på banen, som han havde snakket om så længe. Det er nu også dybt uretfærdigt, men han tog det i god stil, for, som han siger, så har han nu en grund til at komme tilbage til NY... eller en grund MERE.
Resten af dagen brugte vi på at jage GPS, se midten af Philadelphia, hvor Independence Hall var lukket for gæster i anledning af Fjerde Juli dagen efter, og køen til museet med frihedsklokken var enorm. Vi så klokken udefra, købte lidt souvenirs og fik vandret lidt omkring i en af de ældste byer i USA.
Det var således blevet mørkt, da vi ankom i Washington til Hotel Baron, så der blev ikke meget hyggeøl, da vi skulle tidligt op dagen efter.
onsdag den 3. juli 2013
Så går det videre!
Dagen går snart på held...
Stod op klokken... Vent... Blev vækket!
Klokken 08:30, stod op, gjorde klar, tog en taxa ned til biludlejningen og afsted det gik! Vi var nu på vej til East Rutherford! Hvad ligger der??? Spørger du vel.
Metlife Stadium??? New York Giants?? Nej??? Okay lad mig forklare, i NFL (som er Amerikansk fodbolds svar på Champions League) er der et hold! Det ligger i New York! Holdet hedder Giants og de er det eneste rigtige hold at holde med!
Så jeg skulle da ud og se det!
Men.... *suk* nej....
Vi ankommer derude og så er lortet igang med at blive lagt om *snøft* jeg kan ikke komme ind og se...
Så videre til Philadelphia!
Ind og se independence hall og klokken!
En smuk by faktisk!
Men det tog dog tid! Staternes vej netværk er en svær dame at danse med!
Så vi draget til Cherry Hill som er 11 miles længere væk fra D.C.... *heh*
Det er fordi vi er dygtige!!! Okay???
Så nu har vi købt en kvindelig kompagnon! Vores GPS!
*name coming soon*
Hun skal nok få en identitet, når vi har lært hende bedre at kende.
Og så er vi klar på at tage mod D.C...
Mon vi klare den... Forhåbentligt!
Fluen/Fluffy/Kasper/Mogensen
tirsdag den 2. juli 2013
Aftenshow på New Yorker måden.
Vi har lejet en lejlighed i verdens mest befærdede opgang. Jeg ved faktisk ikke, hvor mange lejligheder der ligger her i opgangen, men hver eneste aften, hvor Niels, Fluen og jeg har siddet og leget blødkogte kriminelle, med vores Brooklyn-øl, har der været et rend uden lige ind og ud af hoveddøren. Og de andre opgange ligger mystisk tomme h
Vi har teoretiseret lidt om, at kineserne (Ja, det er de. Vi bor i Chinatown) har skabt en forpost her.
Til gengæld er der altid liv her i gaden. Den ene aften var der et mylder af brandbiler, og her til aften stimlede fire politibiler og et salatfad sammen om en, for os, stadig ukendt forbrydelse.
Jeg kommer til at savne New York. Så når vi tager afsted i morgen tidlig, bliver det ikke "farvel", men "på gensyn."
Men vi skal op tidligt, og jeg blev afbrudt af nattensgenvordigheder, som der forhåbentlig bliver tid til at forklare om i morgen.
Godnat folkens.
Vi har teoretiseret lidt om, at kineserne (Ja, det er de. Vi bor i Chinatown) har skabt en forpost her.
Til gengæld er der altid liv her i gaden. Den ene aften var der et mylder af brandbiler, og her til aften stimlede fire politibiler og et salatfad sammen om en, for os, stadig ukendt forbrydelse.
Jeg kommer til at savne New York. Så når vi tager afsted i morgen tidlig, bliver det ikke "farvel", men "på gensyn."
Men vi skal op tidligt, og jeg blev afbrudt af nattensgenvordigheder, som der forhåbentlig bliver tid til at forklare om i morgen.
Godnat folkens.
mandag den 1. juli 2013
Brooklyn boy
Jeg har længe været stor fan af Fun Lovin Criminals. Flere af deres sange, har en stor forbindelse til New York, og nu hvor jeg har siddet på trappestenen og lyttet til forskellige sange, er der ligesom noget, der er faldet på plads.
Specielt ét nummer har fået en fantastisk baggrund her til aften.
The View Belongs To Everyone
Men den kommer også lige efter, at vi har gået tværs over Brooklyn Bridge, som var ganske fantastisk. Brooklyn Bridge er den sidste bro på øst-siden af Manhattan, inden man kommer ud til sydspidsen. Det gør, at man kan stå på broen og se ud til Liberty Island (Den med damen på), Ellis Island (Den med immigranterne) og Governors Island (Som jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvad er for en ø)
Brooklyn Bridge var fantastisk. Brooklyn ligeså. Fede bygninger og mennesker over det hele. Masser af shopping-muligheder, og generelt bare masser af liv.
Jeg tror nok, at det var det, kombineret med gåturen, der endelig solgte New York til mig. Jeg må simpelthen tilbage.
I disse dage, hvor vi vader frem og tilbage, ville jeg virkelig ønske, at laderen til min Fitbit virkede. Jeg løb tør for strøm lørdag formiddag, og har ikke kunnet holde styr på, hvor meget vi har gået. Men det føles som langt, og et løst slag på tasken siger mellem 8-10 kilometer.
I morgen er der atter en dag.... så... godnat.
Specielt ét nummer har fået en fantastisk baggrund her til aften.
The View Belongs To Everyone
Men den kommer også lige efter, at vi har gået tværs over Brooklyn Bridge, som var ganske fantastisk. Brooklyn Bridge er den sidste bro på øst-siden af Manhattan, inden man kommer ud til sydspidsen. Det gør, at man kan stå på broen og se ud til Liberty Island (Den med damen på), Ellis Island (Den med immigranterne) og Governors Island (Som jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvad er for en ø)
Brooklyn Bridge var fantastisk. Brooklyn ligeså. Fede bygninger og mennesker over det hele. Masser af shopping-muligheder, og generelt bare masser af liv.
Jeg tror nok, at det var det, kombineret med gåturen, der endelig solgte New York til mig. Jeg må simpelthen tilbage.
I disse dage, hvor vi vader frem og tilbage, ville jeg virkelig ønske, at laderen til min Fitbit virkede. Jeg løb tør for strøm lørdag formiddag, og har ikke kunnet holde styr på, hvor meget vi har gået. Men det føles som langt, og et løst slag på tasken siger mellem 8-10 kilometer.
I morgen er der atter en dag.... så... godnat.
Billedgalleri 1
 |
| Delancey, I love you, I need you... |
 |
| The Flatiron Building |
 |
| One World Trade Center er imponerende stort i forhold til skylinen |
 |
| Libby |
 |
| Glad Flue under Brooklyn Bridge |
 |
| Williamsburg bridge. |
 |
| Empire State of mind.... |
 |
| Times Square m. tilhørende turister |
 |
| Times Square fra den anden ende |
Båd- og hedetur i Central Park
Søndag var store leg-turist-dag. Vi havde købt en tur på Circle Line tours, og efter en lettere kaotisk morgen, hoppede vi i en taxa, hvor en snakkesaglig, omend noget stereotyp, kinesisk taxachauffør smed os af ved Pier 83, hvor vores båd afgik fra.
Inden da kunne han dog fortælle, at det nu var femte dag, hvor meteorologerne lovede regn, uden at det kom. Så trykket stiger og stiger, og det bliver mere og mere fugtigt.
En knap tre timers tur rundt om Manhattan med masser af muligheder for at tage billeder og få set en del af de ting, vi normalt ikke ville få chancen for, eller ville prioritere.
Har fx. set: FN Bygningen, Grants tomb, bygningen fra Ghostbusters, en hel masse broer og dele af New Jersey, Brooklyn og Queens.
Men det var samtidig også den eneste måde vi kunne komme i nærheden af Ellis Island og Frihedsgudinden. Det var enormt turistet, ganske som planen havde været fra starten af. Hele turen var akkompagneret af en gut, der nok er bedre stillet ved at være tourguide, end stand-up komiker, men som alligevel kunne fortælle en masse om byen og historien. Lyttede med et halvt øre under det meste af forestillingen og fik nogle fine billeder i kassen.
Efter bådturen gik turen mod Times Square, der ikke skuffede. Bright lights, big city er virkelig rigtigt ramt. Mennesker alle steder, reklamesøjler og TV-skærme alle steder. At den amerikanske hær har en rekrutteringspost her finder jeg en smule underholdende, men hvor skal man ellers få fat i stive unge amerikanere, der har fået en udfordring?
Der er fyldt med butikker på Times Square. En fed oplevelse, men pressede for tid gik vi videre, og efter et "nogenlunde" kort visit i en tøjbutik, gik vi op til Central Park. Ruten gik via Broadway, hvor vi fik set alle de forskellige teatre. Heriblandt Ed Sullivan Theatre, hvor de optager Late Show med David Letterman.
Central Park blev desværre kun et kort visit, da tiden var løbet fra os, men nu kan vi da sige, at vi har været der. Til gengæld var jeg ved at dø af varme og svedighed, da vi nåede frem.
Turen hjem blev i selskab med en russisk pianist, uddannet fra Moskvas konservatorium, som var flyttet til USA med hele familien, efter at faderen havde tilbragt 16 år i fængsel, for at uddele undergravende litteratur.
"Siden 1917 har Rusland ikke været værd at samle på," sagde han med overbevisning i stemmen, og præciserede, at han hellere ville køre taxa i New York end spille klaver i Rusland. Til gengæld gav han en stående invitation til stedet Sascha bar på 58th street, hvor han spiller klaver hver fredag og lørdag.
Fluen fik sin helt store overraskelse i form af aftensmad på "Les Halles" i nærheden af Financial District, hvor maden var virkelig virkelig god. "Les Halles" blev berømt i Anthony Bourdains bog, der senere blev lavet til TV-serie, "Kitchen Confidential".
Mætte, og iklædt nye sko, gik vi hen til One World Trade Center efter aftensmaden. Det er pænt højt (1776 feet), men desværre havde jeg misforstået noget, så hvad jeg troede var vejen til Ground Zero, viste sig bare at være vejen væk fra Ground Zero. Det blev dog korrigeret af nogle flinke indfødte new yorkere, der forklarede, at vi skulle søge om tid til at komme ind og se det. Så i morgen 10.30 er vi på pletten.
Aftenen blev igen tilbragt med at sidde i heden på trappen og bryde loven med vores beholdere med alkohol i.
Lige nu regner det, og vi har skiftet lidt planer rundt, men vi satser stadig på at nå det hele.
Inden da kunne han dog fortælle, at det nu var femte dag, hvor meteorologerne lovede regn, uden at det kom. Så trykket stiger og stiger, og det bliver mere og mere fugtigt.
En knap tre timers tur rundt om Manhattan med masser af muligheder for at tage billeder og få set en del af de ting, vi normalt ikke ville få chancen for, eller ville prioritere.
Har fx. set: FN Bygningen, Grants tomb, bygningen fra Ghostbusters, en hel masse broer og dele af New Jersey, Brooklyn og Queens.
Men det var samtidig også den eneste måde vi kunne komme i nærheden af Ellis Island og Frihedsgudinden. Det var enormt turistet, ganske som planen havde været fra starten af. Hele turen var akkompagneret af en gut, der nok er bedre stillet ved at være tourguide, end stand-up komiker, men som alligevel kunne fortælle en masse om byen og historien. Lyttede med et halvt øre under det meste af forestillingen og fik nogle fine billeder i kassen.
Efter bådturen gik turen mod Times Square, der ikke skuffede. Bright lights, big city er virkelig rigtigt ramt. Mennesker alle steder, reklamesøjler og TV-skærme alle steder. At den amerikanske hær har en rekrutteringspost her finder jeg en smule underholdende, men hvor skal man ellers få fat i stive unge amerikanere, der har fået en udfordring?
Der er fyldt med butikker på Times Square. En fed oplevelse, men pressede for tid gik vi videre, og efter et "nogenlunde" kort visit i en tøjbutik, gik vi op til Central Park. Ruten gik via Broadway, hvor vi fik set alle de forskellige teatre. Heriblandt Ed Sullivan Theatre, hvor de optager Late Show med David Letterman.
Central Park blev desværre kun et kort visit, da tiden var løbet fra os, men nu kan vi da sige, at vi har været der. Til gengæld var jeg ved at dø af varme og svedighed, da vi nåede frem.
Turen hjem blev i selskab med en russisk pianist, uddannet fra Moskvas konservatorium, som var flyttet til USA med hele familien, efter at faderen havde tilbragt 16 år i fængsel, for at uddele undergravende litteratur.
"Siden 1917 har Rusland ikke været værd at samle på," sagde han med overbevisning i stemmen, og præciserede, at han hellere ville køre taxa i New York end spille klaver i Rusland. Til gengæld gav han en stående invitation til stedet Sascha bar på 58th street, hvor han spiller klaver hver fredag og lørdag.
Fluen fik sin helt store overraskelse i form af aftensmad på "Les Halles" i nærheden af Financial District, hvor maden var virkelig virkelig god. "Les Halles" blev berømt i Anthony Bourdains bog, der senere blev lavet til TV-serie, "Kitchen Confidential".
Mætte, og iklædt nye sko, gik vi hen til One World Trade Center efter aftensmaden. Det er pænt højt (1776 feet), men desværre havde jeg misforstået noget, så hvad jeg troede var vejen til Ground Zero, viste sig bare at være vejen væk fra Ground Zero. Det blev dog korrigeret af nogle flinke indfødte new yorkere, der forklarede, at vi skulle søge om tid til at komme ind og se det. Så i morgen 10.30 er vi på pletten.
Aftenen blev igen tilbragt med at sidde i heden på trappen og bryde loven med vores beholdere med alkohol i.
Lige nu regner det, og vi har skiftet lidt planer rundt, men vi satser stadig på at nå det hele.
søndag den 30. juni 2013
Det var smukt!
Spiste på den mest fantastiske restaurant i NYC, Les Halles....
Jeg vil gerne takke, Gud, Sole, min mor, Niels, Brian, taxachaufføren, restauranten...
Det var lækkert!
Nu....
Venter mit trappe trin på mig! (Sidder på trappen uden for min opgang og nyder varmen, cigaretter og det kriminelle øl drikning i offentligheden! BREAKING THE LAW!)
Kasper/Mogensen/Fluen/Fluff
Så skete det!
Er blevet informeret af min bror, hvis han ikke får noget søvn snart dør han...
Og
Der er Gay Pride Parade i NYC. ...
Det skal nok blive spændene!
Glæd jer...
Fluens syn på Manhatten!
Så sidder man her! I New York, på Manhatten!
Fedt...!
Er nu nået 3. Dagen.
Ankom klokken 22 om aftenen på første dagen, så den gik hurtigt!
Der er sket mange ting. Igår blev tvunget til et farmers market, det var noget af en oplevelse, ikke spændene. Men en oplevelse...
Spiste på den berømte Katz's Deli, lækker mad, fik da også set hvordan en rigtig amerikansk Whole Food Sale fungere, de har sgu styr på det skidt!
Og!
Så fik jeg set den pulserende by New York, så ikke noget specifikt, bare byen! Og the flat iron building selvfølgelig. Har forelsket mig i byen hurtigt. Måske for hurtigt???
Det er fedt det her!
Idag hedder det virkelig turist tur! Friheds kvinden, Empire hytten og Centrum parken!
Afsted til hest...!
P.s igår var der ild i en lejlighed ved siden af hvor vi bor, der var så mange brandmænd, men viste sig så at være en lille komfur brænd!
lørdag den 29. juni 2013
Nightcaps
I øvrigt har vi i dag drukket en øl på trappen udenfor 221 Madiston st.
Det må man vist ikke herovre?!
Det må man vist ikke herovre?!
Delancey I love you...
Jeg blev sat på gaden i morges, da Mor og Niels fandt ud af, at min seng var bredere end deres. Hvad jeg sidenhen fandt ud af er, at deres seng også larmer mere end den jeg havde til at starte med. Ja ja. Til gengæld er jeg sluppet for Rasle, airconditionen i det andet værelse, til fordel for puste, der holder en nærmest arktisk temperatur på det nye værelse. You win some, you loose some.
Aftenens foder blev indtaget på Katz Delicatessen, på East Houston Street. Stedet er en legende blandt New Yorkere, mens de fleste outsidere kender det fra Donnie Brasco eller Da Harry mødte Sally (Den falske orgasme-scene). Deres piece de resistance er Pastrami-sandwichen, som i virkeligheden blot er en stabel enormt vellavet pastrami mellem to skiver ristet franskbrød. Det er en tung omgang, og i virkeligheden ville jeg foretrække, at der var lidt mindre kød og lidt mere grønt i sandwichen, for at gøre den lidt mere spændende, men New York er stadig ikke helt blevet virkelighed.
Landet står for mig, og sikkert også en masse andre, som et stykke pop-kultur, vi kender fra bøger, film og musik. Der er mange forskellige steder i de medier, hvor amerika skinner igennem, og som jeg har en mental check-liste, der gerne må blive kortere i takt med, at vi rejser videre.
Det var derfor ret fedt, at se Delancey St. og subway-stationerne, der har været nævnt i en del film, men som for mig står klarest i forbindelse med Fun Lovin Criminals' nummer "Southside".
Det giver noget substans til de forskellige steder, uden at tage noget fra det. Bliver sjovt at tænke tilbage på, når dagen igen bliver virkelighed.
Godnat verden... Sov godt
Aftenens foder blev indtaget på Katz Delicatessen, på East Houston Street. Stedet er en legende blandt New Yorkere, mens de fleste outsidere kender det fra Donnie Brasco eller Da Harry mødte Sally (Den falske orgasme-scene). Deres piece de resistance er Pastrami-sandwichen, som i virkeligheden blot er en stabel enormt vellavet pastrami mellem to skiver ristet franskbrød. Det er en tung omgang, og i virkeligheden ville jeg foretrække, at der var lidt mindre kød og lidt mere grønt i sandwichen, for at gøre den lidt mere spændende, men New York er stadig ikke helt blevet virkelighed.
Landet står for mig, og sikkert også en masse andre, som et stykke pop-kultur, vi kender fra bøger, film og musik. Der er mange forskellige steder i de medier, hvor amerika skinner igennem, og som jeg har en mental check-liste, der gerne må blive kortere i takt med, at vi rejser videre.
Det var derfor ret fedt, at se Delancey St. og subway-stationerne, der har været nævnt i en del film, men som for mig står klarest i forbindelse med Fun Lovin Criminals' nummer "Southside".
Det giver noget substans til de forskellige steder, uden at tage noget fra det. Bliver sjovt at tænke tilbage på, når dagen igen bliver virkelighed.
Godnat verden... Sov godt
Nightcabs og bussen der flyttede ind
Det var, mildt sagt, en fornøjelse at ankomme i NYC sent i går aftes.
På turen over, lykkedes det dog at se store dele af Island, et godt stykke af Grønland (Som dog primært bestod af hvidt på gråt) og over flere gange Canadas grønne skove. Grundet forvirring under billetbestillingsfasen, lykkedes det mig at blive opgraderet til Economy Comfort, der betød gratis opvartning i den dyre ende af flyet, som alle andre dog også fik, da vi skulle flyve i gammel lorteflyver uden privat underholdning. Fra Island til NY var sædet lige som alle andres, bortset fra, at jeg sad alene i en række på tre, lige ved indgangen, som arbejdede overtid som venteplads for bl.a. tissetrængende folk og en mand sidst i tyverne, og hans utrøstelige spædbarn, der græd og græd og græd.. (Søren, rejs dig og buk!)
Til gengæld gik gennemgangen i JFK som smurt. Vi var blandt de første af flyet, og vandt en masse tid på at slippe for kø. Til gengæld tabte vi den igen, da vores bagage var blandt den sidste, der kom fra flyet.
Ingen problemer med indrejse eller irriterende TSA-agenter til gengæld. Og da vi fik vristet Fluen fra diverse Pirattaxaer på parkeringspladsen og fik lokaliseret nummeret på vores kontaktperson til lejligheden på Lower East Side, kunne jeg endelig læne mig tilbage og nyde indtrykkene af byen, der aldrig sover.
Til gengæld er vejnettet herovre det 21. århundredes gladiator-arena. (Hvilket blev understreget af en dødsulykke på expresvejen mellem Brooklyn og Manhattan i morges.) Det skal nok blive spændende at skulle køre ud af byen på onsdag.
Men byen har alligevel gjort indtryk, selvom det var mørkt og jeg på daværende tidspunkt havde været vågen i 29 timer efter en nat med knap fem timers søvn. Vi fik glimt at skylinen fra Brooklyn flere gange, og selvom det var nemmere at tage Manhattan-bridge end Brooklyn, så klager jeg ikke. Det var en oplevelse. Og Brooklyn er på tirsdag.
En hurtig recon op og ned ad gaden afslørede en McDonalds, (fik lige hurtig cheeseburger. Men det er også SIDSTE gange jeg gider det skidt.) og en kiosk, der varm leveringsdygtig i koldt at drikke. Der er lige nu omkring 27 grader, og i vejrudsigten herovre snakker de om storm. Men fordi alt er så stort og bygningerne så høje står luften ofte stille. Og så er der helt enormt varmt alle steder. Fedt at opleve sommer, men noget af en omvætning, fra det skidt som DK har kunne præstere de sidste tre år.
I dag har vi været på gå-tur. Min mentale check-liste kan nu krydse Delancey Street og Flatiron af, og mens jeg ligger og skriver dette samler jeg appetit til aftensmaden, som vi vil have på Katz Deli, der ligger to sving til venstre og et til højre, 800 meter herfra.
Men vi er gået gennem Chinatown og Lower East Side til Flatiron district, og været i butikker, på farmers market og bare kigget på by. Byen begynder stille at vise sit potentiale, og de snoldede fire dage, vi har til at bevæge os rundt herovre er jo slet slet ikke nok. Men så har vi jo undskyldning for at vende tilbage.
Lige nu holder der en bus, der påstår, at det er en miljørigtig hybridbus, og lyder og lugter som en traktor, i frigear uden chauffør bag rattet lige udenfor vores opgang. Vi bor på 221 Madison Street, og til den ene side (i kælderen) kan vi købe et kasseapperat, og ovenover (på en hævet stueetage) kan vi få repareret vores bil. Til den anden side kan vi lynhurtigt få ordnet vores indkomstskat. Lidt længere nede ad gaden ligger multibutikken, Best Cuts, der både byder på frisør-, tatoverings- og guld-opkøbsforretning.
Lige overfor ligger der en park, hvor en vred kvinde har råbt i megafon i lidt over en time.
Jeg begynder at forstå, hvorfor folk bliver så solgt på byen. (Didde, this means you)
På turen over, lykkedes det dog at se store dele af Island, et godt stykke af Grønland (Som dog primært bestod af hvidt på gråt) og over flere gange Canadas grønne skove. Grundet forvirring under billetbestillingsfasen, lykkedes det mig at blive opgraderet til Economy Comfort, der betød gratis opvartning i den dyre ende af flyet, som alle andre dog også fik, da vi skulle flyve i gammel lorteflyver uden privat underholdning. Fra Island til NY var sædet lige som alle andres, bortset fra, at jeg sad alene i en række på tre, lige ved indgangen, som arbejdede overtid som venteplads for bl.a. tissetrængende folk og en mand sidst i tyverne, og hans utrøstelige spædbarn, der græd og græd og græd.. (Søren, rejs dig og buk!)
Til gengæld gik gennemgangen i JFK som smurt. Vi var blandt de første af flyet, og vandt en masse tid på at slippe for kø. Til gengæld tabte vi den igen, da vores bagage var blandt den sidste, der kom fra flyet.
Ingen problemer med indrejse eller irriterende TSA-agenter til gengæld. Og da vi fik vristet Fluen fra diverse Pirattaxaer på parkeringspladsen og fik lokaliseret nummeret på vores kontaktperson til lejligheden på Lower East Side, kunne jeg endelig læne mig tilbage og nyde indtrykkene af byen, der aldrig sover.
Til gengæld er vejnettet herovre det 21. århundredes gladiator-arena. (Hvilket blev understreget af en dødsulykke på expresvejen mellem Brooklyn og Manhattan i morges.) Det skal nok blive spændende at skulle køre ud af byen på onsdag.
Men byen har alligevel gjort indtryk, selvom det var mørkt og jeg på daværende tidspunkt havde været vågen i 29 timer efter en nat med knap fem timers søvn. Vi fik glimt at skylinen fra Brooklyn flere gange, og selvom det var nemmere at tage Manhattan-bridge end Brooklyn, så klager jeg ikke. Det var en oplevelse. Og Brooklyn er på tirsdag.
En hurtig recon op og ned ad gaden afslørede en McDonalds, (fik lige hurtig cheeseburger. Men det er også SIDSTE gange jeg gider det skidt.) og en kiosk, der varm leveringsdygtig i koldt at drikke. Der er lige nu omkring 27 grader, og i vejrudsigten herovre snakker de om storm. Men fordi alt er så stort og bygningerne så høje står luften ofte stille. Og så er der helt enormt varmt alle steder. Fedt at opleve sommer, men noget af en omvætning, fra det skidt som DK har kunne præstere de sidste tre år.
I dag har vi været på gå-tur. Min mentale check-liste kan nu krydse Delancey Street og Flatiron af, og mens jeg ligger og skriver dette samler jeg appetit til aftensmaden, som vi vil have på Katz Deli, der ligger to sving til venstre og et til højre, 800 meter herfra.
Men vi er gået gennem Chinatown og Lower East Side til Flatiron district, og været i butikker, på farmers market og bare kigget på by. Byen begynder stille at vise sit potentiale, og de snoldede fire dage, vi har til at bevæge os rundt herovre er jo slet slet ikke nok. Men så har vi jo undskyldning for at vende tilbage.
Lige nu holder der en bus, der påstår, at det er en miljørigtig hybridbus, og lyder og lugter som en traktor, i frigear uden chauffør bag rattet lige udenfor vores opgang. Vi bor på 221 Madison Street, og til den ene side (i kælderen) kan vi købe et kasseapperat, og ovenover (på en hævet stueetage) kan vi få repareret vores bil. Til den anden side kan vi lynhurtigt få ordnet vores indkomstskat. Lidt længere nede ad gaden ligger multibutikken, Best Cuts, der både byder på frisør-, tatoverings- og guld-opkøbsforretning.
Lige overfor ligger der en park, hvor en vred kvinde har råbt i megafon i lidt over en time.
Jeg begynder at forstå, hvorfor folk bliver så solgt på byen. (Didde, this means you)
Abonner på:
Kommentarer (Atom)